I foråret 2012 aftalte Spaniens største fagforeninger og arbejdsgiverne at samarbejde om en 'intern devaluering' for at fremme Spaniens konkurrenceevne.
I korthed gik planen ud på, at sænke lønnen, som skulle efterfølges af nedgang i priserne. Hvis det ikke helt balancerede og arbejderne mistede købekraft, lovede arbejdsgiverne at skabe flere arbejdspladser til de mange arbejdsløse.
EU er en del af problemet på grund af den ødelæggende politik med nedskæringer.
Ignacio Fernández Herrero, CCOO-generalsekretær i León.
Arbejdernes løn og købekraft er faldet 20, 30 ja op til 40 procent, beretter mange mennesker i Spanien, som Arbejderen har mødt. Mange arbejdere er hårdt ramt af lavere indtægt. Andre ramt i mindre grad, og nogle er ikke er ramt, mens nogle i toppen tjener mere, lyder det.
Avis El Pais noterer, at i oktober var der et lille fald i priserne. Hidtil har arbejderne, pensionisterne og resten af den almindelige befolkning betalt med lavere indtægt, højere priser og eksploderende arbejdsløshed.
Den værste enkelte måned var december 2012. Da faldt arbejdslønnen 3,6 procent og priserne steg 3,0 procent. Et tab i købekraft på hele 6,6 procent på en måned, noterer El Pais.
Når man er med i euroen
De to store faglige landsorganisationer CCOO og UGT accepterede denne økonomiske plan, fordi det ifølge økonomerne var den bedste måde at forbedre konkurrenceevnen. Spanien kan ikke devaluere sin valuta, fordi landet er med i euroen.
- Denne interne devaluering har endnu ikke haft den effekt, som vi forventede at se, siger økonomen Javier Andrès fra universitetet i Valencia til El Pais.
- EU er en del af problemet på grund af den ødelæggende politik med nedskæringer, siger Ignacio Fernández Herrero, der er CCOO's generalsekretær i provinsen Castilla y León, til Arbejderen.
Men Herredo mener også, at EU er en del af løsningen. Han tror, at krisen kun kan løses, hvis EU-landene gennemfører en fælles og koordineret plan for økonomisk vækst.
Økonomer i fagbevægelsen og i Banco de Espana peger på, at faldet i efterspørgsel er årsag til, at priserne ikke er faldet, og at der ikke er skabt flere nye arbejdspladser. El Pais citerer en række økonomer og politikere for, at en bedring af købekraften og flere nye arbejdspladser nok kan forventes til næste år.
Arbejdsgiverne tror ikke på det
En analyse af udviklingen på arbejdsmarkedet i magasinet Rebellion antyder imidlertid, at de spanske arbejdsgivere tilsyneladende ikke selv tror, at der kommer stabil vækst og øget beskæftigelse i nær fremtid.
Arbejdsgiverne ansætter meget på i faste stillinger. Når de ansætter nye er det på midlertidige kontrakter.
Der er brutto ansat 1.580.000 de seneste 12 måneder. 92 procent af disse blev ansat på midlertidige kontakter, mens kun otte procent blev ansat i faste stillinger.
Arbejdsløsheden har ifølge regeringens opgørelse været uændret de seneste 12 måneder. Arbejdsministeren berettede i sidste uge, at ifølge ministeriets opgørelse var der 22.138 færre arbejdsløse i oktober 2013 målt i forhold til oktober 2012.
Det skyldes ifølge spansk LO (CCOO) at der efter sommerferien mange tusinde arbejdsløse er startet på kurser og derfor ikke tæller med i statistikken.
Der var et fald i arbejdsløsheden hen over sommeren, men tallene viser, at arbejdsløsheden steg igen i september og oktober. Alene i oktober blev der 87.028 flere arbejdsløse. Ifølge Eurostat, EU's statistiske kontor var der over seks millioner arbejdsløse i september.
Tallene ville have vært endnu højere, hvis ikke så mange arbejdsløse forlader Spanien for at søge arbejde i andre lande. Det gælder både indfødte spaniere og mange gæstearbejdere, som kom til Spanien under højkonjunkturen frem til 2008. Arbejdsministeriet opgør i dag antallet af udenlandske arbejdere i Spanien til 1,59 millioner. Det er det laveste tal siden 2005.
De arbejdsløse taber mest
Den høje arbejdsløshed, som er 26,6 procent og blandt unge 56,5 procent, medfører, at flere og flere bliver langtidsarbejdsløse og falder ud af dagpengesystemet.
I Spanien har man ret til understøttelse i to år, hvis man har været ansat og betalt socialbidrag i mindst 12 måneder.
Ifølge analysen i Rebellion modtager knap 61 procent af de arbejdsløse understøttelse, mens 39 procent har mistet retten til understøttelse. Andelen, der er faldet ud af dagpengesystemet, er vokset med 4,3 procent det seneste år.
Størrelsen af dagpengene afhænger af den tidligere indkomst og længden af ansættelsen. Det fbetyder, at flere arbejdsløse i Spanien får udbetalt mindre.
Tallene viser, at 53 procent kun får mindstesatsen på 426 euro om måneden, hvilket svarer til knap 3200 kroner. Den gennemsnitlige understøttelse er på 828 euro om måneden svarende til knap 6200 kroner. Den gennemsnitlige understøttelse er faldet 3,6 procent på et år.
Endelig viser analysen i Rebellion, at de færre fastansatte og de flere kontraktansatte, der ikke betaler til pension, undergraver hele det spanske pensionssystem.
Antallet af fastansatte er det laveste i ti år, og alene det seneste år har 376.354 færre betalt til statens pensionsfond. Det betyder, at der i dag kun er 2,26, der indbetaler, for hver pensionist, der får pension. Det tømmer pensionsfonden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278