Saúl Carcarosa er ud af en minearbejderfamilie.

Hans oldefar brød kul i en lille mine i landsbyen Carcarosa. Hans bedstefar og hans far var minearbejdere hele deres liv, og nu har Saúl været minearbejder i fire år. Han kan lide arbejdet.

Din arbejdsdag starter, når du tænder lampen, skriver dit navn i en bog og kører ned.

Han håber, og han kæmper for, at kulminerne i det nordlige Spanien – i Castilla y León og i Asturien - ikke lukker.

Saúl, der insisterer på at være på fornavn med Arbejderens læsere, har sagt ja til at 'tage os med på en tur ned i minen'. Ikke fysisk desværre, for det tillader selskaberne ikke.

Ned i minen kommer kun de ansatte arbejdere, som har gennemgået et sikkerhedskursus. Men Saúl vil fortælle historien om en arbejdsdag i kulminen.

Med på dagholdet

- Vi forestiller os en arbejdsdag på dagholdet. Vi møder ind klokken syv. Der går cirka en halv time fra du møder til du tager lampen på og kører med elevatoren ned i minen. Og din arbejdsdag starter først når du tænder lampen og skriver dit navn i en bog og kører ned.

- Inden da har du sludret med arbejdskammeraterne, du har skiftet tøj. Du firer dit arbejdstøj ned. Det ligger på en hylde, der hænger i en talje oppe under taget i rummet. Og hvorfor nu det? Dit tøj er fugtigt – nogen gange rigtigt vådt når du kommer op af minen efter arbejde. Så skifter du tøj og dit våde arbejdstøj trækker du op under taget, hvor der er varmt, og hvor tøjet derfor tørrer godt frem til din næste arbejdsdag.

Saúl synes det er smart, og så hører det sig til. Det er både praktisk, og så er det en ceremoni, fornemmer man, det med at fire tøjer ned og mærke på det. Glæde sig over, at det er tørt og lunt.

- Når arbejdstøjet er på, så tager man sin ”autorescatador” om livet.

Metangas, CH4, er den mest frygtede gas. Den er usynlig og lugtfri.

Det er et bælte viser Saúl – et bælte med indbygget iltanlæg, som tillader arbejderen at få ilt nok i 30 minutter, så han kan redde sig hen til et sikkert område i minen, hvis der trænger gas op ind, hvor han arbejder.

Metangas, CH4, er den mest frygtede gas. Den er usynlig og den er lugtfri. Den fortrænger den iltholdige luft og kvæler minearbejderen på få minutter.

Det var det, der skete i den mine, Emilio del Valle, hvor Saúl skal starte nyt arbejde, når han om kort tid er færdig med et udvidet sikkerhedskursus.

Ulykken i slutningen af oktober kostede seks minearbejdere livet, mens fem andre kom til skade. Det er en privat kulmine, der ejes af selskabet Hullero Vasco-Leonesa.

Minedriften er meget monopoliseret i dag, forklarer Saúl. Ud over Vasco-Leonesa er der så vidt han ved kun ét andet stort, privat mineselskab - Grupo Victorino Alonso - og så det statslige Hunosa.

Sauls signal er fire 'bip'

- Nå, vi var på vej ned i minen, vender Saúl tilbage til historien om minearbejderens hverdag.

- Vi kører ned i minen med 'el jaula' – det hedder elevatoren. 'Jaula' betyder bur, og elevatoren ligner et bur, griner Saúl.

- Vi står i området foran elevatoren med hjelme på og det hele. Så lyder der nogle signaler, som er beskedder til ham, der styrer 'jaulaen' om, hvilken dybde og hvilken gang den næste tur går til. Mit signal er tre lange og et kort 'bip'.

- Så er vi nede og går frem til 'galleriet', der hvor kullet brydes.

Et hold – et sjak – består af op til 100 eller 150 personer, som har forskellige funktioner.

Nogle har ansvaret for vognene, der transporterer kullet ud til de transportanlæg, som fører kullet ud af minen. Andre – de fleste - arbejder med at bryde kullet. Og så er der hold, der arbejder med at understøtte minegangen i takt med at brydningen skrider fremad.

- Vi har en sjakbajs, som bestemmer hvem, der laver hvilket arbejde. Han sætter dagens mål og har styr på, om arbejdet er til timeløn, eller der gælder en akkord.

- Og så går vi i gang med at bryde kul. I takt med at kullene hakkes løs og køres væk, rykker fronten fremad, og der bygges midlertidige afstivninger til at holde loftet.

Det bliver der brugt brædder og stolper til  samt jernstivere.

- I det 'galleri', hvor jeg arbejder, ligger kullet i en bred åre. Vi er cirka 15, som arbejder side om side og rykker fremad i samme tempo. Vi har hver en eller to hjælpere. De hjælper blandt andet med at lave den løbende afstivning.

-Så Saúl har 40-50 kolleger lige omkring sig.

Det larmer, når de bryder kullene.

- Afhængig af hvordan kullet er, hugges det løs med den klassiske hakke. De ældre, erfarne minearbejdere kan med præcise og ikke særligt krævende hug løsne kullet på en måde, så det falder ned næsten af sig selv.

Men oftest går det ikke så nemt. Så bruger de lufthamre, save, bor og sprængstof. Sprængstof, der ikke medfører risiko for gaseksplosioner. Der er også udviklet et ekspansionsmateriale, som nogle gange kan bruges til at slå hul på en genstridig kulåre.

Men alt sammen larmer, og mineabejderne har høreværn på undtagen i pausen midt på arbejdsdagen.

- Den er på 20 minutter. Ofte går der en halv time, fortæller Saúl.

Mandefrokost under jorden

Der skal være tid til både at spise sin 'bocadito' – den traditionelle spanske sandwich. Og tid til snak og gode historier.

Om der er en mandekultur i sådan en mine?

- Jo, det er der vel, siger han og kigger lidt forlegent over på Ester – en veninde, som sidder med under samtalen med Arbejderen.

- Jeg kan ikke lige huske en historie nu, undskylder han sig med et skævt smil.

Der er dog kvindelige minearbejdere. Ikke i Saúls mine, men i de statslige miner i naboprovinsen Asturien er der mange kvinder ansat.

- Hunoa har vist omkring 20 procent kvinder ansat, mener Saúl. Der er vel nogle arbejdsfunktioner, som kvinder dårligt kan udføre, men det meste arbejde har kvinder kræfter til at udføre lige så vel som mænd.

- Men arbejdet er hårdt og beskidt, og en lov om arbejdsmiljø forbyder kvinder at arbejde nede i minen fra første dag under graviditet, fortæller Saúl.

Han vender tilbage til arbejdsdagen i minen.

Forklarer, at når et skiftehold har arbejdet med at bryde kul og er rykket et godt stykke frem, så skal næste arbejdshold bruge tid – måske hele sin arbejdsdag på at rydde op og lave en permanent sikring af minegangen.

Bjerget 'sætter sig'

Det sker ved, at der udløses nogle 'kontrollerede sammenstyrtninger'. Bjergmassivet ovenover 'sætter sig'. Der falder en del sten, jord, og klippestykker ned, som skal ryddes til side. Men derefter er minegangen sikker.

Saúl taler ikke om hverken brydningen eller den efterfølgende dramatiske sikring af minegangen som noget farligt.

Det farlige i minerne er efter hans mening de giftige og brandfarlige gasser – især metan, som han oftest omtaler ved sin kemiske betegnelse, CH4.

Det er forbud at ryge i minen.

- Alene det at have cigaretter eller tobak med sig i minen er umiddelbar fyringsgrund. Du må heller ikke have mobiltelefon, musikafspillere eller andet elektrisk udstyr med i minen.

 Hundredevis af minearbejdere deltog i "La Marcha Negra" i 2012

- Saúl forklarer om meget præcise tekniske specifikationer på al udstyr, som kan tillades i minen. Reglerne kan vist opsummeres til, at alt skal godkendes, og at den elektriske spænding i et apparat skal være så svag, at det ikke udløser gnister ved en temperatur på over 150 grader.

- Fordi der ikke er nogen gas, der kan bringes til at eksplodere med så lav en temperatur, citerer Saúl fra det materiale, som han er i gang med at studere på sit sikkerhedskursus.

- De maskiner og transportanlæg, som ikke kan drives af lufttryk, men som kræver en høj elektrisk spænding, er udstyret med avancerede sikkerhedssystemer.

- Og tjah... Saúl trækker på slulderen. Det er vel historien om en arbejdsdag under jorden i en kulmine i det nordlige Spanien.

- Så går turen til 'el jaula' og op igen.

Hjelmen af, lampen af og sikkerhedsbæltet. Det fugtige tøj op under loftet, så det kan tørre til om 16 timer.

Som en bonde på sin jord

Og Saúl elsker sit arbejde i minen. Fordi det er en tradition i familien.

- Måske er det med os lidt ligesom med bønderne, der er vokset op på jorden. De har leget og arbejdet på jorden fra de blev født og kan ikke forestille sig noget andet eller bedre.

- Jeg legede minearbejder, da jeg var lille, siger han med et lidt forlegent smil.

- Da jeg var otte år, forstod jeg til mindste detalje, hvordan der var i minen. Jeg vidste, hvordan en kulåre ser ud, og jeg kendte navnene på de forskellige redskaber.

- Nu er børn strengt forbudt i minerne, men dengang legede vi børn i minerne, og vi legede minearbejdere.

 Det fugtige tøj op under loftet, så det kan tørre til næste dag.

Der er også en minearbejderkultur, som er gået Saúl i blodet. Den hænger sammen med det hårde og farlige arbejde. Den gensidige afhængighed og sammenholdet i minen og blandt minearbejderne.

Kammeratskabet, fagforeningen og kampviljen er en stor glæde, oplever Saúl.

- Samværet i arbejdsdagen er lidt grov – noget grov faktisk – fortæller Saúl videre. Man knalder til hinanden med en hammer på hjelmen, med en næve i skulderen. Man udsætter hinanden for ubehagelige oplevelser. Efterlader en arbejdskammerat i en mørk minegang uden sit lys.

- Det bryder jeg mig ikke om, men sammenlagt er det et godt liv. Det er mit arbejdsliv, der hvor jeg tjener min løn.

Op til 3000 euro

De lavest lønnede i minen er dem, der laver servicearbejde, passer transportbånd og leverer materialer og andet. De tjener omkring 1200 euro om måneden; når skatten på cirka 25 procent er trukket fra

Dem der arbejder med at bryde kullene er højere lønnede. 2800 euro op til 3000 euro om måneden. Saúl forsøger at give et lidt forenklet indblik i lønaftalerne, som gælder for minearbejdere.

Der er overenskomster med mineselskabet om mindsteløn, timeløn, ferier og andet.

Men der er flere overenskomster. Der er overenskomster for den enkelte mine, og der er overenskomster – eller akkordaftaler – for den enkelte kulåre.

- Du må forstå, at en minearbejder kan arbejde med ren og let tilgængelig kul, mens en anden 20 meter derfra kan arbejde et sted i åren, hvor der er jord eller andre vanskeligheder. Derfor er det ikke rimeligt, at de få samme betaling for et ton kul.

Minesektorens skal bestå

Kulminerne er grundlaget for økonomien og livet i de byer og landsbyer, der er opstået omkring minerne. Uden minerne er der ikke noget livsgrundlag.

Hvis miner skal lukkes, skal det foregå på en sådan måde, at der skabes anden beskæftigelse i de pågældende områder. Så familierne har noget at leve af.

Men Saúl synes brydningen af spanske kul skal fortsætte, og det har minearbejderne kæmpet indædt for siden 2010. De vil stoppe regeringens plan om at lukke minerne.

Et højdepunkt var flere måneders strejke i sommeren 2012, hvor hundredevis af minearbejdere deltog i en protestmarch de 500 kilometer fra minerne til Madrid: "La Marcha Negra", som den blev døbt - den sorte march.

Der er delte meninger om betydningen af strejken og marchen, men Saúl noterer, at den svejsede minearbejderne sammen, og at kampviljen og bevidstheden er langt højere efter strejken og marchen.

- Der har lige været en lang strejke mod krav om længere arbejdstid og dårligere løn i en mine ejet af Victorino Alonso. Det er endt med en sejr til arbejderne, fortæller Saúl - både for at illustrere, at kampviljen er stærk og også for at forklare, at der skal kæmpes hele tiden.

Kammeratskabet og kampviljen er en stor blandt minearbejderne.

Minen er nu under konkursbehandling, men den drives videre med de gamle overenskomster og med udsigt til at staten overtager minen fra Victorino Alonso.

Minesektoren er meget monopoliseret. Victorino Alonso ejer miner i Ukraine, i Chile og her i Spanien. Og så er der selskabet Vasco Leonesa, der mere er et nationalt borgerskab. Endelig er der det statslige selskab Hunosa.

I 1991 havde det statslige mineselskab Hunosa 28.000 ansatte i dag har de 2000.

- For at bryde arbejdenes styrke privatiserede man minerne, vurderer Saúl.

I dag er der cirka 4000 ansatte i private miner og altså 6000 minearbejdere i alt.

- Vi står i en vanskelig situation, fordi EU forbyder statsstøtte til minesektoren, og det har regeringen skrevet under på. Nu skal vi konkurrere med kul fra Sydafrika, der bliver brudt af minearbejdere til sulteløn, forklarer Saúl.

Arbejdsgiverne vil reducere lønudgiften med op til 35 procent og øge arbejdstid. Minearbejderne oplever, at deres overenskomsterne og rettigheder bliver undergravet.

- Det er rettigheder, vi har haft siden de store strejker her i 1962. Som dengang førte til nationalisering af minerne året efter, runder Saúl af og skitserer to fremtidige alternativer:

Enten lykkes at fastholde og udvide en statslig minesektor, eller også gennemfører de planerne om at privatisere resten allerede i 2016. I så fald vil de private hente så meget kul ud, som de kan tjene penge på, og når det ikke går længere - hvis det for eksempel er billigere at importere kullene - så vil de lukke minerne.

- Så længe vi er med i EU, har kulminerne i Spanien store vanskeligheder, slutter minearbejderen.