Enhedslisten rejste fra starten af finanslovsforhandlingerne en række krav, som grundlæggende set har været bragt på banen af mange fagforeninger og arbejdspladser, helt tilbage fra valgkampen for to år siden. Enhedslisten løftede så at sige kravene direkte fra arbejdspladserne ind på forhandlingsbordet i finansministeriet. Det fortjener stor ros.

Men Enhedslisten blev hægtet af lige inden målstregen. Det var der stærke kræfter der ønskede, både i regeringen, DA og DI og i dele af fagtoppen.  

Corydon havde tydeligvis et udspil klar til en aftale med V og K.

Nogle gange er man nødt til at stå fast, lød det fra Johanne Schmidt-Nielsen, som begrundelse for at stå ultimativt fast, ikke mindst på kravet om at få indført et retskrav om minimum to ugentlige bade til alle ældre. Men det har vist sig meget svært at forklare det budskab.

Regeringen indgik et forlig med de borgerlige efter få timers forhandling. Corydon havde tydeligvis et udspil klar til en aftale med V og K. Næppe var forliget underskrevet, før socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen rettede kanonerne mod Enhedslisten og renvaskede regeringen. Fuldstændigt absurd. Det var regeringen og ikke Enhedslisten, som solgte fagforeningsfradraget og fremrykkede skatte- og afgiftslettelser til virksomhederne. Det er Bjarne Corydon, som har siddet for bordenden under hele forløbet og ikke Enhedslisten. 

Kritikken fra især socialdemokrater i fagtoppen virker koordineret med slutspillet af finanslovsforhandlingerne. Efter kommunal- og regionsvalget er der tydeligvis et forstærket ønske om at placere Enhedslisten på sidelinien og ikke som talerør for den aktive del af fagbevægelsen.   

Set i lyset af en finanslov til knap 700 miliarder var det få men reelle indrømmelser, som Enhedslisten havde fået. Men hvad fik Enhedslisten ud af at stå fast på kravet om flere indrømmelser? Det er kernespørgsmålet. Jeg mener, at Johanne Schmidt-Nielsen tager fejl, når hun siger, at Enhedslisten stod i valget mellem at overgive sine mandater til Bjarne Corydon eller stå fast på sine krav. 

Enhedslisten havde fået indrømmelser, som kunne styrke kampen mod social dumping. Man havde fået øget fradraget for medlemsskab af fagforening og a-kasse. Det kunne styrke fagbevægelsen og svække de gule fagforeninger. Man havde fået en milliard mere til de ældre. Med disse resultater i ryggen kunne Enhedslisten konkret påvise, at der kan gennemtvinges konkrete krav når der kæmpes. Det ville have været er et bedre afsæt, end man står med i dag for at udbygge alliancer, ikke mindst med de aktive dele af fagbevægelsen.

I stedet for at forhindre en finanslovsaftale med de borgerlige, gik Enhedslisten så at sige direkte ind i den fælde, der var sat op.