Det er stormagtspil på højt plan, der stikker under uroen i Ukraine.
På den ene side står EU, der ønsker at indlemme Ukraine i sin magtblok. På den anden side står Rusland, der ønsker at trække Ukraine mod øst. Rusland sender store mængder gas til EU i rørledninger gennem Ukraine.
Vort lands økonomi vil lide stor skade med EU-aftalen.
Juri Boiko.
De to synspunkter har trukket hundredetusinder ukrainere på gaden og deler landet.
EU og Ukraine blev efter seks års forhandlinger sidste år enige om en omfattende frihandels- og associeringsaftale.
Den handlede om frihandel, så varer på tværs af grænserne undgår told og afgifter, men også om krav om at Ukraine strammer sit retsvæsen og "beskytter demokratiske frihedsrettigheder". EU kræver blandt andet Ukraines tidligere statsminister, den EU- og NATO-venlige Julia Timosjenko, bliver løsladt fra fængslet, hvor hun afsoner en dom på syv års fæmgsel for magtmisbrug og korruption.
I december sagde Ukraines præsident Victor Janukovitj, at Ukraine vil "gøre sit bedste" for at opfylde EU-kravene. Men han tilføjede, at det samtidig gjaldt om at "finde den rigtige model" for samarbejdet med Ruslands, Hvideruslands og Kasakhstans Eurasiske Union (EAU).
Ukraines parlament har tidligere sagt nej til bedre fængselsforhold for Julia Timosjenko.
Det var planen, at frihandelsaftalen skulle have været underskrevet i fredags i Litauen på et topmøde mellem EU og seks tidligere sovjetrepublikker (SNG-landene).
Men blot syv dage før meddelte Ukraines regering, at den alligevel ikke kunne skrive under, fordi der ikke fulgte penge nok med aftalen, og at der er brug for mere tid til at "afklare handelsspørgsmål med Rusland".
- Vort lands økonomi vil lide stor skade med EU-aftalen. Vi suspenderer forhandlingerne om undertegnelse af associeringsaftalen med EU, indtil vi finder en løsning på faldet i vor industrielle produktion og ordner vore forbindelser med SNG-landene, sagde Ukraines vicepræsident Juri Boiko ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.
Dog genoptog Ukraine tirsdag forhandlinger med EU med om fremtidigt samarbejde. Præsident Janukovitj foreslår nu "trevejs-samtaler" mellem Rusland, Ukraine og EU og opfordrer Bruxelles til at blødgøre kravene fra valutafonden IMF i et kommende milliardlån til Ukraine, skriver netportalen euobserver.com.
Rusland tilbyder Ukraine billigere gas, hvis den tidligere sovjetrepublik vil slutte sig til den russiskdominerede Den Eurasiske Union (EAU) og droppe tættere tilknytning til EU, skriver euobserver.com.
EU blander sig
Reaktionen fra EU-lande er skarpe. Den britiske ambassadør i Ukraine, Simon Smith, siger ifølge BBC.
- Ukraines beslutning er ren kynisme.
José Manuel Barroso, EU-kommissionens formand er mere diplomatisk og kalder ifølge BBC den kuldsejlede aftale med Ukraine "den mest ambitiøse" aftale, nogensinde tilbudt en ikke-medlemsstat, mens EU-præsident Herman Van Rompuy tilføjer, at "vi må ikke give efter for pres udefra, ikke mindst fra Rusland".
Tysklands kansler Angela Merkel er optaget på video i fredags, hvor hun direkte henvendt til Ukraines præsident Viktor Janukovitj siger, "vi havde forventet mere".
Den danske handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) mener, at ukrainerne ønsker tættere bånd til EU.
- For befolkningen i Ukraine tror jeg, at EU repræsenterer nogle værdier, som de gerne vil styrke i deres eget land. Jeg synes, den ukrainske regering skal lytte til befolkningen, som går på gaden for at vise sin støtte til, at Ukraine bevæger sig i retning af Europa, siger Nick Hækkerup ifølge Ritzau.
Ruslands præsident Vladimir Putin kritiserer EU for afpresning.
- Lige nu afpresser EU Ukraine (...) EU-landene planlægger at iscenesætte masseprotester i Kiev. Men protesterne ligner ikke en revolution, men snarere pogromer, udført af velorganiserede og uddannede militante grupper, siger han ifølge tv-stationen Russia Today.
Kommunister advarer
Formanden for Ukraines Kommunistiske Parti, Petro Symonenko, advarer om, at "den politiske situation i landet er kritisk og eksplosiv".
- De, der søger den europæiske integration, og dem, der går ind for tiltrædelse af toldunionen med Rusland, har ret til åbent at forsvare deres synspunkter, uden frygt for repressalier, chikane og fysisk vold, hvis de ikke prædiker vold, grusomhed, aggression, racisme og fremmedhad, siger han i en udtalelse.
Kommunistpartiet - der har 13,3 procents vælgeropbakning og 32 ud af 450 parlamentsmedlemmer - mener, at kampen i Ukraine foregår mellem et fåmandsvælde af "oligarkiske klaner, der er villige til at smide folk og landet ud i en blodig borgerkrig".
- Der behov for en landsdækkende folkeafstemning om handelaftale eller toldunion. I stedet ser vi grov indblanding i fra udenlandske magter i landets interne anliggender, som blot uddyber konfrontation mellem tilhængere og modstandere af den europæiske integration, siger Petro Symonenko.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278