10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nye spørgsmål om DONG-salg

Goldman Sachs spøger stadig

Nye spørgsmål om DONG-salg

Enhedslisten stiller sig ikke tilfreds med finansminister Bjarne Corydons svar på en lang række spørgsmål om regeringens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Salget kritiseres også af en lang række eksperter.

Enhedslistens Frank Aaen er på vej med en ny række spørgsmål til finansministeren om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs - et salg, der nu er godkendt i EU som en "fusion med delt kontrol".
FOTO: Andreas Bro
1 af 1

Hvorfor skal investeringsbanken Goldman Sachs have vetoret på afgørende områder i driften af DONG Energy, og dermed energiforsyningen i Danmark, når de kun investerer hvad der svarer til 19 procent af aktierne i DONG?

Og hvorfor vil regeringen hellere sikre aktionærerne i DONG så stort et overskud som muligt, i stedet for at bruge det indtil nu offentligt ejede energiselskab aktivt i energipolitikken, til gavn for miljøet og forbrugerne?

Det er en interessant sag. Goldman Sachs kan være kommet afsted med et røverkøb ud fra de tal, du nævner.
Professor Espen Eckbo, USA

Der er mange ubesvarede spørgsmål omkring salget af DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs - bogstaveligt talt. Enhedslisten har i Folketingets Finansudvalg alene stillet omkring 60 på skrift til besvarelse.

Finansminister Bjarne Corydon og hans embedsmænd i Finansministeriet har besvaret omkring to tredjedele af dem. Men de svar er så uklare og sværvende, at at de blot afføder nye spørgsmål, mener Enhedslistens finansordfører Frank Aaen.

- Derfor er vi på vej med en lang række nye spørgsmål. Det eneste, man først og fremmest kan læse ud af de svar, Bjarne Corydon indtil nu har givet, er, at det vigigste for staten er at få kapital fra private virksomheder ind i DONG. Og at det er meget vigtigt for regeringen politisk at få præciseret, at DONG skal ledes efter, hvad der giver størst overskud til aktionærerne, og ikke hvad der er til gavn for forbrugerne og for samfundet, siger Frank Aaen til Arbejderen.

Ikke alene med kritik

Han har bidt mærke i, at Enhedslisten ikke står alene med kritikken af at lukke Goldman Sachs ind i DONG Energy og give den nye mindretalsaktionær afgørende indflydelse på energiselskabets drift - samt noget, der nærmest kan betragtes som en statsgaranti for en lukrativ profit, når selskabet, som det fremgår af aftalen med Goldman Sachs, om få år skal børsnoteres.

I forbindelse med salget af DONG-aktier til Goldman Sachs har Finansministeriet opgjort markedsværdien af DONG Energy til 31,5 milliarder kroner. Flere danske kilder i finansbranchen vurderer dog, ifølge energiwatch.dk, at markedsværdien ved en børsnotering vil være næsten det dobbelte - omkring 60 milliarder kroner. 

Præsenteret for tallene siger den amerikanske forsker i virksomhedsledelse, virksomhedsoverdragelse og investeringsbanker, Professor Espen Eckbo, til energiwatch.dk:

- Det er en interessant sag. Goldman Sachs kan være kommet afsted med et røverkøb ud fra de tal, du nævner.

Dobbelt så meget værd

Bjarne Corydon siger i et svar til Enhedslisten, at regeringen har fået Danske Bank Corporate Finance til at vurdere, om der er tale om en fair handel, og at Danske Bank som Finansministeriets finansielle rådgiver støtter ministeriets vurdering.

Læser man papiret fra Danske Bank, som Corydon efter krav fra Enhedslisten har offentliggjort, står der dog klart og tydeligt, at papiret "hverken direkte eller indirekte rummer nogen vurdering af værdien af alle eller dele af aktiviteterne og/eller aktier i DONG Energy".

- Faktisk bruger Danske Bank det meste af pladsen i det otte sider lange dokument til at tage alle mulige forbehold og fraskrive sig ethvert ansvar for noget som helst, vurderer Frank Aaen.

EU: Det er en fusion

Også Goldman Sachs' kommende vetoret på en lang række områder af DONG's drift og investeringsstrategi skaber panderynker hos Aaen. Og med en vis ret, mener juraprofessor Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet. Han er specialist i kapitalmarkedsret, virksomhedsledelse og regulering af offentlige selskaber og siger til energiwatch.dk, at det er "usædvanligt, at en mindretalsaktionær forhandler sig til de her rettigheder." 

Vurderingen af, at Goldman Sachs får afgørende indflydelse på DONG's drift og investeringsstrategi, understøttes i øvrigt af, at Goldman Sachs' DONG-investering mandag blev godkendt af EU-kommissionen som en "fusion med delt kontrol".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2014 - 09:15   13. jan. 2014 - 13:05

DONG

he@arbejderen.dk
Goldman Sachs på nettet
  • Goldman Sachs er ikke en hvilken som helst investeringsbank.

  • I USA er den kendt som banken, der skummede fløden - inklusive den i de amerikanske bankpakker - under finanskrisen ved at føre kunderne bag lyset. Investeringsbanken har da også måttet betale 550 milliarder dollars i erstatning til USA's statskasse samt til snydte kunder.

  • På hjemmesiden opencorporates.com kan man se det enorme netværk af datterselskaber, fonde med mere, Goldman Sachs har spundet over hele verden.

  • Og på den britiske anti-lobbygruppe Spinwatchs hjemmeside kan man finde rapporten "Doing God's Work - How Goldman Sachs Rigs the Game" - om investeringsbankens omfattende lobbyvirksomhed og politiske indflydelse i hele verden.