23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Længe ventet rapport kommer på tirsdag

Koch-udvalget barsler

Længe ventet rapport kommer på tirsdag

Hvad mener eksperterne skal til for at få flere arbejdsløse i job. Det får vi svar på i næste uge, når regeringens beskæftigelsesudvalg offentliggør sin endelige rapport.

Tidligere socialdemokratisk skatteminister, Carsten Koch, fremlægger på tirsdag resultatet af måneders kulegravning af beskæftigelsessystemet.
FOTO: Søren Bidstrup/Scanpix
1 af 1

Ifølge Arbejderens oplysninger kommer det såkaldte Carsten Koch-udvalg med sin endelige rapport på tirsdag.

Ekspertudvalget, som har tidligere skatteminister Carsten Koch i spidsen, har af regeringen fået til opgave at komme med anbefalinger til ændringer, der kan gøre beskæftigelsespolitikken i forhold til arbejdsløse medlemmer af en a-kasse mere “effektiv og robust”.

Tilbuddet om uddannelse burde gælde alle arbejdsløse.
Bente Sorgenfrey, FTF

I sidste måned blev dele af rapporten lækket, og det kom frem, at udvalget anbefaler, at de kommunale jobcentre skal have en mere central rolle, når det handler om at hjælpe de arbejdsløse tilbage i job.

Den holdning fik de to faglige hovedorganisationer LO og FTF på banen. De mener, at de arbejdsløse er bedst hjulpet af a-kasserne, som har indgående kendskab til brancherne.

Koch-udvalget kommer i de lækkede dokumenter også med en stribe anbefalinger om uddannelse og opkvalificering af de arbejdsløse. Forslagene får en blandet modtagelse.

- Vi er glade for udvalgets forslag om, at ufaglærte, arbejdsløse under 30 år får ret til uddannelse fra dag ét. Men vi forstår ikke, hvorfor det skal være på en lavere ydelse, da dét vil gøre det svært for mange at gennemføre, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Hun mener i øvrigt, at tilbuddet om uddannelse burde gælde alle arbejdsløse.

- Det er sund fornuft, hvis vi mener det alvorligt, at arbejdsløse skal i varige job.

LO og FTF har allerede givet deres fælles bud på en ny arbejdsmarkedspolitik. Ud over uddannelse og en styrket rolle til a-kasserne, peger de på at indsatsen skal være mere individuel og at kontakten til virksomhederne skal opgraderes.

Arbejdsgiverne har også været på banen med deres forslag. Et af dem lyder konkret på at fratage de arbejdsløse dagpenge i op til otte uger mod tre uger i dag, hvis de afviser at deltage i aktivering eller overtage anviste job. 

Hvad der konkret kommer til at ske med den samlede beskæftigelsesindsats er imidlertid op til regeringen.

Den vil på baggrund af Koch-udvalgets indstillinger komme med konkrete forslag, som så skal op i Folketinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. feb. 2014 - 12:11   20. feb. 2014 - 15:44

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk
Carsten Koch udvalget

Carsten Koch udvalget skal:

  • kulegrave den samlede beskæftigelsesindsats overfor arbejdsløse 

  • endevende dagpengereglerne.

På baggrund af den første rapport og indspark fra arbejdsgivere og lønmodtagere, kommer regeringen med et udspil til en reform på beskæftigelsesområdet.

Når første rapport fra Carsten Koch udvalget er afleveret, går arbejdet med Dagpengekommissionen i gang, også med Carsten Koch i spidsen.

Kommissionen skal endevende dagpengereglerne og i foråret 2015 fremlægge ideer til en "fremtidssikring af dagpengesystemet".

Kilde: Beskæftigelsesministeriet