Et kendetegn for det postsovjetiske Ukraine har været rigmændene, oligarkernes vedvarende centrale politiske rolle. Sådan var det før Majdan-oprøret, sådan er det stadig.
Udpegningen af to rigmænd som guvernører i to vigtige regioner i sydøst-ukraine var blandt det nye styres første beslutninger. De to - Sergej Taruta og Igor Kolomojskij - fik 2. marts magten over Ukraines industricentre, Donetsk og Dnipropetrovsk.
Begge disse nye guvernører har længe hørt til landets rigeste og indflydelsesrige personer.
Ukraines 50 rigeste har en formue svarende til 85 procent af landets bruttonationalprodukt.
Kolomojskij er god for to milliard dollar. Han er medejer af den mægtige Privatbank, har aktiviteter i olieindustrien og er vicepræsident for Ukraines fodboldforbund. Privatbank står bag et net af bankomater og internethandel. Tarutas formue er mindre og er knyttet til medejerskab af selskabet Det industrielle Donbass. Han har nære kontakter både til ekspræsident Viktor Jusjenko og til Julia Timoshenko. Han støttede hende i retssagen, hvor hun foruden bedrageri og skattesvindel - var anklaget for at have stået bag mordet på en kendt forretningsmand.
Oligark nr. 1
Taruta er tæt knyttet til Ukraines oligark nr. 1 Rinat Ahmetov, hvis formue anslås til 15 milliarder dollar og som har investeret i industrianlæg verden over. I selve Ukraine ejer Ahmetov kul- og stålvirksomheder i Dnipropetrovsk, kulfabrikker nær Odessa, et stålværk i Zaporosje samt den populære ukrainske tv-kanal TRK og Segodnja.
Majdan-demonstranternes harme var oprindelig rettet mod den del af oligarkerne, der indgik i den såkaldte ”Familie” omkring Janukovitj og hans to sønner. I denne gruppe indgik også en række yngre rigmænd, som Serhiy Arbuzov og Serhij Kurtjenko.
Inden Arbuzov i kort tid fungerede som premierminister, havde han sammen med en af Janukovitjs sønner gjort kometkarriere inden for bankverdenen og blev nationalbankdirektør. Den 29-årige milliardær Serhij Kutjenko med tilnavnet ”Ukraines naturgaskonge” ejer et ukrainsk forretningsimperium.
Med til "Familien" hører også Rinat Ahmetov, der var den største sponsor af Janukovitjs 'Regionernes Parti' samt Dmytro Firtash, milliardær indenfor gas- og kemikalieindustrien og eneste vestukrainske oligark i magtens inderkreds. Han ejer fodboldklubben Tavrija fra Krim. Firtash ejer sammen med russiske Gazprom selskabet RosUkrEnergo-gruppen, der har monopol på gasimport i Ukraine.
Firtash og Ahmetov bliver nævnt blandt 28 forretningsfolk, der allerede støttede Ukraines fungerende premierminister Arsenij Jatsenjuk inden han gik sammen med Julia Timoshenkos parti.
Majdans protester var rettet mod magtmisbrug og korruption. Der var krav om adskillelse af politisk og økonomisk magt. Ifølge ukrainske kilder besidder landets 50 rigeste personer tilsammen en formue svarende til 85 procent af landets bruttonationalprodukt (i Rusland er tallet 35 procent).
Eksporten til Rusland og Europa har været næsten lige stor, men den del af Ukraines økonomiske elite, der er knyttet til eksport til Rusland, går nu en usikker fremtid i møde.
Ejendomsret i spil
Allerede før konflikten var det klart for dem, at de havde visse fordele ved at blive lukket ind i EU i håbet om retssikkerhed. De fleste Ukraines oligarker har jo bygget forretningen op på formuer, opnået igennem lyssky handler med statslig ejendom i de lovløse 90`ere. Det korrupte politiske system gjorde det muligt at stjæle, som man ville, bare man smurte de rigtige steder. Nu er mange af deres forretninger vokset og blevet reelle firmaer. De producerer varer, og handler ikke kun med råmaterialer, som gas og stål.
Deres lovløse rødder gør dem dog sårbare over for afpresning. De er interesseret i at legitimere deres formuer.
Nok ville konkurrencen fra Europa blive større med en associeringsaftale, men de håber på retssikkerhed. Dette er også argumentationen fra Pjotr Poroshenko, Ukraines chokoladekonge - endnu af Ukraines rigeste personer, der ejer fabrikker i Ukraine og Rusland, og tidligere udenrigs- og økonomiminister. Også han har været tæt både på den tidligere nationalistiske præsident Jusjenko og på den seneste afsatte Janukovitj. Poroshenko har været en af de rigmænd, der trådte frem som hovedsponsor af Majdan-oprøret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278