Sidste uge i parlamentet bød på både magtmisbrug og regnskabsrod, da vi skulle afslutte behandlingen af EU's regnskaber fra 2012. Det betød drama i salen, men med begrænsede konsekvenser.

Magtmisbrug

Parlamentets formand, Martin Schulz, har mulighed for at erklære dele af udtalelser, samt ændringsforslag, for ugyldige. Det kan han for eksempel gøre med henvisning til, at forslag om ét emne ikke kan blive indsat i et andet. Som et eksempel: Når vi snakker om databeskyttelse, kan vi ikke samtidig snakke om kvindekvoter i bestyrelser.

Min indstilling  er klart, at når det for tredje år i træk er blevet værre, så kan vi ikke bare blive ved med at godkende EU's regnskab.

Denne ret valgte han i sidste uge at bruge på en noget usædvanlig måde. I regnskabsgodkendelsen til parlamentet var der skrevet en række kritikpunkter af Schulz og hans administration. Nogle af disse kritikpunkter blev udtaget til særskilt afstemning, således at parlamentsmedlemmerne tog stilling til netop denne kritik. Det er ganske fint og uden problemer.

Men ét afsnit med kritik valgte Schulz at erklære ugyldigt. Dermed fjernede han det fra det samlede forslag, og uden mulighed for at vi som parlamentarikere kunne stille det som forslag eller stemme om det. Afsnittet er simpelthen væk nu.

Det ville parlamentet heldigvis ikke finde sig i! Derfor har vi udskudt den sidste afstemning og krævet, at Schulz tænker sig rigtig grundigt om én gang til. Vil han virkelig fjerne kritik af sig selv på denne måde?

Det er svært at kalde det andet end: magtmisbrug!

Bemærk i øvrigt, at dette er den samme mand, som Socialdemokraterne kører frem som deres kandidat til formandsposten for EU-kommissionen.

Regnskabsrod

Derudover bød regnskabet på det sædvanlige problem, nemlig fejl og mangler. Igen i år er fejlraten steget, og vi er nu oppe på, at det er hele 4,8 procent af pengene, som er fejlbehæftede. Det er alligevel en hel del penge. Fejl kan for eksempel være, at pengene er blevet udbetalt uretmæssigt, eller at pengene er gået til de forkerte.

EU-kommissionen mener, at det er medlemslandenes skyld og omvendt. I sidste ende er det Kommissionens ansvar, og derfor også dem, der skal opstille nogle holdbare løsninger. Men det går bare ikke særlig godt. Da det for nogle år siden gik frem af, og der var færre fejl, der roste EU-kommissionen sig selv for, at de nu havde taget fat. Når det nu går den anden vej, bliver vi nødt til at stille dem til ansvar.

Min indstilling var (og er) helt klart, at når det for tredje år i træk er blevet værre, så kan vi ikke bare blive ved med at godkende regnskabet. Derfor stemte jeg – og min gruppe – også imod at godkende regnskabet. 

Desværre deler flertallet i parlamentet ikke min opfattelse af, at vi må trække en streg i sandet.

Samme billede gør sig gældende for de danske MEP'ere, hvor vi kun var to der stemte imod – resten mener åbenbart ikke, at 4,8 procent fejl er for meget.

Hvornår mon de får nok af regnskabsrodet?