I foråret 2013 arbejdede Jessmin Begum med at organiserer de tusindvis af arbejdere fra den nu berygtede fabriksbygning Rana Plaza.

Hvis der havde været en fagforening i Rana Plaza, ville fabriksejerne ikke kunne presse arbejderne til at gå ind i bygningen.
Jessmin Begum

Jessmin er kvindesekretær i National Garment Workers Federation, Bangladesh' tekstilarbejderforbund. 

Formålet var, at samle arbejdere nok til at danne en lokal fagforening. Men den 24 april viste det sig, at det var for sent.

Arbejderne fra Rana Plaza nægtede om morgenen, at gå ind i bygningen og arbejde, fordi vægge og lofter havde slået revner dagen før.

Men med trusler om fyring og tab af løn pressede fabriksejerne arbejderne til at gå ind og sy tøj. Det fik fatale følger, da bygningen styrtede sammen.

Over 1100 arbejdere mistede livet, og tusinder blev såret, mange af dem invalideret for livet.

>> LÆS MERE: Tema om tekstilindustrien i Bangladesh

Katastrofen var ifølge Jessmin Begum uundgåelig, men hvis arbejderne havde været organiseret i en fagforening, kunne omfanget have været begrænset.

- Hvis der havde været en fagforening i Rana Plaza, ville fabriksejerne ikke kunne presse arbejderne til at gå ind i bygningen, siger hun i et interview med Arbejderen.

Ved første møde kan Jessmin Begum virke genert og tilbageholdende, og hun undskylder høfligt, da hendes fem-årige søn ringer fra Bangladesh fordi han savner hende.

Men når snakken falder på tekstilarbejdernes rettigheder, så lyser hendes øjne op, og man fornemmer passionen og viljen til at forandre og forbedre.

Fagforeningskvinde og redningsarbejder

Jessmin Begum boede tæt på Rana Plaza i en forstad til hovedstaden Dhaka. Da hun fik besked om kollapset, tøvede hun ikke med at tilbyde sin hjælp med redningsarbejdet.

Hun fortæller, hvordan hun var med til at hente tekstilarbejdere ud fra ruinerne, blandt dem flere døde. Men det vigtigste er de 15 personer hun hentede ud i live.

- Jeg føler mig stolt, fordi jeg gav 15 mennesker et nyt liv. Jeg følte, at det var mit ansvar at hjælpe dem.

>> SE OGSÅ: Rana Plaza Fashion

Da Rana Plaza kollapsede var Jessmins arbejde med at organisere kun i opstartsfasen.

- Det var kun mellem 20 og 30 af arbejderne, som var medlemmer i vores forbund. De døde alle sammen, fortæller Jessmin, tydeligt påvirket af mindet om Rana Plaza.

Hun forklarer, at der med under 30 fagforeningsmedlemmer var lang vej igen, før en lokal fagforening kunne dannes.

Arbejdsmarkedsloven i Bangladesh kræver nemlig, at mindst 30 procent af arbejderne på en fabrik erklærer deres støtte til oprettelsen af en ny fagforening.

Men Jessmin fortæller, at 30 procent ikke er nok, fordi nogle af erklæringerne vil blive stemplet som ugyldige. Derfor er tekstilarbejderforbundets målsætning 50 procent.

85 procent kvinder

Jessmins arbejdsforhold er vanskelige. En af de store udfordringer er, at mange arbejdere ikke vil tale med hende af frygt for at miste deres job.

- Hvis en arbejder melder sig ind i vores forbund, og fabriksejeren ved det, bliver vedkommende fyret, siger Jessmin Begum. 

Derfor foregår en del af hendes arbejde i det skjulte, efter arbejdstid og i ferier. Og Jessmin spiller en afgørende rolle i arbejdet med at organisere i tekstilbranchen, hvor 85 procent af arbejderne er kvinder.

Jessmin fortæller, at når hun snakker med den enkelte arbejder ude på fabrikken, så lægger hun sin hånd på skulderen. Det ville en mand ikke kunne. 

Jessmin forklarer arbejderen, at hun skal melde sig ind i fagforeningen, så hun kan lære om sine rettigheder som tekstilarbejder.

Mange af tekstilarbejderne har ingen uddannelse, og det er et stort problem, at de ikke kender deres rettigheder, mener hun.

- Når du melder dig ind i fagforeningen, så lærer du at kende dine rettigheder. Når du kender dine rettigheder, er du en bedre arbejder, fastslår Jessmin, som tydeligvis er stolt af det arbejde hun gør.

Jessmin Begum har tidligere arbejdet på tekstilfabrikker i 10 år. Og det var den direkte faglige kamp, som fik hende til at involvere sig i tekstilarbejderforbundet.

- I 2008 arbejdede jeg på Ganon Garment Limited. I to måneder udbetalte de ingen løn, og derfor strejkede vi. Jeg organiserede alle arbejderne, og vi klagede til tekstilarbejderforbundet. Da følte jeg; ja, det er arbejderrettigheder, det handler om.