25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunisternes hovedkvarter brændt ned i Ukraine

Terror mod venstrefløjen:

Kommunisternes hovedkvarter brændt ned i Ukraine

Det er blevet livsfarligt at være venstreorienteret i Ukraine. Kommunistpartiets hovedkvarter er nedbrændt og et medlem er blevet tortureret. Ingen tør arrangere anti-fascistiske demonstrationer i Kiev.

Ukraines Kommunistiske Parts hovedkvarter i Kiev har været besat af fascister indtil 9. april. Samme aften blev der påsat brand tre steder i bygningen. Nu trues partiet , der har 32 medlemmer af parlamentet, af forbud.
FOTO: Kirill Kudryavtsev/AFP/Scanpix
1 af 1

Urolighederne i Ukraine går hårdt ud over kommunisterne og andre venstreorienterede:

Selvom Ukraines Kommunistiske Parti (UKP) med 120.000 medlemmer ikke støttede den afsatte præsident Viktor Janukovitj, er partiet med dets 32 medlemmer af parlamentet i dag udsat for hård forfølgelse.

Branden mod bygningen blev påsat tre steder.

Den 9. april om aftenen blev der sat ild til partiets centrale hovedkvarter i Kiev tre steder – et tegn på en påsat brand.

Store dele af bygningen blev kraftigt beskadiget af branden, meddeler Radio Free Europa.

Hovedkvarteret var samme dag forladt af den nazistiske gruppe "Aldrig Mere", der besatte bygningen allerede i marts.

Den 9. april blev gruppen nødt til at forlade bygningen efter en retskendelse. Men en af aktivisterne fra "Aldrig Mere", Stanislav Pavlov, siger til Radio Free Europe.

– Regeringen i Kiev tror, at revolutionen er slut, men vi fortsætter.

Det ukrainske kommunistparti, der fik 13 procent af stemmerne ved seneste valg, har nu krævet en tilbundsgående undersøgelse.

Kommunist torteret af fascister

Den 24. marts blev UKP's formand, Petro Simonenkos private bopæl angrebet med molotovcocktails og sat i brand af maskerede mænd, der kaldte sig "Krigere fra Maidan-pladsen", oplyser det uafhængige ukrainske nyhedsbureau UNIAN.

Det viste sig siden, at huset var beboet af partiformanden søn, der dog ikke var hjemme.

Det russiske dagblad Pravdas tv-station rapporterer om et overfald den 22. februar på lederen af kommunistpartiet i Lvov i det nordvestlige Ukraine, Rostislav Vasilko. Han blev pågrebet på Maidan-pladsen i Kiev og beskyldt for at være snigskytte mod demonstranterne på pladsen.

Ifølge øjenvidner fik han nåle stukket under neglene, hans højre lunge punkteret, mens tre ribben og han næse blev brækket. Han er i øjeblikket under medicinsk behandling i Rusland.

I de tre regioner i det vestlige Ukraine - Ivano-Frankivsk, Ternopil og Poltava - er kommunistpartiet (UKP) og Regionernes Parti allerede forbudt, mens parlamentet i Kiev i marts satte gang i en debat om et landsdækkende forbud.

UKP's formand, Petro Simonenko, blev den 8. april voldeligt fjernet fra parlamentets talerstol af fascistiske parlamenstmedlemmer fra partiet Svoboda.

Flere af partiets 32 medlemmer af parlamentet måtte under statskuppet og i dagene efter gå under jorden, mens de resterende blev truet i parlamentet, og flere fik frataget deres stemmekort, som gik til andre medlemmer i afstemninger, rapporterer UNIAN.

Farligt at demonstrere i Kiev

I et interview offentliggjort i den tyske dagblad Junge welt den 10. marts beskriver lederen af det andet venstreorienterede parti, Borotba, Sergei Kiritschuk, hvordan medlemmer af hans organisation er blevet tvunget til at gå under jorden eller flygte til de østlige regioner for at undgå tilbageholdelse.

– Antifascistiske demonstrationer er i øjeblikket umulige i hovedstaden. Enhver demonstration med et rødt flag vil straks blive angrebet af fascistiske bander, siger han.

Ukraines Kommunistiske Parti opfordrer til internationale protester mod klapjagten på venstreorienterede i Ukraine. Herhjemme har Kommunistisk Parti allerede afsendt en støttehilsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. apr. 2014 - 14:29   29. apr. 2014 - 18:01

Ukraine

Anders Fenger
Skribent
Kommunisterne i Ukraine
  • Ukraines Kommunistiske Parti (UKP) blev stiftet i 1918. Regeringsbærende frem til 1991. Forbudt 1991, men genetableret 1993.
  • Partiet har 120.000 medlemmer er har afdelinger i hele landet.
  • Fik 13,18 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2012 og havde 30 parlamentsmedlemmer. 
  • Røg ud af parlamentet i 2015.
  • UKP indgår i et kommunistisk netværk fra ekssovjetiske republikker.
  • Partiet er ifølge dets hjemmeside "i opposition til enhver regering og søger en fuld restaurering af den socialistiske stat uden nogen særlig tilknytning til andre politiske partier".
  • UKP mener, at uroen i Ukraine skyldes, at "oligarker" kæmper om magten.
  • Det nuværende regime erklærede partiet forbudt i 2016, men dommen ankes.