Opgør med EU nu
Blogs

Opgør med EU nu
Valget til EU-Parlamentet den 25. maj er en god anledning til at starte et opgør med EU, som udvikler sig til et mere og mere elitært projekt.
Som optakt til EU-valget og folkeafstemningen om en europæisk patentdomstol har Dansk Metals hovedledelse endnu engang meldt sig blandt jubeleuropæerne. Sammen med DI har CO-industri brændt 12 millioner kroner af til en såkaldt tænketank, som skal overbevise de skeptiske danskere om EU’s velsignelser.
EU-reglerne sætter snævre grænser for, hvad vi må gøre for at forhindre social dumping.
Men spørgsmålet er, om medlemskronerne ikke er spildt? Det bliver op ad bakke for tænketanken, for befolkningen er grundig trætte af et EU, som udvikler sig til et mere og mere elitært projekt.
EU’s svar på krisen har været en konsekvent nedskæringspolitik, som har forlænget krisen – også herhjemme. Den har betydet en uoverskuelig social katastrofe i de sydeuropæiske lande, med massearbejdsløshed og fattigdom. Røde kors deler i dag mere nødhjælp ud i Europa end i Afrika.
En daglig udfordring
Valget til EU-Parlamentet den 25. maj er en god anledning til at starte et opgør med EU. Udviklingen i Unionen undergraver både den danske model på arbejdsmarkedet og udfordrer næsten dagligt den måde, vi har indrettet vores samfund på.
Hvis vi skal tro de traditionelle ja-partier, så er de nu også klar til et opgør. Men det skal vi nok ikke. Deres EU-kritik vokser op som en paddehat hver femte år, når der er EU-valg. Sandheden er jo, at de har sagt ja til hvert eneste direktiv og forordning, som de nu undrer sig over konsekvenserne af.
Børnecheck-sagen er blot endnu et eksempel på, hvordan EU overtrumfer dansk lovgivning. EU’s stadig mere nidkære indblanding i danske social- og arbejdsmarkedsforhold truer den danske model.
Det er svært at forstå, hvordan regeringen med den ene hånd hælder mere end 30.000 personer ud af dagpengesystemet, mens EU med den anden kræver, at EU-borgere, som har optjent deres dagpengeret på helt andre betingelser, skal have direkte adgang til det danske dagpengesystem.
Spørg dem
Konsekvenserne af EU’s frie bevægelighed begynder nu at folde sig ud, og det tegner en udvikling, hvor ikke bare arbejdsmarkedspolitikken men også velfærdsordningerne skal underlægges EU-diktater.
Derfor må politikerne tvinges til at tage et opgør med EU. Presset på velfærdsydelserne er kun det ene hjørne af problemet med EU. Social dumping fortsætter med at vokse, og det på trods af flere udmærkede indgreb fra regeringen. Problemet er bare, at EU-reglerne også her sætter snævre grænser for, hvad vi må gøre for at forhindre det. EU’s regler om udstationering gør det til en næsten umulig opgave for fagbevægelsen at sikre lige vilkår.
Derfor er der al mulig grund til at støtte den Europæiske Fagbevægelses krav om en såkaldt social protokol, som slår fast, at faglige rettigheder altid går forud for EU’s frie bevægelighed. I dag er det omvendt.
Spørgsmålet er, om der er politikere, som er klar til at udfordre EU’s grundlov? Spørg dem inden du sætter dit kryds.