EU-kommissionen kæmper i øjeblikket en indædt kamp for de store europæiske banker, denne gang under forhandlingerne med USA om en frihandelsaftale, også kaldet TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership).

Nissen er for alvor flyttet ind i forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale. 

Sagen er, at saldo efter mere end fem år med regeljustering efter finanskrisen i 2008 er, at USA har taget flere skridt længere end EU, og flere store europæiske banker med Deutsche Bank i spidsen kvier sig ved at skulle rette ind efter de amerikanske regler, når de opererer på den anden side af Atlanten. Det problem vil de løse under forhandlingerne mellem de to økonomiske sværvægtere ved at gøre liberalisering af finansregulering til en del af en samlet aftale.

Skoen trykker flere steder. Det er for eksempel kravene om, hvor stor en kapital bankerne skal have inden for rækkevidde (kapitalkrav), og regler som forbyder dem at bruge penge, de har lånt på favorable vilkår af den amerikanske regering til risikabel spekulation.

Tjenstvillig kommission

På begge områder er de tilsvarende europæiske regler mere gunstige for bankerne, så kontrasten til det amerikanske marked har fået flere af dem til at fare i flint. Deutsche Bank har for eksempel snoet sig snedigt og lavet en ny selskabsform, så den kunne undgå de amerikanske krav, og den tid, det har taget de amerikanske myndigheder at lukke hullet, har været en dejlig tid for storbanken.

Nu da smuthullerne er ved at være lukket, er konflikten flyttet til den politiske scene, og hér har EU-kommissionen vist sig meget tjenstvillig. I april 2013 skrev Kommissæren for det indre marked, franskmanden Michel Barnier, et brev til lederen af USA's finanstilsyn, hvor han klagede over det, han ser som diskrimination af europæiske banker - selvom det, der i realiteten er på spil, er, at de får samme vilkår som amerikanske banker. Barnier skrev endda advarende, at holder amerikanerne fast, kan det sætte gang i ”en protektionistisk modreaktion”.

Derved blev det ikke. Nissen er for alvor flyttet ind i forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale. EU har hele tiden insisteret på, at finansområdet skal være en del af forhandlingerne, mens USA har været nølende, for ikke at sige modstander. Ud af dette er så opstået den spøjse situation, at EU-kommissionens bedste amerikanske venner på dette felt er bankerne på Wall Street. De kan godt se, hvor det bærer hen ad, nemlig mod en udfordring af de amerikanske regler, og de er vældig fornøjede over EU’s initiativ.

Reguleringssamarbejde

Foreløbig har den amerikanske regering ikke rokket sig, men EU har bestemt ikke givet op. For nyligt er det kommet frem i et lækket doument fra forhandlingerne, at EU's nu først og fremmest går efter at få etableret et ”reguleringssamarbejde” med permanente kontaktorganer og klare procedurer for, hvordan den slags skal håndteres. Regler som skal sikre, at parterne ikke pålægger den anden parts finansvirksomheder ”regler der påvirker dem negativt”, og som skal give mulighed for gengældelse, hvis en klagesag ikke får den anden part til at rette ind.

Sker det, kan vi få en situation, hvor USA og EU skiftes til at skyde hinandens initiativer ned, når der laves regler for banker, og det kan snildt hjælpe nye kriser på vej. Så farerne ved en frihandelsaftale mellem EU og USA kommer bestemt ikke kun fra sidstnævnte, og taberne finder vi på begge sider af havet. Hvis de altså får det, som de vil have det.