Krige starter tit med løgn — om Irak bliver løgnen ved
Blogs
Krige starter tit med løgn — om Irak bliver løgnen ved
Anders Fogh og Per Stig Møller, I løj Danmark med i en ulovlig angrebskrig, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved. I bliver stillet til ansvar, på den ene eller den anden måde. Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, så hvornår?
I England kræver et stort dagblad nu, at tidligere statsminister Tony Blair bliver stillet til regnskab for sine forbrydelser i forhold til Irak-krigen. About bloody time, som man siger. Hvor er de danske mediers rygrad?
Mens en sammenblanding af ISIL og andre mere eller mindre løst organiserede grupper er ved at løbe store dele af Irak over ende, i en sådan grad, at de truer med at nå centralmagten i Baghdad, står medier, politikere og eksperter herhjemme i kø for at vaske blodet af hænderne – og for at spille endnu dummere end de er. Hvis jeg var religiøs, ville jeg bede til at det ikke vil virke.
De mænd, som er hovedansvarlige for at trække Danmark med i den ulovlige, uprovokerede og katastrofale angrebskrig, er ikke på nogen som helst måde blevet stillet til ansvar for deres forbrydelser.
Alle kunne have sagt sig selv at det nogenlunde er sådan enden på vores “eventyr” i Irak begynder. Spørgsmålet var blot hvornår. Det var så nu. Jeg vil godt sætte en kasse øl på højkant: det slutter på nogenlunde samme måde som Vietnamkrigen gjorde.
Men læser man i medierne eller lytter man til udmeldingerne fra officielle kanaler, er det hele ét stort mysterium. Hvordan kunne det ske, når nu vi har gjort det så godt vi kunne og ofret så meget (find brækspanden frem). Her er det værd at huske på, at det er de samme medier som gjorde alt hvad de kunne for at sælge Irak-krigen til befolkningen i første omgang – og som siden da, intet har gjort for at stille de ansvarlige til regnskab.
Forbrydernes krig
De mænd, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, som er hovedansvarlige for at trække Danmark med i den ulovlige, uprovokerede og katastrofale angrebskrig, går ikke bare frit omkring. De har undgået på nogen som helst måde at stå til ansvar for deres forbrydelser. En af dem, ganske vist i en noget afdanket udgave, mens den anden uden besvær hoppede videre fra ministerposten til en stilling som generalsekretær for NATO (i dé kredse, er krigsforbryder måske heller ikke det værste at kunne skrive på CV’et — det skadede sikkert heller ikke, at han hjalp Tyrkiet med at få en dansk TV-station lukket).
Hvis man kun lytter til danske medier, ER det jo også svært at forstå at irakerne kan være så utaknemmelige, at de bliver ved med at skabe problemer for os, velmenende vesterlændinge.
Hvorfor mon befolkningen i et land griber til våben, når man invaderer dem, slår 1 million mennesker ihjel, fordriver 2 millioner andre og indsætter først den ene, så den anden korrupte regering. Tænk på de tal, når du ser oppustede jakkesæt på TV, der fortæller hvor GRUSOMT det er, at x antal mennesker flygter fra ISIL. Jeps, det ER grusomt, men da vi jo er et civiliseret folkefærd der hader dobbeltmoral og relativisme, må det logisk set være 10 gange så grusomt, når 10 gange så mange uskyldig mennesker måtte flygte fra os og vores bomber – eller når, slag på tasken, 100 gange så mange mennesker blev slået ihjel i vores krig. Og apropos det der sker lige nu (igen) hvor sekteriske konflikter i Irak blusser op: hvis idé tror I dét var?
I dag slog det engelske sladderblad, Daily Mail, så fast, at det godt kan lade sig gøre at komme på bedre tanker. I en leder, kræves Tony Blair stillet til ansvar for sine forbrydelser i Irak. De opfordrer til en rigsretsag som – hvis ellers den bliver til noget — kunne ende med at Blair skal i fængsel.
Damn right.
Det er præcis hvad der bør ske i Danmark. Ikke mere pis med kommissioner (læs: syltekrukker) der løber i år ud og år ind og hvor det er givet på forhånd, at ingen skal stilles til ansvar.
Vi har brug for en retssag, en fair én af slagsen, hvor Fogh og Møller også får en chance for at forsvare sig – og også meget gerne sladre om hvem der ellers bærer skylden. Det var næppe deres helt egen ide. Men med mindre der kommer et eller andet fuldstændigt banebrydende frem under en sådan retssag er jeg ikke bange for at gå dommerne i bedene: De hører begge hjemme bag tremmer. [Full disclosure: jeg var blandt en gruppe “bekymrede borgere” som forsøgte at hive Anders Fogh i retten over Irak-krigen, men domstolen mente ikke at befolkningen skal blande sig om deres land bliver løjet i krig]
Sagen er, at vores ledende ministre løj så det stod ud af begge ører. Overlagt. Nu er er over en million mennesker døde, herunder 7 danske soldater. Og ISIL rykker mod Baghdad.
Politikernes krig
“Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved”.
Sådan sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen igen og igen, i optakten til krigen i 2003.
Det var bare løgn. Han vidste det, vi vidste det og medierne vidste det – men medierne lagde ansigterne i alvorlige folder og gentog pænt talking points’ne.
Så godt som ingen mente at Irak havde masseødelæggelsesvåben i 2003 – undtagen naturligvis de politikere, “eksperter” og journalister der fik penge for at lyve om det. Tidligere våbeninspektør, republikaneren Scott Ritter råbte og skreg op om det. Svenskeren Hans Blix tiggede og bad om “et par uger mere” til at komme med det endelige bevis (på at der IKKE var de her våben).
Det blev endda for meget for Anders Foghs partifælle, efterretningsanalytikeren Frank Grevil, som lækkede fortrolige dokumenter til Berlingske Tidende, som sort på hvidt fastslog det man jo godt vidste i forvejen: vores statsminister løj som en gal. I 2005 kom et referat fra fra en samtale mellem ledende britiske ministre frem, som dybest set forklarede, at man inden krigen forsøgte at få “efterretningerne og fakta til at passe til éns politik”.. altså.. på dansk: At man overlagt fyldte sine befolkninger med løgn.
Men for nu at tage tyren ved hornene: Hvad så, hvis Saddam Hussein havde haft et par forpulede glas kemiske våben? Who cares? Vi solgte dem selv gladeligt til ham i sin tid, inden han faldt i unåde.
Det giver ingen mening at slå en million mennesker ihjel, fordi man lader som om man er bange for at en eller anden måske, eventuelt, en gang kunne finde på at kaste med (giftige) sten.
“Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, så hvornår?”
istemte udenrigsminister Per Stig Møller, inden han hjalp til med at kaste Danmark ud i den ulovlig angrebskrig, der (forudsigeligt) skulle vise sig at blive en af de største forbrydelser i nyere tid.
Det skal jeg sige dig, Per Stig Møller: Ikke nogen. Aldrig.
Det er en god tommelfingerregel til hvordan man kan overveje at svare, når en eller anden (fx en korrupt minister) foreslår at man skal begå en alvorlig forbrydelse.
Voldtægt? Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, så hvornår?
Ikke os, Per Stig – helst ikke nogen overhovedet. Ever! Det er ideen det er galt med, ikke rollebesætning eller timingen.
Mediernes krig
Krigen kunne kun gennemføres fordi medierne (herunder de danske) svigtede befolkningerne – og i stedet valgte at dække over regeringen. Mens folk i millionvis og atter millionvis gik på gaden verden over, i større og større desperation over det slagteri som var ved at blive begået i vores navn, rokkede medierne sig ikke ud af flækken. Faktisk gik de ret tit helt væk fra deres “vi lader som om vi er neutrale”-mantra og plæderede mere og mere åbentlyst for krigen. Men hvad med fakta?
Fuck fakta. Fakta var ligegyldige, for USA, Anders Fogh og Co VILLE have deres krig – masseødelæggelsesvåben var blot et påskud – og vestlige medier, herunder de danske, havde ikke tænkt sig at ødelægge det for dem. I stedet valgte de at hjælpe med at få befolkningerne til, om ikke bakke op, så i hvert fald acceptere krigen.
I hvad der må betragtes som et af de sørgeligste øjeblikke i dansk mediehistorie(dækningen af NSA-skandalen er en skarp toer), blev befolkningen stopfodret med propaganda, dag ud og dag ind. “Saddams kemiske våben kan ramme os på 45 minutter”, “Saddam elsker Al Qaida”, “Saddam har en eller anden vildt underlig torturmaskine der klipper folk i strimler”. Og så videre og så videre.
Det virkede stadig ikke rigtig – og mens jeg sad i en bus i Syrien et sted (og talte med torturofre fra Assad seniors fængsler) på vej mod Baghdad i protest mod den kommende krig, viste Danmark og mange andre lande sig fra deres bedste side. Gigantiske demonstrationer mod Irak-krigen brød ud over hele kloden. 3 millioner demonstranter i Rom, over en million i Madrid, det samme i London. Omkring 20 millioner mennesker demonstrerede verden over, koordineret, for den samme sag.
Vildt nok.
Men ikke nær så vildt som det indtryk det gjorde på magthaverne. Lige præcis overhovedet ikke noget som helst. Det kunne være rart at prøve at leve i et demokrati.. Især når vi hele tiden hører at det er dét vi eksporterer til Irak, Libyen, Afghanistan, Mali osv.
Medierne ignorede det naturligvis mere eller mindre, når altså ikke de fandt på sjove vinkler som:
“20 millioner demonstrede siger du, nuvel.. hvor mange demonstrerede så IKKE!”.
Hvis man absolut SKULLE måle tissemænd (m/k), kunne man da have haft nosser (m/k) nok til at være konsistent: hvor mange demonstrerede FOR krigen?).
DR's tågehorn, Steffen Gram skrev ovenikøbet et skoleeksempel på klassisk propaganda i Metro Express (som Danmarks Radio så valgte at genoptrykke på deres hjemmeside.. for en god ordens skyld, sikkert:
“Forleden oplevede jeg, hvad jeg havde håbet hørte historien til, da titusinder protesterede i København mod krig mod Saddam Hussein — nazi-symboler på amerikanske flag og Bush sammenlignet med Hitler. Få år tilbage tiljublede hundredetusinder danskere Bill Clinton, da han, som gestus over vor indsats på Balkan talte i København. Statsminister Nyrop[sic] strålede og fru Dybkjær var ved at dåne af betagelse.” (arkiv-version af artiklen)
Mellemøsteksperten (host host) Helle Lykke Nielsen, som hele vejen entusiatisk havde bakket op om Irak-krigen, skrev et par uger efter invasionen:
“Nu får vi så forhåbentlig en afklaring af, om Saddam stadig har masseødelæggelsesvåben — enten fordi amerikanerne finder dem eller irakerne bruger dem.”
Okay, fair nok.
“Så må det” forsatte hun, “være det endelige bevis, der kan få krigsmodstanderne til at tie og se virkeligheden i øjnene.” (link)
Har hun holdt kæft siden? Eller set virkeligheden i øjnene?
Det er jo slemt nok, at én der kalder sig mellemøstekspert, kan udtale sig så skråsikkert og så partisk (og så forkert) uden at det får skyggen af konsekvenser, nu her 1.000.000 døde mennesker og et land i ruiner senere, men hendes egentlig trumf, kommer først 8 år senere, da hun i 2011 ikke længere rigtig kan lukke øjnene for, at hun (og alle de andre krigsliderlige kujoner) havde taget så grueligt fejl/været så fulde af løgn – hun udtaler derfor:
“I dag har det ingen betydning, for Saddams styre er kollapset og man er i gang med en ny demokratiserende proces.”
Hun uddyber:
“Det er svært at forestille sig, at det her får betydning med tilbagevirkende kraft. Men man må håbe, at det danske efterretningsvæsen benyttede sig af nogle bedre kilder, når det handler om så vigtig en sag som en invasion.” (link)
Right – det er svært at forestille sig, at man skulle holde en regering til regnskab med tilbagevirkende kraft? Det er faktisk sådan ting plejer at fungere.
Det ligger mig normalt fjernt at forsvare “det danske efterretningsvæsen” (og især Forsvarets Efterretningstjeneste) men fair skal være fair: i dette her tilfælde ved vi jo faktisk, at de havde ret! Saddam havde sgu nok ikke masseødelæggelsesvåben. Problemet var, at Anders Fogh løj om hvad hans egen efterretningstjeneste sagde, for at kunne få sin krig. Og til det, brugte han så i stedet rigtig dårlige kilder, fx Helle Lykke Nielsen, der var villige til at sige hvad som helst til ære for magthaverne.
Irak i dag? Fuldstændig fucked
Og Irak i dag? Irak er fucked. Fuldstændigt. Det bliver endnu værre, før det bliver bedre.
Midt i det hele sidder 70 irakiske tolke i akut livsfare. De prøvede for efterhånden en del år siden at hjælpe de danske udsendte soldater som efter selve krigens afslutning fandt sig selv i en fuldstændig umulig situation, i et land de ikke kendte, en kultur de ikke forstod og midt i en mission, som ikke havde andet formål, end at være rygdække for den kriminelle elite i Washington DC – og lakajerne i London og København. Nu er de på klammeste vis ladt i stikken af den danske regering, som åbenbart hellere vil vente på at den første bliver likvideret af oprørerne, end at risikere den dårlige presseomtale der kunne følge ved, at gøre noget nu, alle ved man skulle have gjort for længe siden. Mange af disse stakler har børn der er født og opvokset i Danmark (hvor tolkene kom til i en periode, indtil man pressede dem “hjem” igen). Læs om deres situation i Arbejderen.
Sådan er dansk politik blevet. Et sted hvor krigsforbrydere har helle, mens folk dør på stribe, de der har udkæmpet krigen på “vores” vegne bliver svigtet og de der prøvet at hjælpe, bliver efterladt til at dø.
Medierne bærer et gigantisk ansvar – intet kan bringe Irak i orden og få de døde til at blive levende, men hvis der skulle sidde nogle journalister rundt omkring med en dårlig smag i munden (retorisk trick, det gør der – jeg har talt med mange af jer) så pis op til jeres redaktør og kræv at jeres medies redaktionelle linie fra nu af naturligvis skal være, at Anders Fogh og Co skal stå til regnskab. Så’rn rigtigt. Det er sådan en fri presse gør i et demokrati når det ikke længere kan skjules, at de der har magten har misbrugt den. I har svigtet kolossalt – i 11 år nu. Men der er ikke forældelsesfrist på forbrydelser mod menneskeheden. Kom i gang med at rette en anelse op på skaden.
Anders Fogh og Per Stig Møller, I løj Danmark med i en ulovlig angrebskrig, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved. — I bliver stillet til ansvar, på den ene eller den anden måde. Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, så hvornår?
[Indlægget er crosspostet fra www.denfri.dk]