07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister skal stå til ansvar for metrorod

Samråd om Metroselskabet

Minister skal stå til ansvar for metrorod

Transportminister Magnus Heunicke (S) er i dag onsdag indkaldt til åbent samråd om Metroselskabet. Medlem af Transportudvalget, Henning Hyllested (EL), vil have svar på, hvad ministeren vil gøre efter massiv kritik fra Rigsrevisionen af Metroselskabets ledelse.

- Jeg forventer, at transportministeren i samrådet i dag vil tilkendegive, at der vil blive ændret på Metroselskabets bestyrelse, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.
FOTO: Andreas Bro
1 af 1

Havde Metroselskabet været en privat virksomhed, så var direktionen for længst blevet fyret. Det vurderer Enhedslistens transportordfører i Folketinget, Henning Hyllested.

Direktionen i Metroselskabet har på alle felter vist sig uduelig.
Henning Hyllested, transportordfører (EL)

Hyllested vil på et åbent samråd i Folketinget i dag have transportminister Magnus Heunicke (S) til at svare på, om ministeren har tillid til Metroselskabets bestyrelse eller ej. 

– Vi har længe været kritiske overfor den måde, som metrobyggeriet bliver styret på. Det hele sejler, og hen over sommeren har blandt andet Fagbladet 3F afsløret en lang række kritisable forhold i metrobyggeriet som elendigt arbejdsmiljø, forsinkelser, underbetaling og social dumping, nævner transportordføreren.

Derudover nævner Henning Hyllested Metroselskabets krig med naboerne om støj på metrobyggeriet, hvor alle naboer, som klagede over uretmæssige forhold, fik ret i samtlige klager. Dernæst problemer med at få indbetalt moms og skat, som ifølge transportordføreren ofte følger med firmaer syd- og østfra, som stiller med billig arbejdskraft.

Han ser gerne, at Metroselskabets bestyrelse bliver skiftet ud.

– Måske er det for optimistisk, men jeg forventer, at transportministeren vil tilkendegive, at der vil blive ændret på Metroselskabets direktion og bestyrelse. Den har vist sig uduelig på alle felter, og Rigsrevisionens krasse kritik af Metroselskabet her i juni 2014, er ikke noget, man bare trækker på skulderen af, som selskabets bestyrelsesformand Henning Christophersen har gjort det, siger Henning Hyllested til Arbejderen.

Uvildig kontrol

Transportordføreren mener, der er behov for en uvildig kontrol af metrobyggeriet. Som et eksempel nævner han, at Københavns Kommune har taget initiativ til at gøre noget ved social dumping og har indgået en aftale med et privat firma om kontrol på kommunens egne arbejdspladser.

Firmaet skal gennemføre stikprøvekontroller på de mange arbejdspladser, hvor Københavns Kommune har sat gang i byggeri og er bygherre på projekterne. Stikprøverne skal sikre, at de kontrakter, som diverse entreprenører har indgået med kommunen, bliver overholdt, når det handler om, hvordan de ansatte på byggepladserne bliver aflønnet.

– Selvfølgelig ville jeg foretrække, at det var fagbevægelsen, som kom ind og kontrollerede arbejdspladserne. Men Københavns Kommunes model kan umiddelbart overføres til for eksempel metrobyggeriet, så det ikke er Metroselskabet, der kontrollerer sig selv, foreslår Henning Hyllested.

Han mener, at en sådan løsning ligger lige for, også fordi Københavns Kommune - sammen med Frederiksberg Kommune og staten - er medejer af Metroselskabet.

Kædeansvar skal med

For at drage lære af miseren med rodet i metrobyggeriet og forhindre lignende tilstande på store offentlige anlægsarbejder i fremtiden, som eksempelvis Femern-Bælt forbindelsen, peger transportordføreren på, at kommende kontrakter med entreprenørerne skal indeholde både sociale- og arbejdsklausuler.

– Kædeansvar skal også med ind i kontrakterne, så der på den måde også bliver mulighed for at kontrollere underleverandører, siger Henning Hyllested.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2014 - 20:50   09. sep. 2014 - 20:55

Metrobyggeriet

Kirsten Magelund