I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at deltage i en høring med formanden for eurolandene, Jeroen Dijsselbloem. Han kunne konstatere som den største selvfølgelighed, at der jo eksisterer et problem med for høje skatter på arbejde, og at det skal man se at få løst. Faktisk er problemet med skat på arbejde en af de allerstørste udfordringer.

Man har en klar forventning om at med lavere skatter, vil man kunne presse lønningerne længere ned.

I et demokrati kunne man jo mene, at det spørgsmål skulle være op til en politisk debat, men det var nu ikke Dijseelbloems tanke.

Og som en ægte EU-bureaukrat er hans løsning naturligvis mere EU-koordinering. Hvis det står til Eurogruppens formand, kan vi altså se frem til, at også skattespørgsmål i fremtiden vil være et spørgsmål, der skal "koordineres", som de kalder det, når beslutninger lige pludselig begynder at blive taget i Bruxelles.

Årsagen, til at skatten på arbejde skal ned, bliver ikke holdt hemmelig. Man har en klar forventning om at med lavere skatter, vil man kunne presse lønningerne længere ned. Ideen er jo ikke ny, og vi kender sådan set også konsekvenserne af lavere skat på arbejde og højere skat på forbrug: det er større social ulighed. Dem, der tjener mest, kan bruge flere penge, imens dem, der har den laveste indtægt, får endnu sværere ved at få råd til mad osv.

Flere strukturreformer

Det ligger i øvrigt også meget godt i forlængelse af ønsket om flere af de såkaldte strukturreformer, som Dijsselbloem også talte meget rosende om. Reformer der handler om højere pensionsalder, offentlige fyringer og dårligere forhold for de arbejdsløse.
Reformer som han i øvrigt flere gange fremhævede, at landene skulle lave flere af, og han beklagede, at det gik så langsomt i visse lande.

Og når der så meget passende bliver spurgt ind til de sociale konsekvenser af den politik, han netop sidder og drømmer om mere af, kunne svaret næppe have været mere arrogant:

"Din pointe er, at strukturreformerne har skabt fattigdom. Det er en interessant pointe, men jeg forstår den ikke, så det kan jeg dårligt svare på."

125 millioner arbejdsløse

Så kold kan man altså være overfor de tusinder over hele EU, der har mistet deres job, samtidig med at samfundet har trukket sikkerhedsnettet væk under dem. De cirka 125 millioner mennesker, der i dag lever i fattigdom inden for EU, dem bekymrer EU-bureaukraterne sig ikke meget om.

Det siger i virkeligheden meget om den tilgang, man finder i EU's institutioner for tiden. De er så langt fra virkeligheden, at de ikke har den fjerneste anelse om, hvad deres politik betyder for almindelige mennesker, og de vender det døve øre til, når nogen prøver at bringe det på banen.

Den næste store kamp bliver at forhindre, at også skattepolitikken bliver "koordineret" fra Bruxelles.