18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Havnearbejdere og blokadevagter slæbes for retten

Et års konflikt i norske havne

Havnearbejdere og blokadevagter slæbes for retten

I går startede retssagen mod 41 norske blokadevagter. De blev anholdt i forbindelse med en aktion mod NorLines på havnen i Tromsø. Havnekonflikten har varet et år - nu varsles der internationale aktioner

Formanden for Norsk Transportarbeiderforbund Roger Hansen er glad for den internationale opbakning til de norske havnearbejdere.
FOTO: Roy Ervin Solstad
1 af 1

I går tog retten i Tromsø hul på sagen mod 41 havnearbejdere og blokadevagter.

De blev arresteret på havnen i Tromsø den 12. juni, hvor de blokerede for, at færgeselskabet NorLines kunne få losset og lastet Hurtigruten med hjælp fra strejkebrydere. 

Moralen er vældig høj, og havnearbejderne er indstillet på at kæmpe lige så længe, det er nødvendigt.
Terje Samuelsen, NTF

Da retssagen startede var sympatisører fra ind- og udland på plads i byen. 

– Vi er her for at vise vores moralske opbakning til de tiltalte. Og samtidig sende et signal til arbejdsgiverne i Danmark om, at skulle de nogensinde prøve på noget tilsvarende, så kan de godt forvente, at også vi får opbakning af kollegerne fra andre lande, siger Ole Nors Nielsen til Arbejderen.

Han er medlem af hovedbestyrelsen i fagforbundet 3F valgt af Landsklubben for Havne- og Terminalarbejdere i Danmark. På turen til Norge har han følgeskab af John Harrison, landsklubbens internationale koordinator. Også portugisiske havnearbejdere har meldt deres ankomst til det kolde nord.

Havnekonflikten startede i den privatejede Risavika Terminal udenfor Stavanger, hvor ledelsen nægtede at underskrive en såkaldt tarifaftale med begrundelsen, at aftalen var for dyr.

Det fik Norsk Transportarbeiderforbund (NTF) til at trække konfliktkortet og indlede lovlig blokade mod terminalen den 1. november 2013. Godt en måned senere blev havnearbejderne i Tromsø og Mosjøen trukket ud i sympatistrejke. 

Havnearbejderne er oppe mod arbejdsgiverne, der - med støtte fra Arbejdsgiverorganisationen NHO Logistikk og Transport - vil afskaffe havnearbejdernes fortrinsret til arbejdet med at losse og laste på havnene. I stedet vil arbejdsgiverne have arbejdet udført af skibsbesætninger og løsarbejdere på dårligere løn og arbejdsvilkår. 

Trods den langvarige konflikt er havnearbejderne ved godt mod, fortæller Terje Samuelsen, næstformand NTF.

– Moralen er vældig høj, og havnearbejderne er indstillet på at kæmpe lige så længe, det er nødvendigt på trods af modstanden fra arbejdsgiverne og nu også retssystemet, siger Terje Samuelsen til Arbejderen.

Så tager vi fængslet

Blokadevagterne, der frem til fredag stilles for retten i Tromsø, risikerer bøder eller fængsel for ikke at have efterkommet politiets pålæg om at opløse blokade i juni, der var den femte i løbet af konflikten.

En af aktionslederne, Kristine Larsen formand for den lokale fagforening Troms Handel og Kontor, tror fængslerne i Norge må forberede sig på et stort ryk-ind.

– Jeg tror de fleste foretrækker et par dage i fængsel fremfor at betale en bøde, siger hun til frifagbevegelse.no.

Den samlede bøde nærmer seg 200.000 kroner og oveni kommer udgifter til advokat.

Samtidig med at sagen kører i retten, bliver der afviklet forskellige arrangementer i byen.

– Der kommer til at ske noget på torvet hver eneste dag, og vi holder faglige seminarer i Ølhallen både tirsdag og onsdag. Det er vigtigt at synliggøre sagen for byens befolkning og at skabe en god stemning i byen. Det er ikke kun det, som foregår i retten, som er vigtigt i Tromsø denne uge, men også meget af det, der sker udenfor, siger Kristine Larsen. 

Internationale aktioner

I midten af oktober måned var havnearbejdere fra hele Europa samlet til møde i Mosjøen for at blive opdateret på konflikten.

De blev enige om at gennemføre aktioner overfor internationale brugere af den konfliktramte norske Risavika Terminal.

"Vi gør opmærksom på, at fra 18. oktober, kan I risikere aktioner mod jer i hele Europa", lyder det i en udtalelse fra mødet.

Udmeldingen glæder Roger Hansen leder af Norsk Transportarbeiderforbund.

– Nationale regler gør havnearbejdernes kamp vanskelig. Derfor er det fint, at det nu er besluttet at give større opbakning til de norske havnearbejdere i Risavika i deres kamp for at få en tarifaftale, siger Roger Hansen.

Forbundsformanden håber, at havnearbejdernes udtalelse om optrapning af støtten, sammen med et formandsskifte hos arbejdsgiverne i NHO, kan betyde, at der kommer fornyet skub i forhandlingerne om en tarifaftale, som kan sætte en stopper for konflikten.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2014 - 05:30   05. nov. 2014 - 05:40

Havnekonflikt

noc@arbejderen.dk
Støtteudtalelse

Mosjøen -  weekenden den 18.-19. oktober.

Havnearbejdere fra hele Europa mødtes i dag i Mosjøen for at blive opdateret på de angreb, havnearbejderne ved Risavika terminal er udsat for. Som et svar på disse angreb udtrykker de europæiske havnearbejderne støtte til kammeraterne i Risavika med følgende udtalelse:

Når Risavika terminal nægter at indgå tarifaftale med Norsk Transportarbeiderforbund, er det et angreb på alle europæiske havnearbejdere. Vi sender en klar besked til alle brugere af Risavika terminal: Vi gør opmærksom på, at fra 18. oktober, kan I risikere aktioner mod jer i hele Europa. Vi opfordrer Risavika terminal til at gå ind i reelle forhandlinger med Norsk Transportarbeiderforbund for at lave en tarifaftale for losning og lastning.

Kilde: transportarbeideren.no