11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alt for fællesskabet - eller alt for storkapitalen?

Blogs

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Formand for Kommunistisk Parti og medlem af partiets landsledelse.
Blogindlæg af Jørgen Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 19. november, 2014, 08:30:53

Alt for fællesskabet - eller alt for storkapitalen?

De danske virksomheder har 470.000.000.000 kroner liggende passivt i deres bugnende pengetanke. De bruges ikke, fordi de ikke kan investeres og skabe profit. Men tænk engang, hvis der lå 470 milliarder i statskassen.

Det er blevet officiel politik i hele den vestlige verden, at det kun er det private erhvervsliv, der kan bringe det kapitalistiske system på ret køl og igen skabe arbejdspladser og fremgang. Men først skal der skæres og barberes. Det sikres i EU blandt andet gennem finanspagten og budgetlovene, som angiveligt skal gælde til evig tid.

Den private ejendomsret dyrkes som en gud, og markedskræfternes frie spil erstatter demokratiet og den nationale selvbestemmelse.

Magthaverne er enige om, at kapitalen skal have bedre vilkår, lavere skat og mindre regulering, for så kommer fremgangen. De økonomiske modeller, der benyttes i den vestlige verden, har ikke bragt os ud af krisen, men gjort krisen dybere og længere. Med markedsgørelsen af den offentlige sektor som griber stadig mere om sig.

Overalt serverer man mere og mere af den selvsamme medicin, som ikke skaber arbejdspladser og velfærd, men fattigdom og arbejdsløshed og koncentrerer rigdommen i stadigt færre menneskers hænder. Ikke ved en fejl, men systematisk og bevidst.

Nedlagt arbejdspladser

Det er det private erhvervsliv, som har fået uhyrlige skattelettelser, på trods af at de har nedlagt 200.000 industriarbejdspladser i Danmark og flyttet 65.000 af disse til udlandet, fordi profitten er større her. Og for at finansiere lettelserne af skatter og afgifter til kapitalen udsteder man fyresedler i titusindvis i den offentlige sektor, hvor der også vil komme massefyringer næste år.

EU har i dag en formand for Kommissionen, som har brugt årtier på at omdanne Luxemburg til et skattely. Det har betydet, at statskasserne i EU's medlemslande er blevet unddraget for hundredevis af milliarder. 

Hverken socialdemokrater eller liberale i parlamentet har gjort antræk til at stille Jean-Claude Juncker til ansvar. Der kommer lidt kritiske bemærkninger i medierne for at berolige de stadigt mere EU-skeptiske befolkninger i EU. Juncker er supereuropæer, i storkapitalens øjne den rette mand på posten, derfor blev han valgt!

En del af myten om kapitalismen er, at pengene ligger bedst i det private erhvervslivs pengetanke. I finansloven for 2015 gennemføres i praksis de skattelettelser til erhvervslivet og de bedst økonomisk stillede, som regeringen har aftalt med de borgerlige.

Milliarder samler støv

De såkaldte vækstpakker skulle give virksomhederne bedre muligheder for vækst. Men milliarderne samler støv. Dagbladet Børsen skrev i torsdags om, hvordan de danske virksomheder allerede i dag har 470.000.000.000 kroner liggende i de bugnende pengetanke. De bruges ikke, fordi de ikke kan investeres og skabe profit.

Men tænk engang, hvis der lå 470 milliarder i statskassen! Det kunne skabe arbejdspladser, sikre dagpenge til alle arbejdsløse, forbedret efterløn, højere SU, billige boliger, bedre ældrepleje, bedre undervisning. I stedet diskuterer man igen, om ikke det er ved at være tiden til nye skattelettelser til erhvervslivet – "for at sætte gang i væksten".

Hvor markedet hersker, er det storkapitalen der bestemmer. Og når storkapitalen bestemmer, er det arbejderklassen, som får serveret regningen for kapitalismens krise. Den private ejendomsret dyrkes som en gud, og markedskræfternes frie spil erstatter demokratiet og den nationale selvbestemmelse.

Systemets grundlæggende modsætninger er ved at kvæle grundlaget for menneskehedens fremtid. Kapitalismen lider af fundamentale systemfejl. Kapitalismen kan ikke tilfredsstille menneskehedens grundlæggende behov.