Finansminister Bjarne Corydon tog hul på året ved at fremlægge sin såkaldte McKinsey-model, der pålægger ansatte i den offentlige sektor mere resultatmåling og flere standardiserede afrapporteringer. 

Ved præsentationen af det nye "adfærdsudspil" sagde finansministeren: "Ledelsen skal kunne træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Et oplyst grundlag indebærer blandt andet, at ledelsen ved, hvordan ressourcerne bruges, om arbejdsmiljøet er i orden og om tiltag i forhold til kerneopgaven virker".

Jeg kan kun bakke op om at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, rette fokus på kerneopgaven og satse mere på trivsel. Men jeg tror, at flertallet af de offentligt ansatte allerede har et oplyst grundlag at udøve deres faglighed på. 

Det, der måske ser godt ud i excelarkene, handler meget lidt om, hvad der fungerer i praksis.

Vi skal væk fra de simple skrivebordsløsninger og de standardiserede afrapporteringer, resultatorienterede lønninger og skærpet kontrol, som McKinseys leveringsideologi umiddelbart lægger op til.

Det, der måske ser godt ud i excelarkene, handler meget lidt om, hvad der fungerer i praksis.

Hvis man virkelig vil udvikle, styrke og nytænke den offentlige sektor, så den for eksempel bliver i stand til bekæmpe de stigende uligheder, så handler det om at satse på tillid, faglighed og motivation hos de ansatte. 

Vi har brug for at satse på velfærdsudvikling, der sætter forholdet menneske-til menneske i centrum. Målet er at sikre, at magten ligger hos borgere og medarbejdere frem for bureaukratiske systemer. Hvilket betyder, at for eksempel sosu-assistenter får mulighed for at udøve den service, som fru Jensen har mest brug for og ikke den, der er nedfældet i et kontrolskema.

Hvis der skal skabes rum for en sådan udvikling, kræver det:

- At man afvikler alle kontrol og reguleringsmekanismer, som ikke giver umiddelbar mening for de offentligt ansatte.

- En ny organiseringsreform, der værner om og udvider medarbejderinddragelse, sikrer en mere helhedsorienteret indsats overfor borgerne og organiserer arbejdet i en slags lokale trepartssystem, hvor både borgere, politikere og velfærdsmedarbejdere enes om opgavefordelingen.

- Kunstig åndedræt til det kommunale selvstyre, som skal have større plads til at forvalte deres egen økonomi, som skal have ret til at indrette ydelser efter de lokale forhold og som bygger på flerårige budgetter, der giver en mere visionær økonomiplanlægning.

Der er ingen tvivl om, at ovenstående er langt fra Finansministeriets våde drømme om mere evidens og dokumentation. Det er den ambitiøse, langsigtede og tillidsskabende løsning, som står i skærende kontrast til den nuværende tro på, at McKinsey-konsulenterne løser det hele for os.