14 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

"Vi har det værre end før, men gør modstand"

Protester i Ukraine

"Vi har det værre end før, men gør modstand"

Ukraine er nedbrudt som industrination. Krisens kradser og løn og pensioner er udhulet, siger Aleksey Tolpygo over telefonen fra Kijev.

Minearbejdere protesterer i Kijev den 28. januar foran regeringsbygningen for højere løn og mere statsstøtte til Ukraines kulindustri ved at banke hjelmene mod brostenene.
FOTO: Sergei Supinsky/AFP/Scanpix
1 af 1

Da Aleksey Tolpygo i sidste uge tog metroen i Kijev på vej til arbejde, var billetprisen natten over fordoblet fra to til fire hryvnia.

Tidligere var Ukraine i top 10 over industrialiserede lande i verden. Nu er vi tilbagestående. Vi har tabt alt.
Aleksey Tolpygo, Kijev

– Udgifterne til de daglige fornødenheder er steget voldsomt, siden den tidligere præsident blev væltet i februar 2014. Huslejerne er steget. Elregningerne er blevet større, siger politologen til Arbejderen.

Han er ansat i Kiev Center of Political Studies and Conflictology, der undersøger forandringerne i Ukraine og de konflikter, der opstår i et samfund.

Penge er intet værd

– Vores valuta hryvniaen er blevet udhulet i værdi. Tidligere kunne man få otte hryvnia for en dollar. Nu kan man få 24, fortæller han og tilføjer, at pensionerne og lønnen ikke er gået tilsvarende op.

Aleksey Tolpygo er ikke tilhænger af den tidligere præsident Viktor Janukovitj, der blev væltet af et statskup den 22. februar 2014, men han er heller ikke begejstret for "de nye vinde".

– Det var trods alt mere stabilt under Janukovitj. Tidligere fik vi alt fra Sovjetunionen, og Rusland, og Ukraine lå i top 10 over industrialiserede lande i verden. Nu er vi tilbagestående. Vi har tabt alt. Det er blevet værre siden "revolutionen" i 2013-2014, siger han.

Politologen mener ikke, at der mangler bevidsthed i befolkningen, om at det blandt andet er den internationale valutafond IMF, der har dikteret den stramme nedskæringspolitik.

– Men folk har mest af alt travlt med at overleve angrebene i dagligdagen i stedet for at rette deres vrede mod IMF, siger han til Arbejderen.

Sundhed hærget

IMF's krav og regeringens konkrete politik er især gået ud over sundheden i landet, mener formanden for Ukraines Kommunistiske Parti, Petro Simonenko.

– Sundhedsreformen har allerede ført til masselukning af hospitaler og medicinske faciliteter i små byer primært i landområderne og blandt andet reduceret antallet af læger, så muligheden for at få selv grundlæggende lægebehandling er væk.

– Mange må rejse 40-50 kilometer for at blive behandlet, men forsinkes ofte af det katastrofale transportsystem, der er ramt af benzinmangel, siger Simonenko i et interview på partiets hjemmeside.

Alexei Albu fra den revolutionære organisation Borot´ba mener, at systemet har fejlet.

– Vi har krig og sammenbrud i hele landet. Staten kan ikke give sine borgere de mest basale fornødenheder – job og en anstændig løn, siger han til det russiske Krasnoe.tv.

Alexei Albu mener, at Ukraine er blevet som gøgens rede.

– Ungerne bliver skubbet ud. Hundredtusindvis flygter i alle retninger i håbet om et bedre liv. Alt det, vi modstanderne af Maidan-protesterne i 2013-2014 advarede mod, er ved at ske, siger han og  tilføjer, at mange får deres pension og sociale ydelser for sent eller slet ikke. 

– En kolossal inflation "æder" ærligt tjente penge op. Folk er ikke i stand til at forsørge deres familier. Derudover er Ukraines regering ved at begå en socialt folkemord pår befolkningen i Donbas ved at tilbageholde løn og pensioner, siger Alexei Albu.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2015 - 16:23   25. feb. 2022 - 10:55

Ukraine

Anders Fenger
Skribent
Ukraines partier og bevægelser
  • KPU - Ukraines Kommunistiske Parti: Stiftet 1993. 115.000 medlemmer. Indgår i et kommunistisk netværk fra ekssovjetiske republikker.
  • Borot´ba (Kampen). Stiftet i 2011 af ungkommunister og medlemmer af MO. Var aktive på Majdan. Samarbejder med vesteuropæiske trotskister.
  • SPU. Stiftet 1991 straks efter forbuddet i august 1991 mod det sovjet-ukrainske kommunistiske parti. Var 2004-2011 medlem af Socialistisk Internationale (socialdemokrater). Har 150.000 medlemmer.
  • PSPU - (Ukraines progressive socialister). Stiftet 1996 af udbrydere fra SPU. 3000 medlemmer.
  • Kommunisternes forbund. Stiftet 1993. 600 medlemmer. Deltager i det kommunistiske Bruxelles-initiativ.
  • Ukraines kommunistiske marxistisk leninistiske parti - stiftet af Leonid Gratj, efter hans eksklusion af KPU i 2010.
  • MO (Marxistiske samling). 2007-2011. Har deltaget i Europas Sociale Forum.