Terrorangrebene i København har skræmt os alle. Men vi må ikke give efter for frygten. Det er nu, vi skal stå sammen og værne om demokratiet. Der er ingen undskyldning for at angribe et fredeligt debatarrangement, og der er ingen undskyldning for at angribe de danske jøder. Tværtimod. Disse angreb skal på det kraftigste fordømmes.

Terrorangrebene var rettet mod det demokratiske Danmark. Hvor man kan tale, skrive, tegne og forsamle sig, som man vil. Terrorangrebene var også et angreb på det mangfoldige Danmark. Hvor kristne, jøder, muslimer og ikke-troende har boet side om side i århundreder.

Mørke kræfter er allerede gået i gang med at udnytte terroren til at skabe skel. 

Ligesom det under krigen lykkedes at redde mange af de danske jøder fra nazisterne, er det nu tid til at værne om vores etniske og religiøse minoriteter. Terroren var et forsøg på at så splittelse. Mørke kræfter i alle afskygninger er allerede gået i gang med at udnytte terroren til at skabe skel. De kræfter må ikke sejre.

Allerede lørdag var der politikere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som krævede lukkede grænser. Men terrorangrebene blev begået af en dansker. Terroren kunne ikke være undgået ved at lukke og isolere Danmark.

Der findes ingen undskyldning for terroren, men terroristen var opvokset iblandt os og er et produkt af Danmark. Derfor er det så meget vigtigere, at vi som samfund forstår at håndtere disse forfærdelige angreb i fællesskab, og står sammen som danskere på tværs af religion og hudfarve.

For kampen mod terroren og hadet er en fælles kamp. Det blev understreget, da jeg søndag morgen sad trist i sofaen og stirrede på nyhederne i fjernsynet. Så ringede telefonen. Det var Saleh Muslim, medformand for det pro-kurdiske socialistparti PYD i Syrien, som ville vise sin solidaritet med Danmark.

Sidst jeg mødte ham overrakte jeg ham på vegne af Enhedslisten 53.000 kroner til kampen mod fascisterne fra Islamisk Stat i Kobanê. Nu var det de syriske kurdere, der støttede Danmark. Det varmede mit hjerte. Men det var også et levende bevis på, at kampen mod terroren ikke er en kamp mellem religioner og nationaliteter. Det er en kamp mellem demokrati og ekstremisme. En kamp mellem os, der vil leve sammen i fred, og dem, der vil skabe had.