For gud ved hvilken gang er der debat om størrelsen på de ydelser, det danske samfund tilsteder borgere, der enten på grund af handicap, sygdom eller af anden grund ikke har mulighed for at tjene egne penge.

Og endnu engang er udgangspunktet, at disse sociale ydelser er for høje, hvilket betyder, at doven-Robert og fattig-Karina ikke gider tage et rigtig arbejde, for de kan jo bare nasse på samfundet.

Jeg er selv blind, og jeg kommer ikke til at se bedre af at miste forsørgelse. 

I Venstres seneste kampagne er nassermålgruppen endvidere udvidet til også at være mennesker, der er indvandret til Danmark.

Det er beskæmmende, at politiske partier og arbejdsgiverorganisationer, der repræsenterer de velbjærgede, dem der aldrig kommer i kontakt med det sociale system, fuldstændig ukritisk marginaliserer mennesker, der enten af vanvare eller på grund af den førte politik er havnet på overførselsindkomster.

Hvor er arbejdspladserne?

Det er en ensidig pryglen på mennesker, der ikke selv har bedt om den situation, de befinder sig i, uden at hverken politikere eller arbejdsgivere griber i egen barm og spørger sig selv, hvad de kan gøre for at forbedre mulighederne for dem, der er på overførselsindkomster.

Tværtimod. Carsten Koch-udvalgets rapport om mennesker på kanten af arbejdsmarkedet dokumenterer sort på hvidt, at 80 procent af arbejdsgivere, der ikke har haft samarbejde med jobcentre om disse mennesker, heller ikke har tænkt sig at påtage sig et ansvar over for dem.

Og de politikere, der pukker på mennesker på overførselsindkomster, har selv været med til at skubbe dem derud, Dagpengereform, sygedagpengereform, reform af førtidspension og fleksjob, alt sammen har det været med til at marginalisere de her mennesker.

Det vidner om en afgrundsdyb mangel på forståelse fra magthavere i dette land, når politikere og indirekte magthavere som arbejdsgivere og medier tror på deres egne mantra uden at se, at det ikke hjælper.

Fjernt fra Underdanmark

Jeg er selv blind, og jeg kommer ikke til at se bedre af at miste forsørgelse. Jeg får heller ikke lettere ved at få et arbejde, bare fordi min pengepung er tom. Men det forstår mennesker, der hele livet har været politikere eller har en finere cand.scient.pol.-uddannelse åbenbart ikke, for de har aldrig mødt de mennesker, det handler om, i Frit Forum eller i fredagsbaren.

Hvis vi skal have ændret det faktum, at der er mennesker, der har brug for overførselsindkomster, er der behov for, at politikere, arbejdsgivere og andre magthavere tænker lidt over et gammelt Venstre-slogan: Mennesker frem for systemer.

Først og fremmest skal arbejdsgiverne og politikerne sørge for, at de mennesker, de prygler på hele tiden med deres retorik, virkelig har muligheder for at få de jobs, de siger der er.

SFI har vist, at 35.000 mennesker med handicap, der i dag er uden for arbejdsmarkedet, gerne vil have en chance, men det får de ikke. Hvad med om de politikere og arbejdsgivere, der så gerne vil have arbejdskraft, starter med at finde plads til disse mennesker?

Dernæst er der behov for at de kommunale jobcentre opper sig og sikrer, at disse mennesker får mulighed for at udnytte chancen. Der skal måske hjælpemidler eller personlig assistance eller en mentorordning til for, at disse mennesker kan virke på en arbejdsplads. Lang sagsbehandling og økonomisk smålighed skal fjernes, hvis det skal lykkes; systemet må ikke bremse mennesket.

Det er naturligvis bekvemt at have en gruppe mennesker, man altid kan prygle på, mens man kører hjem til Nordsjælland ad Strandvejen. Men tag nu skeen i den anden hånd og find de pladser til os, så skal vi gerne hjælpe jer af med den aversion. Eller ønsker I jer bare en gruppe, I kan kalde de evige nasserøve?