04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DA-forslag på bestilling fra Venstre?

Blogs

Bjarne Sørensen
Formand Dansk Metal Horsens fra 1984-2018
Formand for Dansk Metal Horsens fra 1984-2018. Medlem af byrådet i Horsens Kommune for SF
Blogindlæg af Bjarne Sørensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 18. maj, 2015, 19:01:01

DA-forslag på bestilling fra Venstre?

Dansk Arbejdsgiverforening forsømmer ikke en lejlighed til at underløbe den danske model. Det er også målet med deres seneste forslag til at fjerne eksistensgrundlaget for syge og svage.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) tør, hvor Venstre tier.

Venstre har som optakt til valget rumlet med krav om at rundbarbere de sociale ydelser. De har dog ikke vovet at sætte tal på, hvor dybt der skal skæres.

Det er både brutalt og helt uforståeligt, hvordan lavere førtidspension kan udløse større arbejdsudbud. 

Det råder DA bod på med 28 forslag til et asocialt Danmark. Det ligner bestilt arbejde, og der er ingen tvivl om, at Venstre, hvis de får magt, vil tage DA’s vilde forslag med ind i regeringskontorerne.

DA’s angivelige mål er at sikre endnu mere arbejdskraft til erhvervslivet. Derfor kan det umiddelbart undre, at deres mest markante beskæring af satserne skal ramme førtidspensionisterne. Ifølge DA er det nødvendigt at sætte førtidspensionen ned med 25 procent - dvs fra 18.000 om måneden til 13.500 - for at sikre deres adgang til arbejdskraft.

Det er både brutalt og helt uforståeligt, hvordan lavere førtidspension kan udløse større arbejdsudbud. Enhver med blot overfladisk kendskab til reglerne ved, at man først får førtidspension, hvis man har udtømt sine arbejdsevner. Det er nedslidte kolleger, og mennesker, som har mistet arbejdsevnen ved arbejdsulykker, som DA vil belønne med en lønnedgang på 25 procent.

Står det til arbejdsgiverne, skal også sygemeldte ledige og fleksjobbere have kniven.

DA-direktøren har forsøgt at forklare det med, at ”vi” ikke kan tillade offentlige ydelser, som er højere end mindstelønnen. Med andre ord, skal folk, som ikke har en chance for at forbedre deres situation, parkeres på det ringeste niveau på livstid. 

Hele DA’s storstilede plan bygger på en primitiv forestilling om, at mennesker med alle midler forsøger at undgå at arbejde, og at kun simpel nød kan tvinge dem op af sofaen. 

DA’s brutale udspil følger trop, hvor Venstre slutter. Desværre har regeringen selv banet vejen for et angreb på velfærden, med sine uendelige reformer af flexjob, sygedagpenge og sin besynderlige udmelding om at sende flygtninge ud og samle skrald fra dag ét i Danmark.

Intet tyder på, at det stopper her. 

Så længe regeringen og fagbevægelsen ikke sætter sig i bevægelse for en anderledes dagsorden, risikerer vi at skulle fægte baglæns for at forhindre de værste anslag. I stedet er der brug for en offensiv dagsorden, både når det gælder arbejdsmarkedspolitik og velfærd. Selvom DA ikke har dagpengesatserne med i deres udspil, er der ingen tvivl om, at de vil bekæmpe enhver forbedring af dagpengesystemet, både når det gælder ydelser og perioder.

Udspillet udstiller DA’s hykleri, når de hylder den danske model. Sandheden er, at de med forslagene underløber den danske model, og forsøger at øge presset på lønningerne. At gøre arbejdsløse og pensionister fattigere skaber selvsagt ikke nye job. Men det presser lønmodtagerne til at acceptere dårligere vilkår.