29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gammel vin på nye flasker

Blogs

Rina Ronja Kari
Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
31 år og født på Nørrebro i København. Cand. soc. i virksomhedsledelse og organisationssekretær hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Har været aktiv EU-modstander siden 2000.
Blogindlæg af Rina Ronja Kari

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 20. maj, 2015, 08:34:28

Gammel vin på nye flasker

Med en såkaldt reformering af de værste dele af TTIP-aftalen tror EU, at aftalen kan gøres spiselig for borgerne. Men der er tale om gammel vin på nye flasker. TTIP er stadig et angreb på demokratiet.

Der er sagt og skrevet meget om TTIP-aftalen mellem EU og USA. EU-Kommissionen og den danske regering lovpriser aftalen, mens forbrugerorganisationer, den europæiske fagbevægelse og en lang række NGO'er og miljøforkæmpere frygter aftalens konsekvenser for arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og forbrugersikkerhed.

Selvfølgelig er det udemokratisk, at selskaber skal kunne forhindre lovgivning, hvis de frygter, at lovgivningen går ud over deres profit.

Samtidig er der stor bekymring over den såkaldte ISDS-mekanisme (investor to State Dispute Settlement), som giver multinationale virksomheder ret til at sagsøge enkelte lande, hvis demokratiet indfører lovgivning, som kan betyde en begrænsning af virksomhedernes forventede profit.

ISDS er naturligvis blevet haglet ned siden dag ét i TTIP-forhandlingerne. Ikke bare af ovennævnte græsrødder, men også af amerikanske juraprofessorer, en lang række EU-lande, FN og mange, mange flere.

Derfor er TTIP farlig

Selvfølgelig er det udemokratisk, at selskaber skal kunne forhindre lovgivning, hvis de frygter, at lovgivningen går ud over deres profit. Og det bliver endnu mere udemokratisk af, at sager skal føres ved private voldgiftsinstanser, hvor det for eksempel ikke er muligt at anke afgørelser.

Denne kritik fik EU-Kommissionen til at give den indrømmelse, at ISDS måske kunne være lidt problematisk. Det er i sig selv en stor ting, at Kommissionen nedlader sig til at tage offentlig kritik til sig.

Men resultatet deraf er ikke prangende. Kommissionen har nu foreslået en "reformeret" ISDS-model, som man håber, er mere spiselig for organisationer, medlemslande og borgere – så man en gang for alle kan få TTIP-aftalen i hus.

Men der er tale om gammel, sur og udrikkelig vin på nye flasker. Trods småjusteringer er der stadig tale om en regulær tvistbilæggelsesmekanisme, som giver voldsomme rettigheder til virksomhederne, når de føler sig begrænset af lovgivning.. 

Men hvorfor er ISDS egentlig så farlig? Det ved vi fra udviklingslandene, som har mange problemer med den allerede.

Det gælder for eksempel i kampen for reallønsstigninger. I 2012 lagde det franske selskab Veolia sag an mod Egypten og krævede cirka 750 millioner kroner i erstatning, blandt andet fordi mindstelønnen i Egypten var blevet hævet. Veolia står for affaldshåndtering i storbyen Alexandria, og den højere løn, mener Veolia, forringer investeringen i en sådan grad, at det strider mod en aftale mellem Frankrig og Egypten.

Fortsæt kampen

ISDS forrykker altså på radikal vis forholdet mellem marked og demokrati.

Derfor har jeg også arbejdet ihærdigt for at få begravet ISDS fra min plads i EU-Parlamentet.

Jeg er blevet udpeget af min politiske gruppe som TTIP-ordfører i udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender.

Selvom det endnu ikke er lykkedes at få vedtaget en afvisning af TTIP-forhandlingerne som sådan, så er det lykkedes at få vedtaget en beslutning om, at EU-Parlamentets beskæftigelsesudvalg afviser ISDS-mekanismen: "inklusionen af enhver form for private særdomstole i TTIP må afvises" lyder det i vedtagelsen, som også fik uventet støttet fra udvalgets liberale MEP'ere.

Det er en lille sejr, men det er trods alt en sejr, som kan være med til at binde MEP'erne i beskæftigelsesudvalget til at stemme nej til TTIP, når parlamentet skal tage endelig stilling til en færdigforhandlet aftale.

I mellemtiden er det vigtigt, at vi alle råber op og kritiserer TTIP og ISDS. Begge er et angreb på vores demokrati. Selvom flaskerne er nye, er vinen stadig udrikkelig.