Det er en dybt frustreret Jane Larsen, som Arbejderen får i røret, da resultatet af Folketingsvalget 2015 ligger nogenlunde fast.
Jeg er bange for, at der bliver indledt en klapjagt på uskyldige mennesker for at bevise urimelige påstande fremført under valgkampen.
Jane Larsen, flyarbejder
– Jeg er oprigtigt ked af det, siger den 41 årige flyarbejder, der har valgt at tilbringe valgaftenen i fællesskab med kolleger og venner i fagforeningen 3F Kastrup og til det sidste håbet på, at regeringsmagten forblev hos rød blok.
Som flyarbejder har Jane Larsen kastet sig ind i kampen mod Ryanairs angreb på det danske overenskomstsystem, og mærker dagligt, hvordan den sociale dumping underminerer arbejdsvilkårerne i Kastrup Lufthavn.
Det frygter hun, at der bliver mere af i de næste fire år.
– Jeg er bange for, at der nu bliver indledt en klapjagt på nogle uskyldige mennesker for at bevise nogle urimelige påstande, som har været brugt i valgkampen, siger Jane Larsen.
Hun tænker på de partier, som har brugt store dele af valgkampen på at slå fast, at det skal kunne betale sig at arbejde - underforstået at de mener, at de sociale ydelser er for høje.
Derfor kan hun levende forestille sig at Lars Løkke Rasmussen (V) tilbage i statsministerstolen vil sætte sig i spidsen for nedskæringer af de sociale ydelser og gøre livet surt for helt almindelige arbejdere.
– Demokratiet har talt, og desværre ser Dansk Folkeparti ud til at blive landets største borgerlige parti. Jeg vil følge dem tæt og håber, at de holder bare halvdelen af, hvad de har sagt under den her valgkamp, lyder det kampberedt.
Står det til Jane Larsen begynder en ny valgkamp allerede i morgen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278