Integrationsministeriet skriver i forbindelse med præsentationen af den nye integrationsydelse: ” Ydelsen skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark og sikre, at den enkelte har et større incitament til at arbejde og blive integreret i det danske samfund.”

Første del af citatet kan man mene om, hvad man vil – dét er ikke emnet for denne klumme. Lad os i stedet se på, hvad integrationsydelsen betyder i praksis.

Regeringen skylder svar på, hvor mange mennesker der kommer til at leve i fattigdom. 

Den nye sats er for alle personer, der ikke har været de sidste syv ud af otte år i Danmark. Den er cirka halvdelen af kontanthjælpsniveauet, 5945 kroner om måneden for enlige uden børn.

Der er mulighed for at få et tillæg på 1500 kroner om måneden, hvis man lærer så godt dansk, at man kan bestå prøven i ”dansk 2”.

De 5945 kroner er en nedgang fra 10.849 kroner – så selv et muligt tillæg for danskkundskaber kompenserer på ingen måde for den ret voldsomme beskæring af en i forvejen beskeden ydelse.

Den nye integrationsydelse er lavere end den kritiske fattigdomsgrænse på 50 procent af medianindkomsten. Og sammenligner men med et minimumsbudget, som blev udregnet af Ekspertudvalget om Fattigdom, ligger ydelsen et godt stykke under et sådant minimum.

Man er altså undervejs i gammelkendt terræn; man kender konsekvenserne: ”Indførelsen af ”fattigdomsydelserne” – starthjælp, kontanthjælpsloftet med videre – i starten af 00’erne har isoleret set øget antallet af økonomisk fattige, formentlig med op mod 5500 personer” (Familiernes Økonomi, 2014, Økonomi- og Indenrigsministeriet).

På samme måde vil den aktuelle politik medføre øget fattigdom i Danmark. Dét er ikke til diskussion, dét er ikke et spørgsmål om politisk ståsted – sådan er det bare.

Fattigdom fører til afsavn af velfærdsgoder – for eksempel har Roskilde og Aalborg Universiteter sammen med CASA i 2009 vist, hvordan modtagere af fattigdomsydelserne i langt højere grad end andre afstod fra at købe lægeordineret medicin eller tage til tandlæge. Læg dertil de sociale og materielle afsavn.

At regeringen samtidig arbejder med yderligere to forslag (genindførelsen af optjeningsprincippet til børnepenge og ”harmonisering” af regler om folkepension), der begge presser modtagere af integrationsydelsen yderligere økonomisk, understreger blot alvoren.

Problemet er først og fremmest, at fattigdom aldrig har været godt for noget. Al erfaring viser med stor tydelighed, at det har mærkbare, negative menneskelige konsekvenser for både de berørte voksne og deres børn at fjerne et ordentligt forsørgelsesgrundlag. Det gavner kort sagt ikke nogen eller noget, men skaber blot yderligere marginalisering.

Regeringen skylder svar på, hvor mange mennesker, den forventer, der kommer til at leve i fattigdom. Og ikke mindst svar på, hvordan den har tænkt sig at afbøde de afsavn, som uvægerligt vil komme.