Jeremy Corbyns storsejr i formandsvalget i Labour sender positive chockbølger gennem arbejderbefolkningen i Storbritannien. Lørdag blev Corbyn valgt som ny formand for partiet med hele 59,5 procent af stemmerne.
Han ligger langt foran den kandidat, der fik næstflest stemmer. På andenpladsen fik Andy Burnham 19 procent, Yvette Cooper fik 17 procent, mens Liz Kendall fik 4,5 procent.
Vi forenede unge og gamle, forskellige kulturer og trosretninger på et grundlag af optimisme og tro på, at vi kan organisere samfundet anderledes og bedre.
Jeremy Corbyn, ny formand for Labour
I det efterfølgende døgn meldte 15.500 briter sig ind i Labour, hvis medlemstal på en måned er vokset fra 270.000 til i dag 325.000, skriver det britiske dagblad The Morning Star. Medlemstallet er det højeste siden 1999 og stiger fortsat.
Valget af Jeremy Corbyn ryster også kapitalen i Storbritannien. Især hæfter dagbladet Financial Times sig ved, at Jeremy Corbyn har udnævnte partifællen John McDonnell til 'skygge-premierminister'.
John McDonnel er medlem af Underhuset og leder af "Den Socialistiske Kampagnegruppe", som siger "Ja til offentlig service og Nej til privat profit" i det offentlige, skriver Financial Times og tilføjer, at McDonnell har tætte bånd til fagbevægelsen. I Storbritannien er der tradition for, at det store oppositionsparti udpeger en "skyggeregering".
Talte til 50.000
Jeremy Corbyn selv talte blot få timer efter sejren ved en kæmpe demonstration i London til støtte for de flygtninge, som ankommer til Europa.
Foran 50.000 jublende demonstranter slog Corbyn fast, at han er chokeret over, at mange politikere og den borgerlige presse omtaler flygtninge som "et problem".
– Disse desperate mennesker, i en desperat situation, er ofre for krig, de er ofre for miljøødelæggelse, de er ofre for fattigdom, de er ofre for brud på menneskerettigheder rundt om i verden, sagde Jeremy Corbyn, da den store demonstration fra Hyde Park var nået frem til pladsen foran parlamentet.
Det var helt i pagt med Corbyns politiske tradition at tale ved demonstrationen. Han har vundet sit ry netop ved at stille op og være aktiv i de sager, som optager de britiske græsrødder, fagbevægelsen, fredsbevægelsen og kampagnerne mod nyliberalisme og offentlige nedskæringer.
Tak til bevægelsen
Den nye Labour-leder har gennem ti år skrevet ugentlige klummer i Arbejderens britiske 'søsteravis'. Allerede dagen efter formandssejren skrev han en ny blog i det røde dagblad, The Morning Star:
"Det grundlægende politiske tema i vores kampagne har været modstand mod nedskæringspolitikken. Tilhængerne af nedskæringer påstår, at bankkrisen i 2008 skyldtes, at regeringen brugte for mange penge, og at underskuddet kom derfra og ikke fra bankernes ryggesløshed og regeringens bankpakker", skriver Corbyn i sin tak til bevægelsen.
Han peger også på andre af de centrale årsager til den store sejr:
"... helt fra starten af vores kampagne har jeg gentaget min modstand mod Irakkrigen og mod fremtidige bombekampagner. Men jeg har også opfordret Labour-partiet til at gå imod moderniseringen af Trident-atommissilsystemet, og i stedet skabe et institut for mangfoldiggørelse af forsvaret, som også kan fastholde arbejdspladser og sikre, at viden ikke går tabt, men omsættes til produktioner, der er nyttige i vores liv".
"Det har været en fantastisk oplevelse med denne kampagne, hvor vi forenede unge og gamle, forskellige kulturer og trosretninger på et grundlag af optimisme og tro på, at vi kan organisere samfundet anderledes og bedre.
I dag skal den nye Labour-leder tale ved britisk LO's kongres i Brighton.
Imod angreb på fagbevægelsen
Men allerede i går førte han ordet for sit parti, da Underhuset diskuterede den konservative regerings "Trade Union Bill" – en lov, som begrænser fagbevægelsens muligheder for at strejke og blokere virksomheder.
Dette lovforslag, som den konservative regering lagde frem før sommerferien, var i går til andenbehandling i Underhuset, hvor den konservative regeringsleder David Cameron har absolut flertal.
Derfor kan Labour, som er det største oppositionsparti, ikke stoppe loven i Underhuset, hvorfor Corbyn må alliere sig med fagbevægelsen og de folkelige kræfter, som har stemt på han ved formandsvalget.
– Vi går fremad nu som en bevægelse og som et parti, større end vi nogensinde har været, stærkere end vi nogensinde har været, og mere beslutsomme end vi nogensinde har været, lød det fra Jeremy Corbyn til hans socialdemokratiske partifæller efter sejren lørdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278