Det er et stort projekt, EU-kommissæren for finansmarkederne har gang i, og hans gamle arbejdsgivere i den britiske finanssektor kan kun være henrykte. Han har lanceret en handlingsplan for en "kapitalmarkedsunion". Pengene skal flyde mere ubesværet, og det skal fremmes ved at løsne båndene om finanssektoren.

Liberaliserede kapitalmarkeder fremstilles som løsningen på den krise, der blev udløst da liberaliserede kapitalmarkeder kollapsede under deres egen vægt.

Et af hovedelementerne er at sætte gang i markedet for "securities". Det er et værdipapir, der er penge værd, fordi nogen har stillet en garanti i noget af værdi. Det kan for eksempel være, at nogen har lånt nogle penge, hvorefter långiveren sælger retten til at modtage tilbagebetalingen. De papirer, der sælges er så "securities", og de kan bruges til lidt af hvert. De var for eksempel vældig populære i USA på den tid, hvor bankerne sprøjtede lån ud til folk, der ville købe egen bolig, og som måske ikke havde økonomien til at klare betalingerne på sigt. Det fik bankerne til at konstruere sammensatte securities, der hver især var en blanding af gode og dårlige lån. Værdipapir i skiver, uden forståelig varedeklaration.

Som bekendt endte eventyret med smarte securities i en situation, der ikke var særlig smart, nemlig finanskrisen i 2008. Bevares. Der var også mange andre grunde, men giftige værdipapirer spillede en stor rolle, og securities var i særklasse.

Så når Kommissæren nu vil booste netop dét marked med sin nye unionsplan, så må man vel forvente, at han har en god forklaring. Og hvad er mere oplagt end at søge svaret på hans egen hjemmeside. Her spørger han i et fingeret interview sig selv, om der da ikke er et særligt stigma, der klæber til securities. Så forventer man et svar i retningen af, at det skal gøres på en helt anden måde, eller at han vil tage forholdsregler, der garanterer os helt mod en gentagelse, men det gør han ikke. Han konstaterer, at det ikke var i Europa, men i USA, at securities slog bunden ud af markedet – hvad der jo ikke kommer bag på nogen. Det mener han i øvrigt også er svar nok på spørgsmålet, om det ikke er risikabelt at åbne mere op for den slags. Det var jo det amerikanske marked, der gik amok.

Ret skal være ret; han siger faktisk også, at værdipapirerne skal være mere struktureret på en "sund" måde, men det står ikke klart, hvad det betyder. Og han har ikke vist tegn på at ville forbyde værdipapirer i tynde skiver. Bruxelles NGO’en FinanceWatch har forgæves efterspurgt regler, der i det mindst ville forhindre den slags tricks, men det synes ikke at hue den britiske Kommissær, for man finder intet om den slags i papirerne.

På den måde er finanskrisen godt nok et overstået kapitel i Bruxelles. Det er så længe siden, at det ikke bare er i orden at se stort på nogle af de mest åbenlyse årsager – det er blevet god tone. Liberaliserede kapitalmarkeder fremstilles som løsningen på den krise, der blev udløst da liberaliserede kapitalmarkeder kollapsede under deres egen vægt. Vi må da stoppe den gale mand!