15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FTF-formand kalder dagpengeaftale for løftebrud

Kritik af politikere

FTF-formand kalder dagpengeaftale for løftebrud

Bente Sorgenfrey, formand for FTF, er utilfreds med finansieringen af dagpengeaftalen, men forsvarer sin deltagelse i Dagpengekommissionen.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Det var løftebrud, da politikerne lavede en fedtet dagpengeaftale med sølle 300 millioner ekstra kroner, erklærede FTF-formand Bente Sorgenfrey i sin beretning til organisationens kongres, der startede i dag.

Fagbevægelsen havde strakt sig meget langt, nogle af jer vil sikkert mener for langt:
Bente Sorgenfrey

– Fagbevægelsen havde strakt sig meget langt, nogle af jer vil sikkert mener for langt, og guderne skal vide, at det ikke var let. Og så leverer politikerne en finansiering, der losser til dimittenderne, med fare for, at de i fremtiden vælger a-kassen fra, sagde Bente Sorgenfrey. 

Hun henviser her til, at nyuddannede, såkaldte dimittender, der ikke har børn, får nedsat deres dagpengesats i det politiske dagpengeforlig.

Forsvarer deltagelse

Bente Sorgenfrey har siddet i Dagpengekommissionen sammen med Harald Børsting fra LO. De to har været med til at støtte udspillet fra Dagpengekommissionen med en nedsat dimittendsats og indførelse af tre årlige karensdage, hvor arbejdsløse ikke får dagpenge.

Efterfølgende lavede politikerne et forlig med de tre karensdage og en endnu lavere dagpengesats, for arbejdsløse nyuddannede uden børn.

På trods af sin utilfredshed med den finansiering, som dagpengeaftalen er endt med at få, mener Bente Sorgenfrey, at det var rigtigt, at FTF var med i Dagpengekommissionen.

– Den dagpengemodel, vi er kommet frem til nu, er en klar forbedring i forhold til i dag. Og kampen er ikke slut med den her aftale. Der er stadig mulighed for at komme igen for eksempel i forhold til en aftale om suppplerende dagpenge, sagde FTF-formanden. 

Kritik af nedskæringer

Bente Sorgenfrey leverede i sin beretning i øvrigt en skarp kritik af regeringens aktuelle planer om at skære på uddannelser og den kommunale velfærd.

– Regeringens påstand om, at Danmark ikke har råd, holder ikke. Både Finansministeriets nye tal og de økonomiske vismænds beregninger viser, at det økonomiske råderum er større end først påstået, da regeringen trådte til, understregede hun.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. nov. 2015 - 11:03   18. nov. 2015 - 19:42

Beretning

ur@arbejderen.dk
Fakta om FTF
  • FTF er en faglig hovedorganisation, der har 72 medlemsorganisationer. Blandt de største medlemsforbund er Danmarks Lærerforening, BUPL og Dansk Sygeplejeråd.

  • FTF blev stiftet i 1952 som en sammenslutning af Tjenestemands- og Funktionærorganisationer.

  • 1. januar 2015 havde FTF 345.495 medlemmer. Det er en mindre tilbagegang i løbet af de sidste 10 år. 1. januar 2005 var der 361.003 medlemmer.

  • FTF holdt kongres 18.-19. november i Falconercentret på Frederiksberg. 

  • Bente Sorgenfrey har været formand for FTF siden 2003.

Kilde: FTF og Wikipedia