14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FTF i skarp protest mod asylstramninger

Klart signal fra kongressen:

FTF i skarp protest mod asylstramninger

Regeringens mange nye stramninger overfor flygtninge er helt uacceptable, mener den faglige hovedorganisation FTF.

Politiforbundet er med i FTF. Formand Claus Oxfeldt, midt i billedet, prøvede at få fjernet en afvisning af de mange asylstramninger fra en politisk udtalelse. Det lykkedes ikke.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Regeringens mange stramninger overfor flygtninge modarbejder en god integration og skaber fattigdom, mener de delegerede på FTF's kongres, der sluttede i dag.

Kongressen vedtog en udtalelse om flygtninge og integration.

"Danmark skal ikke indgå i en international konkurrence om at forringe forholdene for flygtninge og asylansøgerne. Den nye lave integrationsydelse, tre års ventetid på familiesammenføring og tilbageholdelse på ubestemt tid er eksempler på tiltag, der direkte modarbejder en god integration i det danske samfund og skaber fattigdom", slår udtalelsen fast.

Vi skal fordømme terror uanset, hvor i verden det foregår.
Anna-Marie Laustsen, delegeret

I forretningsudvalgets oprindelige forslag til udtalelse stod der, at "FTF er imod de mange stramninger af reglerne for flygtninge". Den sætning ville Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet have fjernet.

– Det er lidt for kategorisk, sagde politiformanden, der kun ville have kritik af den lave integrationsydelse med.

Han blev imødegået af Anna K. Birke fra Uddannelsesforbundet, der til daglig arbejder med at undervise flygtninge og indvandrere i dansk.

– Det, med at skulle leve for 5-6000 kroner om måneden, er i virkeligheden det mindste af alle stramningerne. Det andet er langt værre, sagde hun og henviste blandt andet til, at flygtninge fremover skal vente tre år på at blive sammenført med deres familie.

Det endte med, at der blev opnået enighed om den ovenstående tekst.

Konkret hjælp til flygtninge

Samtidig med at FTF ønsker at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet, er man bekymret over forslag om en lavere indslusningsløn, der kan underminere den danske model.

I stedet ønsker man at udnytte de eksisterende muligheder i overenskomsterne for at integrere flere flygtninge på arbejdsmarkedet og opfordrer arbejdsgiverne til i langt højere grad at åbne virksomhederne for flygtninge.

I nogle forbund arbejder man helt konkret med initiativer, der kan sikre bedre integration af flygtninge. Det gælder blandt andet Lærerforeningen, der på sin kongres i september lagde op til at hjælpe de mange nyankomne flygtninge ved at sikre en bedre undervisning af deres børn.

Lærerforeningen har nu lavet et kursustilbud til sine medlemmer, så de bliver klædt bedre på til at undervise flygtningebørn.

– Måske kan vi også inddrage nogle af vores lærerkollegaer, der kommer hertil som flygtninge, i det arbejde, sagde Dorte Lange fra Danmarks Lærerforening.

Afstand fra terror

Både FTF-formanden og mange af de delegerede benyttede deres taletid til at tage afstand fra terrorangrebet i Paris. Udtalelsen fordømmer Paris-aktionen, men også andre terrorangreb, der foregår udenfor Europa. Det sidste blev tilføjet på opfordring fra en af de delegerede.

– Vi skal ikke kun forholde os til angrebet i Paris. Tidligere på året blev 146 studerende slået ihjel i et terrorangreb i Kenya. Det fik ikke meget opmærksomhed. Vi skal fordømme terror, uanset hvor i verden det foregår, sagde Anna-Marie Laustsen fra Ergoterapeutforeningen.

Også regeringens planlagte nedskæringer i den kommunale velfærd, på uddannelserne og Arbejdstilsynet fik mange vrede ord med sig på kongressen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2015 - 12:45   19. nov. 2015 - 18:00

FTF-kongres

ur@arbejderen.dk
Fakta om FTF
  • FTF er en faglig hovedorganisation, der har 72 medlemsorganisationer. Blandt de største medlemsforbund er Danmarks Lærerforening, BUPL og Dansk Sygeplejeråd.

  • FTF blev stiftet i 1952 som en sammenslutning af Tjenestemands- og Funktionærorganisationer.

  • 1. januar 2015 havde FTF 345.495 medlemmer. Det er en mindre tilbagegang i løbet af de sidste 10 år. 1. januar 2005 var der 361.003 medlemmer.

  • FTF holdt kongres 18.-19. november i Falconercentret på Frederiksberg. 

  • Bente Sorgenfrey har været formand for FTF siden 2003.

Kilde: FTF og Wikipedia