Dette skal ikke været et indlæg for eller imod Brexit, men et forsøg på at få flere nuancer med.

Før afstemningen fremlagde 'bliv'-siden økonomiske modelberegninger over konsekvenserne af et eventuelt Brexit for væksten i UK. Tallene præsenteredes åndløst uden at give antagelserne, og alle ved efterhånden, at 'økonomernes modeller er fejlagtige'. Så de blev let skudt ned. Resten af valgkampen bestod af gentagelser af ideologiske positioner. For Brexit fordi... (vælg mellem følgende): EU har betydet tab af kontrol, indvandring, nedskæringer, ulighed og arbejdsløshed for de rigtige briter. Og fra 'bliv'-siden: tænk på konsekvenserne, endnu flere tabte arbejdspladser, UK mister indflydelse.

Der er en god del skadefryd at spore i rest-EU. Kampen om at overtage engelske styrkepositioner er skudt i gang. 

Mange klagede over, at politikerne ikke oplyste dem om, hvad Brexit indebærer. Kunne de ikke sætte sig ind i tingene selv? Folk i UK - og os andre – lever i relativt oplyste lande med en lang pressetradition og adgang til alskens oplysninger på nettet.

De politiske ledere var fuldstændig uforberedte på resultatet. Brexit-kampagnen havde ikke regnet med at vinde og lægger ansvaret for fremtiden fra sig. Boris Johnson står æreløs tilbage, Nigel Farage gider ikke mere. På tabersiden sagde David Cameron farvel – til september. Labour aner ikke sine levende råd, og venstrefløjen debatterer med sig selv på nettet. Den eneste faste røst er den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.

Nu dukker nuancerne op. Hvad er det, der skal genforhandles? Hvordan vil for eksempel Storbritanniens forhold være til sine ekskolonier, de engelsktalende lande i Afrika, der får udviklingsbistand fra EU? Britiske konsulentfirmaer har et stort marked gennem EU og vil måske blive afskåret fra kontrakter, og UK er overvejende en serviceøkonomi. Andre forhold. London er ikke bare centrum for handel med værdipapirer, men også for finansieringen af handel ind og ud af EU. Den position vil det nok miste. Resten af City of London kan blive mere ureguleret.

Der er en god del skadefryd at spore i rest-EU. Kampen om at overtage engelske styrkepositioner er skudt i gang. Skotland står på spring.

Et eksempel på hvor kompliceret det hele er. Indiske Tata Steel's stålværker i UK er underskudsgivende, blandt andet fordi Kina angiveligt sælger stål under kostprisen. Alligevel har den konservative regering modsat sig, at EU indførte straftold. Brexit-Labour mente, at det ville blive nemmere at holde på industrier som stål, hvis UK var mere fri af EU. Efter afstemningen udtaler UK's stålproducentformand, at investorerne nu er mindre interesserede i at overtage Tata Steel, og stålarbejderne er også bekymrede. Det her er ikke kun en indrekapitalistisk strid, men har alvorlige konsekvenser for netop de arbejdspladser, Labour vil bevare.

Med hensyn til statsfinanserne har finansministeren annonceret lavere selskabsskat og budgetnedskæringer. Den velfærdsstatslige dagsorden står nok ikke til at redde.

Der bliver ikke ved med at være magtvakuum, noget kommer og fylder det.