Mens den danske regering pusler med planer om, at lade private komme ind i vandsektoren, så går tendensen i mange lande verden over den modsatte vej.

Det viser en kortlægning af de internationale erfaringer med privatisering af vand, som den hollandske tænketank Transnational Institute (TNI)  har foretaget.

De private kan kun tjene penge ved at tage dem fra forbrugerne, spare på vedligeholdelsen eller de ansatte.
Bent Greve, professor i samfundsøkonomi

I perioden marts 2000 til marts 2015 har myndighederne i 37 forskellige lande taget forsyningen af drikkevand tilbage i 235 byer med i alt 100 millioner indbyggere.

Erfaringer modsiger neoliberale

"De mange renationaliseringer modsiger de neoliberale teoretikeres og internationale finansielle institutioners forventninger til 'den overlegne private sektor'", skriver TNI blandt andet i sin rapport.

>> Læs hele rapporten her

TNI driver også hjemmesiden Water Remunipalisation Tracker, der giver et verdensomspændende overblik over konsekvenserne af at privatisere vandforsyning.

Erfaringerne er ikke til at tage fejl af: Prisen på vand stiger for almindelige mennesker, og ledningsnettet bliver ofte ikke ordentligt vedligeholdt – mens private investorer inkasserer deres afkast.

Det er især rige lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, der beslutter at droppe de private selskaber og i stedet lade det offentlige stå for vandforsyningen.

Vandregningen steg med 35 procent

I Berlin besluttede bystyret i 1999 at sælge 49,9 procent af aktierne i den offentlige vandforsyning til to private selskaber. Tyske RWE Aqua GmbH og franske Vivendi (i dag Veolia) købte aktier for 12,5 milliarder kroner.

Til gengæld garanterede Berlins politikere, at de private investorer ville være sikret et vist overskud. Og hvis det private selskab ikke opnåede det lovede overskud, forpligtede politikerne sig til at betale med offentlige midler.

Efter salget til de private seIskaber steg priserne på vand voldsomt. I 2004 var priserne steget med 35 procent og ledningsnettet blev misligeholdt. Samtidig inkasserede de private investorer 11,5 milliarder kroner i profit i perioden 1999 til 2011.

I 2012 besluttede politikerne at købe aktierne tilbage fra de to private selskaber. For at købe aktierne tilbage tog bystyret et milliard-lån, som forbrugerne nu skal betale tilbage over vandregningen de næste 30 år. Samtidig skal de private selskaber også have kompensation for den profit, de er gået glip af i perioden.

I Rostock førte en privatisering af den lokale vand- og spildevandsforsyning også til prisstigninger. Derfor tog de lokale politikere opgaven tilbage på offentlige hænder.

De private investorer forsøger ofte at holde udgifterne til vedligeholdelse af infrakstrukturen på et minimum.

I Marseille har et privat firma ifølge den 15-årige kontrakt udsigt til at tjene 15 milliarder kroner - men firmaet vil kun forpligte sig til at afsætte 292 millioner kroner til at vedligeholde vandledninger og andet infrastruktur.

Private kræver overskud

De privates ageren kommer ikke bag på  professor i samfundsøkonomi på Roskilde Universitet, Bent Greve. Private spekulanter investerer i vandforsyningen for at få overskud. Dette overskud kan kun hentes tre steder, konstaterer professoren.

– Markedets logik er, at de private investorere skal tjene penge. De penge kan kun tages fra enten forbrugerne eller ved at spare på vedligeholdelsen af ledningsnettet, eller også må de ansatte betale via dåligere arbejdsforhold og ringere lønninger, forklarer han og uddyber:

– Vand og varme er naturlige monopoler. Der ligger kun et net af rør i jorden. Samtidig er vand og varme serviceydelser, som vi allesammen har brug for og derfor er nødt til at købe. Derfor er netop vand- og varmeforsyningen meget sårbare overfor privatisering. 

– De private investorer tænker utroligt kortsigtet. Det går ud over vedligeholdelsen af infrastrukturen. Og de private tænker ikke på opgaver, der ligger udover kontrakten - som eksempelvis at klimasikre kloaknettet, så der ikke opstår oversvømmelser ved kraftige regnskyl. Erfaringerne fra udlandet er, at det er forbrugerne og forsyningssikkerheden, der bliver taberne, hvis man omdanner et naturligt monopol på eksempelvis vand eller varme til et privat investeringsobjekt.

I sidste uge meddelte den danske energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt, at regerigen snart kommer med en ny forsyningsstrategi, som vil pålægge forsyningssektoren at være mere effektive.

Regeringen har bestilt en hemmelig rapport hos konsulentfirmaet McKinsey, der anbefaler at åbne de offentligt ejede og forbrugerejede vand- og varmeselskaber for privatiseringer og fusioner. Det vil angiveligt kunne spare penge.

Professor Bent Greve forudser en ny Dong-sag, hvis regeringen gør alvor af at privatisere vandforsyningen.

– Frasalget af vores fælles arvesølv skal bruges til at finansiere en politik, der ellers ikke er økonomisk holdbar. Vi så det med Dong-salget, og det er selvfølgelig derfor, regeringen nu vil kigge på forsyningsområdet. Det handler om at finansiere 2025-planen.