Næppe var anden runde af trepartsforhandlingerne i hus, før venstreregeringen kunne præsentere sin store plan med skarp lud til lønmodtagerne. 

Selvom forhandlingerne hyldes som kulminationen af den danske models fortræffeligheder, så er den eneste vinder i spillet den smalle V-regering.

Fornemmelsen af, at Løkke endnu engang er sluppet afsted med at sælge en trepattet ko til fagbevægelsen, er ikke til at komme uden om. LO’s og Dansk Metals ledelse har nikket ja til resultaterne løbende, men hvad er det, vi har fået? Ja, måske er der lidt til de ufaglærte kolleger, men for Metals medlemmer er der ingen konkrete forbedringer eller aftaler, som rækker fremad. Tværtimod så slugte vi en indslusningsløn på ned til 49 kr. i timen, forklædt som en slags SU til flygtninge. 

Selvom forhandlingerne hyldes som kulminationen af den danske models fortræffeligheder, så er den eneste vinder i spillet den smalle V-regering. Løkke fik sig nogle billige politiske point og hårdt tiltrængt kunstigt åndedræt, som måske kan holde ham ved magten lidt endnu.

Både arbejdsgivere og regering havde lagt op til endnu en runde med skærpet jagt på de ledige. Men at udråbe det som en faglig sejr, at det ikke kom med, siger en del om, hvor beskeden fagbevægelsen er blevet. Hver gang vi kun får lidt tæsk, er det åbenbart værd at fejre.

Udstiller fagbevægelsens svaghed

Trepartsforhandlingerne udstiller desværre fagbevægelsens svaghed. Ved helt at acceptere regeringens dagsorden og undlade at bringe de virkelige problemer på banen, har man åbnet sig for yderligere angreb. Og de kom da også i rigt mål med 2025-planen.

Her fortsætter venstreregeringen den systematiske undergravning af fagbevægelsen, som blev sat i gang, dengang Fogh-regeringen kom til.

Nu skal dagpengesystemet yderligere svækkes, sådan som A-kassernes Samvirke har påvist: Forhøjet a-kassekontingent, en lavere dagpengesats, karens til alle nyuddannede og en forringet seniorjobordning. Læg dertil forhøjet pensionsalder og senere efterløn.

Alt sammen under devisen: Det skal kunne betale sig at arbejde. Forskellen mellem dagpenge og løn skal endnu engang vokse. Dels gennem skattelettelser, som de ledige ikke får andel i, og dels gennem forringelser af ydelserne. Det uden hensyn til, at dagpengedækningen er blevet forringet de sidst 20 år, i dag er den nede på mellem 45 og 70 procent, for almindelige lønmodtagere.

Seniorjob på dagpengesats

En særlig nedrig ”detalje” er, at de seniorjob på overenskomstmæssige vilkår, som skulle tage lidt af brutaliteten ud af efterlønsreformen, forsvinder og erstattes af simple aktiveringsjob på dagpenge, hvis det går som Venstre håber.

For hver eneste reform siden efterlønsreformen i 2011 har det kun peget en vej: Forringelser for de dårligst stillede, underløbning af det faglige a-kassesystem med en svækkelse af den danske model til følge. Vi har fået et arbejdsmarked baseret på en permanent frygt for at miste sit arbejde. Et arbejdsmarked på arbejdsgivernes betingelser.

At det alt sammen er udtryk for åben borgerlig klassepolitik (desværre også vedligeholdt af den ”røde regering), burde ikke komme bag på fagbevægelsen. Så hvilke motiver har drevet LO og vores eget forbund ind i den blindgyde?

Den fagpolitiske kamp handler vel netop om at bekæmpe de borgerlige kræfters målrettede angreb på fagbevægelsen og den danske model. Det gør man tydeligvis ikke, når man så let lader sig prakke en slagtemoden trepattet ko på.