"Hvis jeg sendes op i en boksering med Muhammed Ali, og vi begge får besked på at dyste efter samme regler, vil resultatet blive mord, ikke en boksekamp".

Vil danske MEP’ere virkeligt se stiltiende til, mens det her handelspolitiske mord foregår?  

Således forklarede Julius Nyerere, Tanzanias daværende præsident, om ujævnbyrdighed i globale handelspolitiske liberaliseringsprocesser tilbage i 1990.

Som han malerisk forklarede, vil påtvungen liberalisering, hvor industrier i det Globale Syd sættes i konkurrence med multinationale selskaber fra det Globale Nord, medføre ‘mord’ på de pågældende industrier. Startskuddet til den slags myrderi i den handelspolitiske boksering ser ikke desto mindre ud til at blive fyret af her i løbet af efteråret – og det er EU-Kommissionen, der har fingeren på aftrækkeren.

Siden 2002 har EU været i omstridte handelspolitiske forhandlinger med de såkaldte AVS-lande – Afrikanske, Vestindiske og Stillehavet. I EU-jargonen bliver de kaldt økonomiske partnerskabsaftaler, men som det lange forhandlingsforløb vidner om, har de ikke meget med partnerskab at gøre.

Aftalerne har særligt mødt kritik netop for den manglende anerkendelse af det ujævnbyrdige forhold, der eksisterer mellem eksempelvis landbrugssektoren i EU og de afrikanske lande. Igennem aftalerne skal AVS-landene imidlertid igangsætte en liberaliseringsprocess, således at deres markeder åbnes op for europæiske selskaber – med det førnævnte ‘mord’ til følge.  

Hvor det i mange år er lykkes for de afrikanske lande i gruppen at trække forhandlingerne ud i en sådan grad, at aftalerne var blevet erklæret døde, har EU-Kommissionen skruet bissen på i den seneste tid.

Man truede ganske enkelt med, at fjerne de afrikanske landes fordelagtige markedsadgang til EU. Selv om de afrikanske lande kæmpede imod aftalerne med henvisning til, at man ville ud af afhængighedsforholdet til EU’s marked og i stedet fremdrive regional integration baseret på retfærdig handel, blev denne trussel imidlertid for meget.

En efter en er landene krøbet til korset, og her til efteråret skal en række af aftalerne op til godkendelse i EU-parlamentet og i EU’s Ministerråd. Herhjemme støtter regeringen EU-Kommissionens bøllemetoder helhjertet, så for os i Danmark, der går op i international solidaritet, handler det derfor om, at sætte pres på de danske medlemmer af EU-parlamentet.

Det er blevet ekstra presserende, idet EU allerede nu lægger op til at udvide aftaler ved i fremtiden at få indarbejdet det mest kontroversielle element fra de mere kendte TTIP- og CETA-aftaler, der giver udenlandske investorer ret til at sagsøge nationalstater, hvis der indføres love, som de er utilfredse med. 

Vil de danske MEP’ere virkeligt se stiltiende til, mens det her handelspolitiske mord foregår?