EU’s handelsaftale med Canada er i krise, takket være tre belgiske regioner med det fransktalende Vallonien i spidsen. De har haft en grundig debat om CETA tilbage i april, og udfærdiget en række krav, som ministerpræsident Magnette blev sendt i byen for at få indfriet.

Allerede dét havde nær slået hele aftalen ihjel på stedet, for det havde de færreste ventet. Der måtte et umenneskeligt pres til for at få belgierne tilbage i folden.

Planen er, at langt det meste af CETA-aftalen skal sættes i kraft, inden den er godkendt af de nationale parlamenter.

Det ville ellers have været mere end velkomment, hvis aftalen var faldet væk. CETA vil bane vejen for de særdomstole, store virksomheder kan bruge til at lægge sag an mod staten, den vil indføre principper og procedurer som vil lægge pres på standarder på områder som miljø, klima og sundhed - og velfærd og sociale rettigheder kan få et gok, f.eks. gennem hovedløs liberalisering på serviceområdet. Kommer den igennem, er vejen banet for TTIP-aftalen med USA.

Der er store ting på spil, og der bliver ikke let spil for modstanderne. Man har kunnet høre det i retorikken over for vallonerne fra regeringer og Kommissionen, og i den vinkel mange i pressen vælger: ”Nu er der forhandlet siden 2009, og så kommer de her i sidste øjeblik og stiller sig på tværs!”

Vallonerne har ellers ikke gjort andet end at tage beslutningsproceduren alvorligt. Som med mange andre handelsaftaler er forhandlingerne om CETA foregået i hemmelighed. Når nogen har klaget over hemmelighedskræmmeriet, har standardargumentet været, at aftalen jo skal godkendes af både regeringer og parlamenter, når der foreligger en færdig aftale. Det har altid klinget lidt hult. For det valg, politikerne står over for med en aftale, er reelt et ja eller et nej uden mellemløsninger, og presset på politikerne er derfor kolossalt. Hvis nogen er i tvivl skal man spørge i Belgien. De har måttet give sig på flere afgørende punkter, og mere kan følge.

På den måde er beslutningsproceduren omkring handelsaftaler søgt sikret mod åben demokratisk debat og behandling. Og det følges op af stribevis af andre tricks. F.eks. er det planen, at langt det meste af CETA-aftalen skal sættes i kraft inden den er godkendt af de nationale parlamenter. Det gør det endnu sværere at sige nej.

Sådan vil det være til sidste komma er sat i den sag. Som formanden for EU’s Ministerråd Donald Tusk skrev på Twitter for nyligt: ”Et EU uden redskaber til at forsvare sig mod handelsbøller, vil ikke være i stand til at opbygge støtte til frihandel.” Men selvom Tusk har ”redskaber” til at bekæmpe ”bøller” med, så skal både CETA og TTIP godkendes i parlamenterne. Underskriften på CETA – som er dét, balladen med vallonerne har handlet om – er kun det første skridt mod den egentlige godkendelse i parlamenterne - for Danmarks vedkommende formentlig i første halvdel af 2017.  Her må ”handelsbøllerne” gøre sit til at udnytte den mulighed, Tusk og andre helst så, vi slet ikke havde.