Når syge og ældre bliver transporteret til og fra sygehuset i Vejle, Varde eller Esbjerg med såkaldt flexkørsel, så er det langt fra sikkert, at chaufføren bag rattet får den overenskomstmæssige løn. Det er heller ikke sikkert, at chaufføren er helt udhvilet, fordi han/hun så kører ekstra mange timer for at tjene en anstændig løn.
Vindernes bud er så lave, at det ikke kan dække omkostningerne forbundet med at drive en sund vognmandsforretning.
Allan Andersen, 3F's Transportgruppe.
Det fortæller Allan Andersen, der er forhandlingssekretær i fagforbundet 3F, til Arbejderen.
3F har før advaret om udbredt løndumping - også når det gælder persontransport. Og gør det nu igen - denne gang konkret foranlediget af det fælleskommunale trafikselskab Sydtrafiks seneste udbud af flexkørsel i den jyske del af Region Syddanmark.
Kan kun spare på lønnen
– Vindernes bud er nemlig så lave, at det ikke kan dække omkostningerne til løn, brændstof, forsikringer og andre udgifter forbundet med at drive en sund vognmandsforretning, siger Allan Andersen og fortsætter:
– Bilen skal forsikres. Det samme skal chaufføren, og vognmanden selv vil vel gerne have et afkast af sin forretning. Så er der kun et sted at spare: På chaufførlønningerne.
Nogle af de vognmænd, der har budt ind på arbejdet for Sydtrafik har tilbudt at køre for 215 kroner i timen. Beregninger lavet af 3F og af vognmænd i branchen viser, at det koster i omegnen af 300 kroner i timen at drive en sund vognmandsforretning. Prisen dækker overenskomstmæssig løn til chaufføren, afskrivning af bil, forsikring, brændstof, vedligehold og lignende.
Trafikselskabernes ansvar
Allan Andersen mener, at udviklingen blot bliver værre og værre, og at trafikselskaberne bidrager til de elendige forhold ved at sige ja til vognmænd, der "byder under prisen."
– Trafikselskaberne tænker kun på pris og slet ikke på kvalitet, så de accepterer alt for lave bud, selvom de godt ved, at 215 kroner i timen er alt for lav en pris, siger Allan Andersen.
Hos Sydtrafik mener man, at det er vognmændenes ansvar at overholde reglerne.
– Som tilbudsgiver skal man overholde reglerne og køre på baggrund af en tilladelse fra Trafikstyrelsen, som blandt andet betyder, at de lever op til overenskomsten, siger Claus Rosenkrants, projektleder på flextrafik hos Sydtrafik til JydskeVestkysten.
Unormalt lave bud
Han medgiver, at 215 kroner er en lav pris, men han mener, at det laveste bud er på 237 kroner i Syd- og Sønderjylland. Desuden gør han opmærksom på, at hvis Sydtrafik ser nogle "unormalt lave bud", så kaldes vognmanden til samtale.
– Men der er ingen lov, der siger, at hvis en vognmand selv kører, at han ikke må køre med underskud, siger han.
Den bemærkning har Allan Andersen kun hovedrysten til overs for.
– Hvad så med den vognmand, der har 42 vogne. Dem kan han af gode grunde ikke køre selv, lyder det med tydelig forargelse i stemmen.
Arbejderen har forsøgt at finde ud af, hvad "unormalt lave bud" dækker over, men der var ikke kommet svar inden deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278