Fra 6. marts indledte de spanske havnearbejdere at strejke hver anden dag i foreløbig en tre ugers periode.
Det sker efter den spanske regering i forrige uge godkendte et såkaldt kongeligt dekret, som ifølge havnearbejderne, kan føre til at 6500 havnearbejdere risikerer deres job.
Det er en helt afgørende kamp, ikke bare for havnearbejderne men for alle transportarbejdere i Europa.
Eduardo Chagas, ETF-generalsekretær
Havnearbejdernes fagforening aflyste tidligere på måneden tre dages strejker, fordi regeringen havde annonceret, at den ville forhandle med parterne om en ny lovgivning for havnearbejdet, som skal bringe Spanien på linje med EU’s krav om liberalisering af havnearbejdet.
Men i stedet for forhandling valgte regering fredag den 24. februar at godkende dekretet, som nu skal vedtages af parlamentet.
Havnedirektiv ind af bagdøren
Den nye lov, som er rettet ind efter EU’s krav, gør det muligt for havene at ansætte uorganiserede havnearbejdere, skriver World Maritime News.
I dag er alle havnearbejderne i de store havne ansat af et privat selskab SAGEP, som står for at anvise alt havnearbejde i de store spanske havne. De stevedorer, som opererer i havnene skal være medlemmer af selskabet. Men den konstruktion er en barrierer for den fri konkurrence, mener EU-kommissionen, som i 2014 vandt en sag mod Spanien ved EU-domstolen. Dommen pålægger landet at rette ind efter EU-traktaten.
Det er endnu ikke sket og derfor har EU-kommissionen anlagt en ny sag mod Spanien, hvor de vil have domstolen til at idømme landet bøder med tilbagevirkende kraft fra 2014 – et beløb som pt. overstiger 100 millioner kroner. Samtidig kræver EU-kommissionen, at domstolen skal hæve dagbøderne til omkring en million kroner om dagen, fra den dag dommen er faldet og indtil de ”retter ind”.
Regeringen mener, at den nye lov giver ”maksimal fleksibilitet” samtidig med, at den respekterer de faglige rettigheder.
Men generalsekretæren for det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF), Eduardo Chagas mener omvendt, at EU-kommissionen med hjælp fra domstolen får lempet sin ”havnepakke” igennem ad bagdøren. EU-kommissionen har to gange måttet opgive sine planer om en omfattende liberalisering af havnearbejdet i Europa.
International solidaritet
Derfor er havnearbejdere og transportarbejdere i ETF og i øvrigt på verdensplan i fuld gang med at organisere støtteaktioner for de spanske havnearbejdere.
– Det er en helt afgørende kamp, ikke bare for havnearbejderne men for alle transportarbejdere i Europa, siger Eduardo Chagas.
– Forslaget fra den spanske regering har nogle meget bekymrende elementer, som vil åbne de spanske havne for social dumping. Det går imod alle de princippet som ETF og dets medlemmer kæmper for. Vi vil sammen med vores medlemsorganisationer stå bag de spanske havnearbejdere med alle lovlige midler, siger han.
Artiklen har været bragt på hjemmesiden: eufagligt.dk. Opdateret af Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278