29 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Havnearbejdere står over for nyt EU-angreb

EU lister nedstemt havnedirektiv ind ad bagvejen

Havnearbejdere står over for nyt EU-angreb

Hvis eller når EU igen forsøger at åbne for, at skibsbesætninger og tilfældige løsarbejdere fra land kan underbyde havnearbejderne, så svarer vi et rungede nej, lyder det fra havnenes tillidsfolk.

Angrebene på Portugals havnearbejdere er et varsel om, hvad der er i vente for alle havnearbejdere i takt med at EU-kommissionen liberaliserer havneindustrien, mener ITF. Så vil løsarbejdere undergraver gældende overenskomster og rettigheder. Her ITF-medlemmer skulder ved skulder i Belgien.
FOTO: ITF/Dockers&Seafarers
1 af 1

EU-kommissionen forbereder et nyt havneudspil. Liberalisering og mere konkurrence bliver nøgleordene.

Det fortalte EU's transportkommissær Siim Kallas på en konference i sidste uge.

"Danmarks Rederiforening vurderer, at Kommissionen er på ret kurs i forhold til et nyt havnepolitisk udspil. Liberalisering og konkurrenceudnyttelse  vil være afgørende for at sikre vækst", citerer netavisen Maritime Danmark de danske skibsredere.

Men europæisk havnepolitik har "historisk været meget følelsesladet", udtaler rederiforeningens kontorchef Peter Olsen.

Det er en henvisning til, at havnearbejderne i EU to gange tidligere har afvist denne type direktiver fra Bruxelles - og med strejker og faglige aktioner både i 2003 og 2006 overbeviste et flertal i EU-parlamentet om at stemme imod direktivforslaget.

Den mest forhadte liberalisering i direktivforslagene var, at rederierne skulle have mulighed for at bruge egne søfolk til at losse og laste skibe i havn. Det ville helt undergrave de løn- og arbejdsforhold, som havnearbejderne har i dag.

Men hverken EU eller rederierne afventer passivt, at et nyt direktiv bliver gennemført.

Med lånepakkerne til Grækenland og Portugal ser det ud til, at EU stiller krav om, at forholdene i landenes havne liberaliseres - nu:

- Portugal kan betragtes som et laboratorium for EU's havnepolitik. De ting, som Portugals regering vil gennemføre svarer helt til det, som vi kan forvente i hele Europa. Vi har set det hele før i havnepakke et og to. Vi afviste det dengang, og vi vil afvise det igen, siger Terje  Samuelsen, som er formand for havnearbejderne under Det Europæiske Transportarbejderforbund.

Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF) advarer om, at angrebene på Portugals havnearbejdere er et varsel om, hvad der er i vente for alle havnearbejdere i takt med at EU-kommissionen liberaliserer havneindustrien. Så kommer løsarbejderne og undergraver de gældende faglige overenskomster og rettigheder. 

I sidste uge var flere hundrede tillidsfolk samlet til konference i Casablanca i Marokko. ITF sendte fra konferencen et klart budskab til EU-kommissionen om, at forbundet står fast på, at havnearbejde skal udføres af uddannede og organiserede havnearbejdere med overenskomst. Hvis eller når EU igen forsøger at vedtage regler, som åbner for, at skibsbesætninger og tilfældige løsarbejdere fra land kan underbyde havnearbejderne, så bliver svaret et rungede nej.

Portugal kan betragtes som et laboratorium for EU's havnepolitik.

Terje  Samuelsen

Tillidsfolkene sendte også en solidaritetshilsen til de portugisiske havnearbejdere, som strejkede tirsdag den 25. september i protest mod regeringens planer om at lempe reglerne for, hvem der kan udføre havnearbejde.

Havnearbejderne var igen lørdag den 29. september med på gaden, da over 500.000 portugisere demonstrerede i hovedstaden Lissabon og andre store byer imod regeringens omfattende privatiserings- og nedskæringspakke. Den rammer alle lønmodtagere, som skal gå ned i løn, mens ældre arbejdere får mindre i pension.

Demonstrationernes hovedparoler var:

*Nej  til at ansattes bidrag til den sociale fond hæves fra 11 til 18 procent af lønnen, mens arbejdsgivernes bidrag sænkes med 100 millioner euro.

* Nej til nedskæringer i folkeskolen, sundhedsvæsenet og pensionerne.

* Nej til privatisering af statslige nøglefunktioner.

Programmet for privatisering rammer blandt andet de statslige havne og er med til at åbne for, at billige, uorganiserede daglejere og skibesbesætninger kan tage havnearbejdernes arbejde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2012 - 12:33   04. okt. 2012 - 17:45

Havnedirektiv

se@arbejderen.dk