Et nyt spøgelse har bragt verden ind i en turbulent periode. For ikke så længe siden gik det ellers så godt med udbredelsen af neoliberalisme og globalisering.  

Amerikansk politik konkretiserer konfrontationen mellem økonomisk nationalisme og liberal globalisering.

Den nye nervøsitet er blevet synliggjort med den politiske udvikling på den anden side af Atlanten. Under valgkampen i USA satte Donald Trump en pessimistisk/realistisk diskurs på dagsorden ved at love at gøre Amerika stor igen. Til gengæld identificerede Hillary Clinton sig selv med den hidtidige førte økonomiske politik. 

Amerikansk politik konkretiserer konfrontationen mellem økonomisk nationalisme og liberal globalisering. Også i Europa er denne ideologiske/politiske konflikt blevet synlig.

Denne problemstilling påvirkes desuden af en flygtningestrøm, som i disse år er blevet en del af den politiske virkelighed. Mens USA er destinationen for ”illegale” immigranter fra Centralamerika (især Mexico), bliver Europa målet for flygtninge fra Vestens krige i Mellemøsten og Afrika.

Dette problem skal imidlertid forstås i konteksten af den generelte stagnerende økonomiske vækst i de fleste vestlige lande. En udvikling som rammer en stor del af den arbejdende befolkning.

Overgangen fra en keynesiansk økonomisk politik (statsregulering og velfærdkapitalisme) til neoliberal globalisering (underlagt markedets ”love”) har bidraget til en strukturel forskydning i verdensøkonomien. 

USA og Kina 

Som led i den økonomiske strategi, der gik ud på at mindske produktionsomkostningerne, har amerikanske (og andre) industrielle virksomheder investeret i Kina. Motivationen var at drage fordel af landets store indre marked samt billige arbejdskraft.

Mange udenlandske virksomheder i Kina eksporterer deres kinesisk producerede varer til især USA. Denne erhvervsstrategi, som bygger på teorien om frihandel, havde til formål at bringe det amerikanske lønniveau ned.

Denne udvikling medførte en delvis afindustrialisering af USA's produktionsapparat og styrkelse af finanssektoren. For Kinas vedkommende blev cirka 300 millioner kinesere bragt ud af fattigdommen. 

Kinas integration i verdensøkonomien, som lignede den eksportorienterede model, der var udbredt i Østasien (Japan, Sydkorea, Taiwan, etc.) i 1960’erne, kunne ikke andet end påvirke den globale akkumulationsproces.

En verdensøkonomi, der lider af overproduktion og overkapacitet, løser ikke problemet ved at udvide produktion yderligere og reducere den globale købekraft. 

Præsident Donald Trump har advaret, at hans regering ikke vil tolerere underskud på USA’s betalingsbalance til udlandet (især Kina, men også Tyskland og Japan). Ved at forlange at NATO-lande forhøjer deres militærudgifter, giver han desuden det indtryk at USA bliver snydt.

Det er lidt af et paradoks, når den kinesiske præsident Xi Jinping, på Det økonomiske forum i Davos advarer imod merkantilisme: ”ingen ville komme ud som vinder af en handelskrig.”

Det skal i den forbindelse huskes at alle økonomiske magter (Storbritannien, USA, Tyskland, Japan og nu Kina) anvendte økonomisk nationalisme eller en selvforsyningsmodel i begyndelsen af deres industrialiseringsproces.

Marx og frihandel

I den nuværende konfrontation mellem disse to paradigmer kan det virke stimulerende at minde om Marx’ opfattelse.  

I hans politiske forståelsesramme var protektionisme konservativ, mens frihandel var destruktiv i den forstand at det opløste nationaliteter og skærpede modsigelserne mellem proletariatet og bourgeoisiet til det yderste punkt.

Som han sagde: ”I et ord, frihandel fremskynder den sociale revolution. Med denne revolutionære fornemmelse alene, gentlemen, er jeg tilhænger af frihandel.”