Den globale kapitalisme har formet verden i dens billede. Dybest set bygger den på de samme grundforhold og mekanismer, som Karl Marx har leveret den bedste og stadig mest aktuelle tilgang til at forstå.

Traditionel økonomi diskuterer indkomstfordeling og ikke klasser med ulige adgang til ressourcer og ejendom. 

Mainstream økonomer kalder den globale kapitalisme for markedsøkonomi, hvis enæggede tvilling er frihandel. De mange kriser og lynhurtige forandringer har imidlertid undermineret store befolkningsgruppers tryghed og fremskridtstro. Højrefløjen udnytter usikkerheden til at kræve genindførelse af national beskyttelse. På venstre side ses frihandel omvendt som et skalkeskjul for den stærke parts investeringer og uretmæssige erhvervelse af ejendomsrettigheder i svagere lande, men også fra den kant er der nationalistiske toner og længsel efter en idealiseret velfærdsstat.

Fordi økonomerne ignorerer Marx og klassikernes indsigt i frihandel som de magtfuldes våben, ser de i lighed med den politiske højrefløj ikke strømmene af flygtninge og migranter til det rige Nord som en konsekvens af den imperialistiske politik, men blot som en statslig udgift, hvis de ikke kan indlemmes i arbejdsstyrken hurtigt nok.

Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig med udviklingsbistand. I de seneste år især i det fransktalende Afrika. For det første ville jeg ønske, at bistandsorganisationernes ville erkende deres egen rolle i at fremme kapitalistiske mekanismer, pænt dækket ind under tale om udvikling. Nyttige bistandsprojekter findes, men ofte yder de blot kompensation for skaderne. Kinesisk succes i for eksempel Afrika vidner om den traditionelle bistands impotens.

For det andet har arbejdet muliggjort indsigt i mekanismerne i det, jeg kalder rentekapitalismen. Ikke rentierkapitalisme, som smager af individuelt kuponklipperi. Det findes også, men 'rentekapitalisme' fokuserer på selve driften efter at sikre mere profit ved at ’kapitalisere’ afkast fra aktiver som jord og naturressourcer. Nuancerne af disse forhold gennemgår jeg i min bog "Rentekapitalismen – økonomisk teori og global virkelighed", der udkommer 19. juni.

Bogen fremstiller og sammenligner forskellige økonomiske skolers grundbegreber og deres udfoldelse i vore dage. Ved hjælp af finansmarkedet og dets tricks kan især vestlige kapitalinteresser bøje viljen i de fattigere lande, spekulere imod dem eller overtage ressourcer samt få billig arbejdskraft. Der er stigende modstand, men kampen bliver hård.

Traditionel økonomi diskuterer indkomstfordeling og ikke klasser med ulige adgang til ressourcer og ejendom. Det foregøgles, at lidt omfordeling vil udligne forskellene. Men disse uligheder er systemiske.

Vore økonomer lever i en parallelverden og er dygtige til at indsamle et væld af data og foreslå den samme medicin til verdens problemer. Deres teori er bare flad.