Den nuværende historiske periode kommer til at frembringe afgørende forandringer i verdens geopolitiske arkitektur.

For at forstå denne proces kan det være nyttigt at tage udgangspunkt i situationen efter Anden Verdenskrig. I den herskende diskurs var dannelsen af NATO (1949) et svar på USSR’s aggressivitet, selvom Warszawapagten først blev oprettet i 1955!

Med USSR’s overgang til kapitalisme under Boris Jeltsins styre – hjulpet af USA—blev landet en andenrangsnation.

Fra begyndelsen var den vestlige alliance mere end en defensiv sammenslutning imod en ideologisk fjende. NATO's første general sekretær, Lord Hastings Ismay, skrev i sine erindringer, at alliancens geopolitiske målsætning havde været ”at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede!”  

Den vestlige verdens storhedsvanvid

Denne ”ønskeliste” kan danne referenceramme for analysen af nutidens internationale politik. Uden ”sidste salgsdatos” anmærkning og selvom konteksten er anderledes i dag, viser ”forsvarsalliancen” en mangelfuld geostrategisk dømmekraft. Den vestlige verden synes ude af stand til at overvinde sit storhedsvanvid.

Som resultat af Vestens bestandige antagonisme er Rusland blevet holdt ude af den vestlige sfære. Dette har medført en større russisk interesse for Eurasien. Med hensyn til de transatlantiske relationer er USA i færd med at disciplinere NATO's medlemmer. Og hvad angår Tyskland, er landet, især efter Brexit og med Frankrigs accept, blevet kontinentets hegemoniale magt.

Logisk burde Sovjetunionens sammenbrud og Den kolde Krigs ophør have ført til NATO's opløsning og en ny europæisk arkitektur.

I februar 1990 indgik USA og Ruslands daværende regering en studehandel: Sovjetisk accept af Tysklands genforening ,kontra løftet om at NATO ikke ville blive udvidet ”en centimeter mod øst.” Trods denne aftale blev alliancen fordoblet og er kommet tæt på den russiske grænse. Ukraine konflikten skal ses i denne sammenhæng.   

I et interview med Oliver Stone fortæller Vladimir Putin, at han en gang havde diskuteret en russisk anmodning om medlemskab af NATO med Præsident Bill Clinton.”Why not!” skal den amerikanske præsident Clinton have svaret.  

Denne lille anekdote bevidner, at eliten i Rusland har traditionelt identificeret sig, også under den sovjetiske tid, som tilhørende den europæiske kultursfære!

Sovjetunionens deroute

Selvom Sovjetunionens deroute skyldtes interne forhold, havde det ifølge Putin været en geopolitisk katastrofe. Med USSR’s overgang til kapitalisme under Boris Jeltsins styre – hjulpet af USA—blev landet en andenrangsnation. Vestens opsplitning af Jugoslavien afslørede Rusland som en impotent magt.

Først med Vladimir Putin begyndte Rusland at genvinde sin politiske/militære balance. Samtidig gennemførte NATO dog, under amerikansk ledelse, en aktivistisk politik af interventionisme og regimeskift (Mellemøsten og Ukraine).  

Ydermere kom Præsident Obamas administration til at føre en antirussisk politik sideløbende med en stiltiende konfrontation med Kina. Denne ”to-front”-strategi bidrog til styrkelsen af deres bestræbelser for et fælles strategisk forsvar imod unipolaritet.

Med Donald Trump som præsident er det transatlantiske forhold blevet afkølet. I dette politiske klima viser den vestlige alliance alvorlige uoverensstemmelser. For nylig udtalte Angela Merkel, at ”vi europæere må tage vores skæbne i vore egne hænder...” Er det en ”kodet” tilslutning til en multipolær verdensorden?

Europæisk erhvervsliv er opmærksomt på Kinas og Ruslands økonomiske potentiale.”Silkevejen” bliver jo en del af Eurasien.

I sidste instans er bundlinjen: Enten en normalisering med Rusland eller en mulig (atom?)-krig i Europa. Husk: Vladimir Putin må ikke forveksles med Boris Jeltsin!