I disse uger op til Folketingets sommerferie foregår der et uværdigt, ja amoralsk mummespil, hvor gruppe- og regeringsloyalitet samt partidisciplin gives forrang for ærlighed og åbenhed.

På den måde blokeres der for, at Folketinget med det fornødne flertal kan sætte sig igennem over for integrationsminister Inger Støjberg og få alle relevante oplysninger frem om ministeriets sagsbehandling af de på grund af aldersforskel tvangsadskilte asylpar.

Det er bestemt ikke første gang, dette foregår. I Tamilsagen, som den aktuelle sag jo minder meget om, skete der præcist det samme. 

Det er bestemt ikke første gang, dette foregår. I Tamilsagen, som den aktuelle sag jo minder meget om, skete der præcist det samme. I Tamilsagens allerførste faser i slutningen af 1980’erne var det umuligt for mig – som partiet Venstres daværende ordfører på området – at få folketingsgruppen til at tage de fortrolige og på det tidspunkt ret sparsomme oplysninger om justitsministeriets ulovlige administration af ansøgninger om tamilske familieansøgninger alvorligt. Med ganske få hæderlige undtagelser bad folketingsgruppen mig om – pænt sagt – at tie stille. Det var ”vores” justitsminister, som ”varetog vores interesser….” Og da jeg alligevel fortsatte med over for gruppen igen og igen at vende tilbage til den ubehagelige sag, blev de interne konfrontationer så voldsomme, at jeg den 6. november 1990 kl. 10:30 forlod folketingsgruppen og meldte mig ud af partiet.

Med de allerseneste udsagn fra integrationsministeren om, at der rent faktisk er administreret ulovligt i hvert fald derved, at man ikke har foretaget den fornødne partshøring, men at sådan var det også under den forrige regering, kan der være skabt grundlag for, at kredsen af ansvarlige, som for eksempel i skandalesagen om Skat, bliver udvidet så tilpas meget, at et endnu bredere politisk flertal end hidtil forhindrer, at der gøres et ansvar gældende.

Som jeg så ofte før, også på dette sted, har peget på, at dette jo et særkende for ministeransvarlighedsloven: der skal et politisk flertal til, for at der kan rejses tiltale for en rigsret mod en minister for handlinger udført under embedets udførelse.

At lave om på den ordning har lange udsigter, blandt andet fordi den er hjemlet i grundloven. Men ved den forestående revision af lov om offentlighed i forvaltningen kunne man sikre større indsigt i instrukser og sagsbehandling, så vi alle sammen i fremtiden kunne slippe for disse noget bizarre samråd fyldt med spin, taktik og udenomssnak og til gengæld få en større faktuel viden om, hvad der foregår bag de lukkede døre i ministerierne.

Endelig er der muligheden for at anlægge en civil sag mod integrationsministeriet med krav om erstatning efter Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 til et eller flere af de ægtepar, som ulovligt blev tvangsadskilt, og under den retssag indkalde både ministre og relevante embedsmænd, så de under sandhedspligt og strafansvar skal forklare, hvad der er foregået.

Sådan en retssag er vi på mit advokatkontor for tiden i fuld gang med at overveje.