Sommeren anno 2017 har været fyldt med beskrivelser af fejl i den kommunale sagsbehandling over for mennesker med handicap, udsatte børn og andre grupper. Ankestyrelsens statistikker har vist, at i visse tilfælde er fejlprocenten mere end 50.

Ingen skal bilde mig ind, at der ikke er råd til at opprioritere socialområdet.

Der er egentlig ikke ret meget nyt i den sag. Det er oplevelser, mennesker med handicap har haft i adskillige år.

I 2015 viste en gab-analyse fra Det centrale Handicapråd da også en stor tillidskløft mellem borgere med handicap og systemet.

Danske Handicaporganisationer har foretaget undersøgelser af problemet, der viser, at sagsbehandlingen ikke inddrager borgerne, at den ikke er helhedsorienteret og at afgørelserne fra kommunerne opleves at være mangelfulde.

På trods af dette store problem med fejl oplever man ikke, at KL som kommunernes fagforening anerkender manglende ordentlig sagsbehandling som et reelt problem. I stedet er det enten reglerne, der er for svære at administrere, eller også er det Ankestyrelsen, der i al for høj grad giver borgerne ret i deres klager.

Hvor er ramaskriget?

I andre dele af den kommunale forvaltning ville en fejlprocent på 50 eller mere medføre et ramaskrig fra politikerne om sjusk og inkompetence, men ikke når det gælder socialområdet. Hvad er egentlig forskellen?

Forskellen opleves fra min side at være, at mennesker med handicap anses for at være en kommunal omkostning, en økonomisk byrde. Og så er sammenhængen let at se: Ordentlig sagsbehandling koster flere penge, dårlig sagsbehandling sparer penge. For kommunerne betaler ikke noget, når en sag er i ankesystemet, også selv om de har lavet fejl og sagen omgøres i sidste ende.

Den revision af serviceloven, som Folketinget vedtog i foråret, medfører, at nogle få sagsområder ikke længere uden videre kan anses som en besparelsesmulighed for kommunerne. Det er godt. Men kommunerne har stadig alt for få incitamenter til at afgøre alle sager rigtig første gang. Og nej, det er ikke lovgivningens kompleksitet, der er problemet. Der er rigtig dygtige socialrådgivere i kommunerne, som kender lovgivningen.

Pengene er der

Og så bliver vi også nødt til at gøre klart, at socialområdet ikke bliver bedre, hvis der ikke tilføres flere penge. Folketingets og KL's mantra har været, at der ikke skal tilføres penge, men at ændringer må ske inden for handicapområdet selv. Men hvorfor egentlig det? Hvis der, som KL påstår, kommer flere borgere med handicap, må der vel også følge flere penge med?

Ellers er vi jo ude i en skjult velfærdsforringelse, som et flertal i Folketinget støtter ved at støtte de årlige aftaler mellem regeringen og KL.

Ingen skal bilde mig ind, at der ikke er råd. Det er simpelthen et spørgsmål om, at også Folketinget skal prioritere handicapområdet økonomisk.

Det kan lade sig gøre, hvis man i stedet for skattelettelser til de rigeste bruger det såkaldte råderum på for eksempel handicapområdet. Hvis man hellere vil prioritere skattelettelser, motorveje, kampfly og kanoner, ja så er det en nedprioritering af velfærd, men man skal ikke komme og sige, at der ikke er råd.

Økonomi er blevet til alt, der tæller i både kommuner, Folketinget og i regeringen. Hvad om man også tænker på, at der er borgere herude, der har behov for fællesskabet for at kunne blive en del af det samme fællesskab?