Hospitalernes effektiviseringsræs og produktivitetsfokus skaber et massivt pres på den kommunale sygepleje. Patienter, der hastes igennem accelererede forløb på hospitalerne, skal ud i eget hjem til kommunens plejecentre eller midlertidige pladser, når hospitalslægen har behandlet dem. Men patienternes behandling er langt fra færdig, når de har forladt hospitalsgangen.

Jeg savner, at også det kommunale bagland blander sig i koret og siger fra over for de urimelige effektiviseringskrav og besparelser.

Hverdagen, som jeg kender den fra en sygeplejerske fra et nordsjællandsk kommunalt genoptræningscenter, er, at svært syge ældre medicinske patienter fylder pladserne op. På stedet har de overbelægning, ingen let tilgængelig lægehjælp og alt for få sygeplejersker ansat. Det er ikke unormalt, at patienter udskrives sent fredag uden den nødvendige medicin til at klare sig igennem weekenden.   

I hjemmesygeplejen opleves generelt en massiv stigning i antallet af borgere, som skal have kompleks behandling og sygepleje. Samtidig skal der ske en koordinering med hospitaler, pårørende, læger og kommunens egne folk. Sygeplejerskerne kalder derfor på kompetenceudvikling til de nye opgaver - og flere kolleger.

Selvom det er opløftende, at flere politikere og hospitalsledelser siger fra over for de urimelige effektiviseringskrav og besparelser, savner jeg, at det kommunale bagland også blander sig i koret. For også her er det på tide at få rettet op på sundhedsvæsnets katastrofekurs. Sygeplejerskerne i kommunerne løber rigtig stærkt, ligesom hjemmehjælpen og de praktiserende læger gør det.

Vi skal have en helhedstænkning i sundhedsvæsenet for at løse problemerne. I Danmark vil personale og ledelser gerne yde god pleje og behandling, men det opleves som om, patienterne kastes rundt mellem sektorerne, hvor personalet prøver at gribe dem.

Nu er der snart valg til regionsråd og kommunalbestyrelser. Jeg håber, at I der bliver valgt vil sætte jer sammen. Tvinge finansministeren og sundhedsministeren til bordet. Invitere medarbejderorganisationer, ledere og patientorganisationer med ind. Og ikke komme ud, før I kan sende hvid røg op gennem skorstenen.

Sundhedsvæsnets økonomiske udfordringer, de stigende pleje- og behandlingsopgaver, det urimelige arbejdspres skal lettes nu. Problemerne bliver ikke mindre, når medicinudgifterne stiger, flere bliver kronisk syge og psykisk sårbare, uligheden i sundhed vokser, og behovet for tidssvarende behandlinger bliver større. Det er ikke nemt. Men de, der tager sig af patienternes ve og vel i hverdagen, har brug for enige, overbevisende og handlekraftige politikere, der peger på, hvordan hele sundhedsvæsenets problemer skal løses.