Heidi Røhl fra Jyllinge er én blandt mange syge, der er ramt af forringelserne i fleksjobreformen.

Tidligere blev der oprettet mange såkaldte fastholdelsesfleksjob, hvor en person med nedsat arbejdsevne blev ansat i fleksjob på sin seneste arbejdsplads. Men den mulighed forsvandt stort set, da reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft den 1. januar 2013.

Kommunen har bare travlt med at få mig ned i den billigste kasse.
Heidi Røhl

I dag kan en person med nedsat arbejdsevne først få fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads, efter at have været ansat i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitaler – det vil sige ansat på særlige vilkår og med skånehensyn uden støtte fra det offentlige.

Det er en af de stramninger, som 44 fagforbund og Socialpolitisk Forening kræver afskaffet i forbindelse med den igangværende evaluering af reformen.

– Vi ser mange afslag på fastholdelsesfleksjob efter reformen, siger Rikke Helk, der er socialrådgiver i 3F København.

To trafikuheld

Et af de afslag er givet til 44-årige Heidi Røhl, der har kroniske skader efter to trafikulykker i henholdsvis 2010 og 2013.

– Jeg har piskesmæld i alvorlig grad. Jeg har konstante smerter i skuldre, hals og nakke. Hovedpine og kvalme har jeg også det meste af tiden. Det er et helvede. Min far på 75 år er mere frisk end jeg er, forklarer Heidi Røhl.

Hun er kronisk træt og har store problemer med hukommelsen. De tidligere koncertoplevelser og ture i byen med veninderne er nu en meget sjælden begivenhed, der kræver nøje planlægning og som koster flere dage på langs bagefter. 

På trods af sin sygdom har Heidi Røhl gennem hele forløbet kæmpet for at bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet og har fået god støtte fra sin arbejdsplads.

I 23 år har hun arbejdet på Radiometer. De fleste af årene som ufaglært, men efter den første trafikulykke tog hun uddannelsen som industrioperatør i håb om at blive kvalificeret til mindre fysisk krævende arbejdsopgaver.

– Men det var alt for tungt, da jeg efter uddannelsen kom tilbage på fuld tid i produktionen. I forsommeren sidste år kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg blev sygemeldt og henvist til smerteklinik af min læge, siger Heidi Røhl.

Inden, det kom så langt, havde arbejdspladsen forsøgt at flytte Heidi til mindre belastende opgaver i forskellige afdelinger, uden at det alligevel fungerede.

Smertebehandlingen betød, at Heidi Røhl blev i stand til at få sin nattesøvn. Den havde ellers været helt ødelagt på grund af smerter. Men samtidig sagde lægerne, at hendes skader er kroniske og ikke kan helbredes. 

Efter flere måneders sygemelding startede Heidi i august sidste år op med at arbejde fire timer to dage om uge. Den resterende tid fik hun sygedagpenge. Planen var, at hun stille og roligt skulle trappe op i tid. 

– Men jeg kunne ikke komme op på mere end 10-15 timer om ugen fordelt på to-tre dage og søgte derfor om at blive godkendt til et fastholdelsesfleksjob på Radiometer, siger Heidi Røhl. 

Den 22. maj i år gav Jobcentret i Roskilde Kommune afslag på ansøgningen om fastholdelsesfleksjob. Man mener ikke, at der er dokumentation for, at arbejdspladsen har gjort nok for at fastholde en ansættelse uden offentlig støtte. En vurdering 3F København mener, er helt forkert.

Raskmeldt trods sygdom

Den 1. juni meddeler kommunen så, at de raskmelder Heidi Røhl. Det betyder, at hun ikke længere kan få sygedagpenge de timer, hvor hun ikke arbejder. Kommunen henviser til, at hendes sygdom er stationær uden flere behandlingsmuligheder. 

– Det er helt uhørt, at kommunen raskmelder en syg person, der står lige overfor at få et fleksjob, siger Rikke Helk.

3F København har klaget til Ankestyrelsen over både afslaget på fastholdelsesfleksjob og raskmeldingen. Men i bedste fald tager det et halvt års tid, inden der er en afgørelse.

Spørgsmålet er, om Radiometer er parat til at fortsætte med at betale fuld løn for 10-15 timer arbejde i så lang tid.

Så lige nu er fremtiden total uvis. Heidi Røhl er alene og bor i eget hus sammen med sin 20 år gamle søn. Lige nu overvejer hun at sælge huset, fordi hun ikke kan klare pasningen, og frygter for at ende på kontanthjælp.

– Der er så mange løse ender, at jeg er ved at falde fra hinanden. Jeg har arbejdet, siden jeg var 13 år og har aldrig været arbejdsløs. Nu bliver jeg behandlet som en doven tigger, fordi jeg er blevet syg. Kommunen har bare travlt med at få mig ned i den billigste kasse, siger Heidi Røhl.