Til trods for den kendsgerning at både klassisk økonomi og socialismens teoretikere anerkendte betydningen af den ikke-europæiske verden for udviklingen og ekspansionen af den europæiske kapitalisme, har denne erkendelse ikke haft stor gennemslags kraft i Vesten.

Koloniernes udbytning under imperialismen blev brugt til at pacificere den arbejdende befolkning i Vesten. 

”Opdagelsen af Amerika, samt genvejen til Østindien ved Kap det gode Håb er de største begivenheder i menneskehedens historie”, skrev Adam Smith i 1776. Samtidig udtrykte han skepsis med hensyn til de fordele de ikke-europæiske folkeslag ville opnå ved denne kontakt. Økonomisk historie har kun bekræftet denne indsigt.

På den anden side af den ideologiske kløft var Marx mere specifik angående fordelene for Europas kapitalistiske udvikling. Som det står i Det kommunistiske Manifest, gav denne relation en afgørende impuls til det europæiske bourgeoisis kamp imod feudalismen.  

Desuden udtrykte Marx og Engels sig her mere positive med hensyn til Europas nedbrydning af omverdenens samfundsmæssige struktur. Med billige varer som dets tunge artilleri, skriver de, tvinger bourgeoisiet ”alle nationer, med fare for udslettelse, til at påtage sig bourgeoisiets produktionsmåde; det tvinger dem til at introducere det, de kalder civilisation…”

Grunden til at minde om dette tilsyneladende udslag af eurocentrisme hos socialismens store teoretikere er at overvinde denne tendens, som stadig betragter Vesten som den eneste model for udvikling.

Politologen Kevin Anderson mener, at i 1840'erne havde Marx haft et implicit unilineart perspektiv, der antog, at de ikke-vestlige samfund ville blive absorberet af kapitalismen og følge den kapitalistiske vej til modernitet. Med tiden blev Marx’ position ifølge Anderson forvandlet til en mere multilinear tilgang som forudsatte koloniernes politiske frigørelse.

Det er ingen overdrivelse at påstå, at den europæiske socialisme har haft vanskeligheder ved at tilpasse sig både klassekampen og internationalismen. At tilskrive Marx ansvaret for denne tilstand, som Andre Gunder Frank gør, er at overse Marx’ forkastelse af  økonomismen i arbejderbevægelsen og hans støtte til anti-kolonialismen.

Koloniernes udbytning under imperialismen blev brugt til at pacificere den arbejdende befolkning i Vesten. Ifølge Samir Amin, satte disse økonomiske krav ikke spørgsmålstegn ved selve imperialismen. Begrebet ”arbejderaristokrati”, som først blev anvendt af Friedrich Engels og teoretiseret af Lenins imperialisme forståelse, antastede 2. Internationales og europæisk marxismes politiske grundlag.

I den reelt eksisterende kapitalisme har ”verdensrevolution” ikke været på centerlandenes politiske dagsorden skriver Samir Amin. Denne kendsgerning var med til at definere den russiske revolutions overgang til ”socialisme i et land.” En overlevelses-strategi, som senere blev fuldt af de socialistiske eksperimenter i den tredje verden.

Betyder antiimperialismens og socialismens nuværende svaghed ”historiens afslutning”? Faktisk befinder verden sig foran store forandringer. Marx og Engels mente, at inddragelse af Kina i det kapitalistiske verdenssystem ville underminere vestlig kapitalisme.