24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lula er populær blandt vælgerne

Tidlig valgkamp i Brasilien

Lula er populær blandt vælgerne

Brasiliens politiske liv er præget af korruption. Mange er fængslet, og endnu flere er anklaget. Anklagerne om korruption kan være med til at afgøre, hvem der vinder næste års præsidentvalg i Sydamerikas største land.

Lula da Silva var præsident i Brasilien fra 2002 til 2010. Han blev efterfulgt af partifællen Dilma Rousseff, som i 2016 blev afsat på grund af brud på budgetregler. Afsættelsen af Rousseff betegnes af mange som et parlamentarisk kup.
FOTO: Ricardo Stuckert/Wikimedia
1 af 1

Brasiliens tidligere præsident Lula da Silva er populær og står til at blive landets næste præsident – hvis han kan stille op. Men højrefløjen, dele af retsvæsenet og nogle store medier arbejder målrettet på at få Lula dømt for korruption og dermed hindre, at han kan stille op til præsidentvalget, som skal finde sted til oktober 2018.

26 procent vil stemme på den præsidentkandidat, som Lula anbefaler.

Lula vil ifølge en ny meningsmåling fra instituttet Datafolha få 35 procent af stemmerne i første valgrunde og vinde anden valgrunde sikkert. Støtten til ham er vokset med fem procentpoint siden en måling fra juni.

En anden meningsmåling viser, at den siddende præsident Michel Temer er historisk upopulær. Han får kun støtte fra tre procent af befolkningen efter at have været ved magten i godt et år, hvor han har ført en nyliberal politik med sociale nedskæringer og privatiseringer. Desuden står Temer med en lang række anklager om korruption og bestikkelse af vidner, skriver nyhedsstationen TeleSur.

Temer uden en chance

Så højrefløjens præsidentkandidat bliver ikke Michel Temer men derimod kongresmedlem for partiet PP, Jair Bolsonaro, der står til 17 procent. Marina Silva, miljøminister i Lulas første regeringsperiode, er nummer tre ifølge meningsmålingen. Hun står til 13 procent af stemmerne.

Mange vælgere har taget stilling til en situation, hvor Lula ikke kan stille op til præsidentposten som følge af en eventuel dom. Meningsmålingen fra Datafolha viser, at 26 procent vil stemme på "enhver præsidentkandidat, som Lula anbefaler". Det er nok til at gå videre til anden valgrunde.

"Håbets karavane"

Lula da Silva har indledt en intensiv valgkamp. Han turnerer rundt i landet med "Håbets Karavane", hvor han lover at rulle de socialpolitiske forringelser tilbage, som Michel Temer har gennemført.

– Jeg ønsker at vise vælgerne min lydhørhed, og jeg oplever, at folk er stressede. Folk oplever, hvordan en række sociale programmer bliver skåret ned og arbejdsløsheden stiger, siger Lula ifølge TeleSur.

Den tidligere præsident er ikke mindst vred over, at præsident Temer har fået indført en paragraf i grundloven, der sætter en øvre grænse for statens udgifter i 20 år:

– Ingen regering har ret til at begrænse udgifterne i 20 år. Enhver præsident har ret til at vælge, hvor meget der skal investeres i uddannelse og sundhed, siger Lula og lover at indkalde en grundlovgivende forsamling og revidere grundloven, hvis han bliver valgt

Efter valgkaravaner til det nordlige Brasilien og omkring industricenteret Sao Paolo forbereder Lula nu en tur til delstaten Minas Gerais. Her er han sikker på stor lydhørhed, for oprindelige folk bosat i delstaten er oprørte over, at Temer-regeringen sælger kontrakter til mindrift på deres jord og privatiserer vandkraftværker i delstaten.

Temers egen partifælle har i medierne kritiseret, at regeringen har solgt fire vandkraftværker "for en håndfuld bananer", som politikeren Fabio Ramalho har formuleret det.

Temer har også sat ni oliefelter i Atlanterhavet til salg. Regeringen håber at tjene 80 milliarder dollars, skriver BBC.

Anklagerne om korruption

Både præsident Temer og ekspræsident Lula da Silva kæmper for at undgå at blive dømt for anklagerne korruption.

Temer forsøger at udnytte sin politiske position. Hvis der skal gennemføres en retssag mod ham, skal landets senat sige godkende det. Et flertal kan beslutte at afvise sager mod præsidenten, og det er sket én gang.

Brasilianske medier vurderer, at Temer igen kan forvente, at et flertal i Senatet beskytter ham mod nye anklager om bestikkelse, hvor Temer og andre medlemmer af højrepartiet PMDB er anklaget for at have modtaget 190 millioner dollars fra store virksomheder til gengæld for at give kontrakter til disse.

Anklagerne bygger blandt andet på vidneudsagn fra rigmændene Joesely og Wesley Batista, der ejer verdens største kødpakkeri, JBS. På et møde i Temers bolig i hovedstaden Brasilia skal Batista-parret have båndet en samtale, hvor Temer taler om at betale et fængslet vidne for ikke at udtale sig, skriver BBC.

Lula da Silva kan ikke søge beskyttelse bag politikere. Hans advokater kæmper mod anklagerne ved domstolene.

Lula er blevet idømt ni år og seks måneders fængsel for anklager om korruption knyttet til megaskandalen kendt som "Operation Bilvask", i hvilken mange politikere er blevet dømt. Lulas parti – Arbejderpartiet PT – skal ifølge anklagerne have modtaget millioner i støtte, mens Lula selv skal have fået en ferielejlighed. Men Lula nægter og har anket dommen:

"De seneste anklager er fabrikerede fra ende til anden og politisk motiverede, siger Lulas advokater Chistiano Zanin Martins og Valeska Teixeira i en erklæring.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2017 - 17:41   14. nov. 2017 - 14:54

Brasilien

se@arbejderen.dk
Brasilien fra fremgang til krise
  • I sommeren 2015 gik Brasiliens økonomi fra vækst til recession med en tilbagegang på 0,7 procent i første kvartal og et minus på 1,9 procent i andet kvartal. Siden har væksten været nul eller negativ.

Den sociale fremgang fra 2002 til 2014:

  • Arbejdsløshed: Faldt fra 13 procent til 5 procent.
  • Ansatte i den uformelle sektor faldt fra 22,5 procent til 13,3 procent.
  • Mindsteløn er steget med 76,2 procent.
  • Realløn er steget med 35 procent.
  • Fattigdommen er faldet fra 35,8 procent af befolkningen til 15,9 procent.
  • Ekstrem fattigdom er faldet fra 15,2 procent til 5,3 procent.
  • Dækket af familieydelsen (Bolsa Familia): 57,8 millioner mennesker (cirka 29 procent).
Operation Bilvask
  • Den brasilianske korruptionsskandale er kendt under navnet Operation Bilvask.
  • Den involverer det statslige olieselskab Petrobras og handler om bestikkelse.
  • Højtstående folk i Arbejderpartiet PT, det daværende regeringsparti PMDB og det konservative Brasiliens Socialdemokrati PSDB skulle have modtaget bestikkelse, som er anvendt til politiske kampagner. 
  • Metoden har angiveligt været, at der er udskrevet for store regninger for opgaver udført for olieselskabet. De ekstra penge er tilbageført til personer og partierne.
  • Den i 2016 afsatte præsident Dilma Rousseff er ikke anklaget for at have modtaget penge, men var mistænkt for at have kendt til korruptionen i sin tid som formand for bestyrelsen i Petrobras frem til 2010.
  • Der blev indledt undersøgelse mod den tidligere præsident Lula da Silva i 2016. Mistanken var, at en ferielejlighed er betalt med penge fra Petrobras. Lula er idømt 12 års fængsel.
  • Der er rejst sager mod næsten 300 personer. Op mod 100 er dømt i sagen, der handler om et samlet beløb på over tre milliarder dollars. En af de markante domme blev afsagt 8. marts 2016. Den lød på 19 års fængsel til Marcelo Odebrecht for bestikkelse med 30 millioner dollars. Han var administrerende direktør i Grupo Odebrecht, Brasiliens største byggevirksomhed.

Kilder: BBC, Wall Street Journal, TeleSur & Wikipedia