18 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sats på det, der virker

Blogs

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Formand for socialrådgiverne siden 2012. Har siddet i forbundets hovedbestyrelse siden 2004. Født i 1977.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 02. november, 2017, 08:48:48

Sats på det, der virker

Kriminaliteten blandt unge er faldet kraftigt de seneste ti år og falder stadig. Det tidligt forebyggende arbejde med udsatte unge virker. Det er det, regeringen skal styrke.

Regeringen kom i sidste uge med sit udspil til en ny indsats mod ungdomskriminalitet.

Al faglig viden viser, at børn ikke skal mødes med straf eller sanktioner. 

Lad mig først slå fast, at det er positivt, at regeringen ikke vil sænke den kriminelle lavalder på den måde, man tidligere havde planlagt.

Når det er sagt, er jeg bekymret over regeringens nye konstellation med de såkaldte ungdomskriminalitetsnævn og en ny "ungelavalder".

Regeringens ønske er at sætte hårdere ind mod de unge, der begår grov kriminalitet. Som socialrådgivere deler vi ambitionen om at få unge, der er havnet i kriminalitet eller er i risiko for det, ud af mønstret.

Faldende kriminalitet

Men det gør vi altså ikke ved at skabe et nyt system med klare strafferetslige elementer for børn helt ned til 12 år – eller ved at øget brug af forældrepålæg og mere magtanvendelse.

 I stedet skal vi bygge videre på det, vi ved, virker – på den succes med kriminalpræventivt, forebyggende arbejde, der betyder stadigt mindre kriminalitet blandt unge.

For alle tal viser nemlig, at kriminaliteten blandt unge i Danmark er faldet kraftigt de seneste ti år og falder stadig. Selv "den hårde kerne" bliver mindre.

Der er endnu mange ubesvarede spørgsmål i forhold til regeringens reform og særligt ungdomsnævnenes virke. Men i udgangspunktet har vi i Dansk Socialrådgiverforening svært ved at se, at det giver mening at introducere børn ned til 12 år for et mere strafferetligt system.

Alle erfaringer og faglig viden på området viser, at børn ikke skal mødes med straf eller sanktioner – men i stedet mødes af kompetente voksne, som tager hånd om at lede dem på rette spor. Det gælder i skolen, i fritidslivet, i boligområdet osv. Og det er der faktisk allerede rig mulighed for i dag.

En bred social indsats

I det forebyggende og præventive arbejde kan vi netop sætte hurtigt og bredt ind, hvis et barn er mistænkt for alvorlig kriminalitet – også med kontante krav til både børnene og deres familier og også med mulighed for at anvende tvang.

Og i det arbejde indgår også den bredere sociale indsats med hjælp til at finde et fritidsjob, troværdige og vedholdende voksne, omsorg, behandling for misbrug og så videre.

Regeringen anerkender selv i sit udspil, at netop det tværgående samarbejde omkring børn på kant med loven er nøglen til at forebygge kriminalitet blandt unge.

Og regeringen skal have ros for, at den med udspillet også vil styrke SSP-samarbejdet i kommunerne og det forebyggende arbejde, blandt andet gennem bedre koordinering. Det er klogt – og det er afgørende, at der også følger ressourcer med denne helt rigtige prioritering.

Min bøn til den kommende behandling af regeringens udspil er: Lyt til fagfolk på området og sats på mere af det, vi ved virker bedst i arbejdet med udsatte og kriminalitetstruede unge. Vi stiller som altid gerne vores viden og erfaring til rådighed.