Siden Anden Verdenskrig har USA forsøgt at konsolidere sin position som leder af den kapitalistiske verdensorden. Denne målsætning er blevet konfronteret af to historiske hovedtendenser.

Uden en strukturel forståelse af systemets måde at fungere på kan venstrefløjspartierne kun blive et vedhæng til det utopiske amerikanske projekt om total hegemoni.

Forholdet til Sovjetunionen var centralt. Ikke alene havde USSR overlevet krigen mod nazismen, men socialismen blev udbredt især efter kommunisternes sejr i Kina. Den anden årsag til bekymring var den koloniale verdens befrielsesbevægelser, som søgte at frigøre sig fra de imperialistiske magters dominans og derigennem den internationale arbejdsdeling.

Vil fastholde global ulighed

Den amerikanske diplomat, George Kennan, der i 1948 formulerede USA's inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, var desuden opmærksom på de problemer, der lå i den store globale ulighed og truede den ”amerikanske drøm”.

”Vi ejer cirka 50 procent af verdens rigdom, men udgør kun seks procent,” skrev han. ”I denne situation kan vi ikke andet end fremkalde misundelse og fortørnelse. Vores reelle opgave i den kommende tid er at udvikle et mønster af relationer, der tillader os at bibeholde denne ulighed.”

Et tilbageblik på verdenshistorien siden 1945 viser omfanget af USA's bestræbelser, som har bestået i krige, politiske interventioner og regimeskift i den tredje verden og sågar i Europa. I takt med denne geopolitik er landet blevet verdens supermagt nrummer ét, især på det militære plan.

Allerede i 1961 advarede den afgående præsident, general Dwight Eisenhower, imod den trussel, som det ”militær-industrielle kompleks” repræsenterede imod det amerikanske demokrati. I denne forbindelse er det interessant at bemærke, at krig og våbensystemer nu er en vigtig bestanddel i USA's økonomiske trivsel.

Den franske økonom Jean-Baptiste Say lancerede i 1803 den antagelse, at ”vareproduktion skaber sin egen efterspørgsel.” En teori som marxismen og den keynesianske økonomilære modbeviste. På et område synes ”Says lov” dog at fungere, nemlig på militær produktion. Militarismen er blevet et dominerende element i den amerikanske prototype for krigsøkonomi med internationale konsekvenser til følge.

I uafbrudt krig siden 2001

Under overskriften ”America’s Forever Wars” skriver New York Times den 22. oktober, at ”siden 9/1-angrebet har USA uafbrudt været i krig og har nu lige over 240,000 soldater i aktiv tjeneste samt reservetropper i mindst 172 lande og territorier.”  Omregnet betyder det, at amerikanske soldater er tilstede i 89 procent af FN’s 193 medlemslande.

Efter Sovjetunionens nedsmeltning har amerikansk nykonservatisme forsøgt at forvandle det ”unipolære moment” til en permanent dominans. En utopisk målsætning som har skabt kaos på verdensplan.

Som reaktion på denne aktivistiske strategi har Rusland og Kina fundet sammen i et forsøg på at promovere en multipolær international arkitektur. Korrekt eller ukorrekt har begge landes politiske elite den opfattelse, at i sidste instans kommer USA til at true deres eksistens som nationalstater.

Problemet for den amerikanske selvforståelse er, at kontrollen af verden indebærer en stærk økonomisk overlegenhed, som ikke eksisterer mere. Den britiske kommentator, Gideon Rachman spurgte i Financial Times for to år siden: ”Hvor længe kan et land med mindre end fem procent af verdens befolkning og 22 procent af den globale økonomi forblive verdens dominerende militære og politiske magt?”

Det er netop USA's hegemoniske krise som skaber uro i verdenssystemet. Denne erkendelse står som forudsætning for opnåelsen af en mindre kaotisk verdensorden. Uden en strukturel forståelse af systemets måde at fungere på kan venstrefløjspartierne kun blive et vedhæng til det utopiske amerikanske projekt om total hegemoni.

Historien er ikke afsluttet!