Hvis en borger i 2017 fik anerkendt en erhvervsskade med varige mén og tab af erhvervsevne, havde han eller hun forinden i gennemsnit ventet 32 måneder på at få sagen behandlet. I 2015 blev disse alvorlige sager i snit behandlet på 26 måneder og i 2016 tog de 28 måneder i gennemsnit.
Det her kalder på, at ministeren lige med det samme sikrer, at der afsættes de nødvendige ressourcer.
Mona Striib, næstformand i FOA
Anne Kristine Axelsson, som er direktør i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) forklarer til Politiken, at de længere ventetider for 2017 var forventet, fordi medarbejderne i årets løb har haft fokus på at afvikle de ældste sager, der i en årrække havde hobet sig op og tilføjer:
– Det betyder selvfølgelig ikke, at vi er tilfredse med sagsbehandlingstiden og ikke arbejder på at få den ned, men det, der er vores mål, er, at få ekspederet alle de sager, der er for gamle, og hvor folk har ventet for længe på en afgørelse.
Helt grotesk
Anne Kristine Axelsson forklarer, at ventetiderne også vil blive lange i 2018 og håber på »normallignende tilstande« i 2019. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle typer af sager, der i dag ligger på lidt over ni måneder, skal til den tid være nede på syv måneder. Og de mest komplicerede sager, hvor en borger får anerkendt mén og tab af erhvervsevne, skal maksimalt tage 20-22 måneder at afklare. Det er den type sager, der i dag tager i gennemsnit 32 måneder.
Mona Striib, som er næstformand i FOA er ikke tilfreds med disse udmeldinger:
– Det er helt grotesk at vi ser en stigning i stedet for et fald, og det er håbløst at sætte mennesker i den situation med så lang ventetid. Det kan have den konsekvens, at man går helt ned med flaget både psykisk og økonomisk, siger hun til Politiken.
Hun anerkender ikke, at de gamle sager skal have lov til at trække statistikken for sagsbehandlingen op.
– Det her kalder på, at ministeren lige med det samme sikrer, at der afsættes de nødvendige ressourcer til dels at få afviklet den gamle pukkel, men også at have bemanding der gør, at sagsbehandlingstiden kommer ned på et rimeligt niveau, siger hun.
Ulla Sørensen, som er arbejdsmiljøpolitisk chef i fagforbundet 3F og bestyrelsesmedlem i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, udtaler til Politiken, at 32 måneder er »alt, alt, alt for lang tid«.
Sagspuklen opstod i forbindelse med, at Kammeradvokaten i 2014 fik undersøgt 103 af Arbedsskadestyrelsens alvorligere sager, efter mistanke om useriøs sagsbehandling. Konklusionen var, at mere end hver fjerde, af de undersøgte sager, var urigtigt behandlet, hvorved den skadeslidte ikke havde fået en rimelig erstatning og hjælp.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278