Jordi Gràcia hører til de få regionale embedsmænd i Catalonien, der tør tage bladet fra munden, når lokalnationalismen ruller sig ud – senest i form af 'el procés' hen mod løsrivelse. Den 52-årige professor kritiserer lokalmagten, men også centralmagten og taler for at gøre Spanien til en forbundsstat af navn. Han forfægter det synspunkt, at landet stort set allerede er det af gavn.

De catalanske nationalister sætter lighedstegn mellem Spanien og det konservative regeringsparti.
Jordi Gràcia

De såkaldte 'autonomías' – altså selvstyre-områder – har nemlig vidtstrakte kompetencer. Men altså bemyndigelser, der kan tages fra dem fra centralt hold, hvis de ikke overholder spillereglerne. Det var det, der skete, da den spanske regeringschef Mariano Rajoys regering i efteråret tog forfatningens paragraf 155 i brug og suspenderede det catalanske selvstyre, efter at regionslederen Carles Puigdemont havde erklæret Catalonien selvstændigt.

La Transición

Et af Jordi Gràcias specialer er Spaniens overgang mellem diktatur og demokrati, som var en svær balancegang og efterlod fortidens ugerninger ustraffede. Rundt omkring i Spanien finder man stadig gader og pladser opkaldt efter diktaturets spidser. I Catalonien er stednavnene for længst skiftet ud med lokale helte og institutioner.

Halvdelen af den catalanske befolkning vil godt bede sig fri for løsrivelsesprojektet.

Rundt om i landet har ofrenes børnebørn i dette årtusinde forsøgt at få et egentligt retsopgør i stand. Det samme forsøgte den navnkundige højesteretsdommer Baltasar Garzón, som måtte ofre sin juridiske karriere på det alter. Der er stadig stærke kræfter, der ikke ønsker fortiden afdækket og betalt.

Formålet med at gå forsigtigt frem under overgangen til demokrati sidst i halvfjerdserne var at sikre sig imod endnu en militær revolte som den, der gjorde kål på den Spanske Republik og udløste borgerkrigen 1936-39 efter blot fem års vovemod, progressive kvantespring og demokratisk eksperiment.

Militærdiktatoren Francisco Franco gav magten i arv til den kronprins, som 'el Generalísimo' selv havde oplært i diktaturets kunst. Den nye konge valgte i stedet side for demokratiet.

Transitionen varede fra diktatorens død i november 1975 til starten af firserne. Så sent som i 1981 forsøgte hæren at tage magten med et statskup i det spanske parlament, men demokratiet blev roet godt i land. Forfatningen fandt man på i en fart, og det var netop dér, man forsømte at gøre landet føderalt af navn, skønt man reelt skabte en næsten føderal struktur af gavn.

Litteratur og samfund

Det er et af Jordi Gràcias forskningsområder og indgår i en lind produktion af meget lærde bøger, hvor litteraturen er et prisme til at anskue samfundet igennem. Mere moderne former for litteraturanalyse har aldrig fundet vej til hans klasseværelse.

Vi har talt med professoren om nationalismen på hans hjemegn for bedre at forstå, hvad der foregår nu for tiden.

Hvem er catalanere, og hvem er ikke, hvis man skal tro de catalanske nationalister?

– Sådan har de da vist aldrig stillet det op – det kan de slet ikke slippe af sted med, svarer Gràcia.

Det er der nu mange, der ikke er enige med professoren i. Efterkommerne af de mange ’indvandrere’ fra fattigere egne i landet har sågar dannet deres eget parti, Ciutadans (Borgerne), i et forsøg på at blive regnet med i lokalbefolkningen. Deres forældre og bedsteforældre kom til det driftige Catalonien i halvtredserne og tresserne og bidrog til at opbygge den rige region.

Fremmedfjendtlighed i Catalonien

Disse indbyggere i Catalonien regnes stadig for udefrakommende af de nationalistisk sindede, skønt de har boet her hele og halve liv. Valgplakater for kvinder af andalusisk herkomst blev i december påmalet tekster som 'xarnega' og 'aneu a casa': Tag hjem, hvor du kommer fra, perker …

Det er meget vigtigt for Jordi Gràcia at være præcis og have belæg for alt, hvad han siger. Han afskyr overdrivelser og sort/hvide opmalinger uanset emnet – til hans mere banale kollegaers irritation. Alligevel kan man godt få det indtryk, at selv de mest nationalismekritiske, oprindelige catalanere simpelthen ikke ved, hvordan det er at være en af De Andre: 'els castellans'.

Hvad gør nationalismen ved sameksistensen?

– Nationalismen i Catalonien er hørt op med at dreje sig om det catalanske særpræg for i stedet at handle om en afsværgning af tilhørsforholdet til Spanien. De catalanske nationalister sætter lighedstegn mellem Spanien og det konservative regeringsparti. De har besluttet sig for, at Spanien skal opgives uigenkaldeligt og baserer det på en antagelse om, at Spanien er umulig at reformere. Tanken er absurd og uden belæg, lyder svaret.

Far og datter er uenige

Jordi Gràcia var i forbindelse med det catalanske regionsvalg lige før jul på dansk TV2 sammen med sin unge datter Laura og teenagesønnen Joan og debattere den catalanske separatisme for åben skærm. De er blot en af de mange familier, der er splittet ned igennem midten i spørgsmålet om løsrivelse.

Laura er aktiv i CUP, det lille venstreradikale parti, der sidste år udøvede en uforholdsmæssigt stor indvirkning på hele løsrivelsesprocessen, idet de store partier PDeCat og ERC ikke havde og ikke har flertal uden dem. Slagord som ”befri de politiske fanger” minder da også mere om vanlig venstreekstremisme end om den borgerlighed, som de store separatistpartier i udgangspunktet står for.

Hvilken rolle spiller historien?

– Det gælder for alle nationalismer, at historien bruges til at legitimere nutiden. Historien bliver manipuleret og bearbejdet for at tjene endemålet. Det gør både den catalanske og den spanske nationalisme.

Jordi Gràcia vender sig af princip imod enhver nationalisme. 'Españolismen' og tanken om den spanske enheds hellige ubrydelighed er den catalanske separatismes modstander fra centralt hold. Men halvdelen af den catalanske befolkning vil godt bede sig fri for både løsrivelsesprojektet og den nationalisme, det grunder sig på.

Spaniens overgang mellem diktatur og demokrati, som var en svær balancegang.

Professorens børn føler sig som catalanere, forklarede de til TV2. Selv føler professoren ikke noget tilhørsforhold til nogen nation, men derimod til de europæiske oplysningsfilosoffer og store litterater som Shakespeare og Cervantes. Flaget og identiteten rører intet i mig, forklarer han.

Hvordan påvirker nationalismen sprogbrugen i samfundsdebatten?

– Både den historiske nationalisme og den aktuelle separatisme har udviklet et propagandasprog og en egenartet kampterminologi. Sprogbrugen er tilpasset behovet for at formidle et hastværk og en nødsituation, som ikke findes andre steder end i selve sprogbrugen, svarer Jordi Gràcia.

I det hede efterår 2017 forklarede nationalisterne, at løsrivelsen var en hastesag, men de forklarede aldrig hvorfor det var så akut, at det legitimerede at sætte alle gældende regler ud af kraft og lade hånt om alle protester fra regionsparlamentets egne jurister.

Hvilken rolle spiller børneinstitutioner og uddannelsessteder?

– Jeg mener ikke, de spiller så stor en rolle som patriotfabrik, som mange hævder. Uafhængighedsbevægelsen har så mange andre tiltrækningspoler, diskursgeneratorer og måder at vinde tilslutning.

– Uddannelsessystemet er kun ét af de mange instrumenter, nationalisterne tager i brug for at vinde de nye generationer for deres sag. Selve socialiseringen i uddannelsessystemet er der ikke noget forgjort i – den finder også sted i andre demokratiske lande, påpeger Jordi Gràcia.

Nationalisme i uddannelsessystemet

I de catalanske vuggestuer og børnehaver, skoler og universiteter skal de voksne tale catalansk til børnene og teenagerne, uafhængigt af disses eget modersmål. Regionen er reelt og officielt tosproget, og mens landområderne i vidt mål er mest catalansktalende, gælder det omvendte for mange bydele i hovedbyen Barcelona.

Forældre, som forsøger at sikre et mindstemål af undervisning på spansk (og ikke bare den undervisning i spansk som fremmedsprog, der skal gøre det ud for en rimelig fordeling af sprogene), må gå ad rettens vej. De udstødes af lokalsamfundene, når skolerne lækker familiernes navne, og forældreforeningerne demonstrerer mod de konkrete familier. Nogle steder sniger lærere med spansk modersmål sig til at tale spansk til de spansktalende børn i spansktalende bydele.

Har det catalanske folk en fælles vilje?

– Nej, selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er i sig selv farvet af den catalanske nationalismes sprogbrug, afviser professoren.

Det er ellers det indtryk man får, når man hører separatismens danske støtter tale om Catalonien og folket som udelelige subjekter med et uopsætteligt uafhængighedsbehov og som objekter for en centralstatslig undertrykkelse.

Det er et tankesæt, som synes kopieret direkte fra den lobbyvirksomhed, som udøves med penge fra fælleskassen af regionens offentlige institutioner såvel som offentligt finansierede foretagender. I Danmark har vi dels haft en catalansk pseudoambassade på Kongens Nytorv; dels er separatistforeningen Assamblea Nacional Catalana repræsenteret ved direktøren for de danske sommerhusudlejere, Carlos Villarò Lassen.

Denne lobbyist har optrådt tidligt og silde i danske medier – ofte uden modspil. Under Carles Puigdemonts besøg på Københavns Universitet kappedes han med Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen om pladsen ved ”præsidentens” side. Det kom som et chok for separatisterne, at deres diskurs overhovedet mødte modstand i Danmark i form af professor Marlene Winds insisterende spørgsmål under debatten på universitetet. Hjemme i Catalonien er medier og de fleste akademikere nemlig anderledes ukritiske og følgagtige – og de spansk medier kan man jo bare lade være med at tale med.

Forestillingen om en catalansk enhedsvilje stemmer dårligt overens med efterårets store moddemonstrationer vendt mod den separatisme, der er den foreløbige kulmination på en nationalisme, der alle dage har fandtes i regionen, men aldrig før har været så upragmatisk.

Læs Jordi Gràcias artikler på spansk: elpais.com/autor/jordi_gracia/a

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent. hoyrup.biz